De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2317Visninger
AA

19. Hundrede stemmer

Efter en kedelig morgenmad, som bestod af brød og tørret frugt, var vi klar til at flyve videre. Luna havde spist en masse hjemmefra, så hun behøvede ikke at spise noget, før i morgenaften. Heldigvis, for det ville være svært at finde mad i ørkenen.

Luna lettede fra jorden, og slog ekstra hårdt med vingerne, så vores spor i sandet blev skjult. Også var vi atter en gang i luften. For hvert vingeslag kom vi længere ud i ørkenen, end nogen nogensinde havde været.

Og det var tydeligt hvorfor. Selvom vi fløj så langt oppe, så var luften tør og kvælende. Jeg kunne alt for nemt forestille mig den overvældende varme, som ville være nede på sandet. Og så var der så øde, så livløst. Det var svært for mig, at forstå at noget kunne overleve herude.

”Jeg hører dem tydeligt, Mihna.”

Beroligede Luna mig, og udstødte et frygtindgydende brøl. Hun fnøs frustreret.

”Men jeg kan ikke finde ud af at svare dem. Det er irriterende, for jeg ved godt hvordan.”

Tilføjede hun med en utilfreds brummen. Jeg klappede hendes skulder kort for at trøste hende lidt. Hun udstødte straks en mere beroliget lyd.

”Vi finder ud af det.”

Lovede jeg, og skiftede over til at ae hende.

”For du kan vel finde dem?”

Spurgte jeg. Luna nikkede straks begejstret, og satte farten.

”Mon ikke.”

Lovede hun, og satte farten yderligere op. Sandet under os fløj hurtigt forbi. Det gjorde mig lidt utryg at flyve så hurtigt.

”Vi er tæt på, så tæt på. De råber efter mig!”

Sagde Luna begejstret, og satte farten op endnu engang. Jeg strammede grebet om hendes saddel, bange for at falde af. Og pludseligt satte hun farten ned, så hun hang i luften. Jeg slog hovedet i sadlen, fordi at hun bremsede op så hurtigt. Jeg løftede hovedet, netop som hun udstødte en triumferede brøl, som rungede igennem luften.

Et brøl, som blev besvaret af hundrede stemmer. Vel sagtens flere.

Jeg så overvældet langs det beskyttede område, som nogle klipper havde dannet, i en næsten perfekt cirkel. Der var hundredevis af drager. I alle regnbuens farver. Og en efter en brølede de i en hilsen til Luna, til de alle brølede i en overvældende rungen.

Det var et overvældende syn, som fyldte mine øjne med tårer. For min elskede Luna var ikke alene, som jeg havde troet. Og med dette enorme antal af drager, var der på ingen måde at mørkets herre ville få magt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...