De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2318Visninger
AA

4. Ægget

Den ekstra træning havde hjulpet helt vildt på mine brødres uendelige energi. De var så trætte, at Bahuran næsten var faldet i søvn ned i sin suppe. Det kunne have været sjovt at se, men mor havde skubbet til ham, da hans hoved hang faretruende tæt.

”Spis lidt hovedret, og smut så i seng med jer drenge.”

Sagde mor venligt. Far så sigende på hende, men hun ignorerede det. Uanset hvor slemme narrestreger, som mine brødre havde lavet, så var mor altid i sidste ende den, som ikke kunne være sure på dem alt for længe.

Så suppen blev ryddet af bordet, og hovedretten blev bragt ind. Kronvildtsteg, en masse blandede grønsager og vin. Mor drak ikke vin, på grund af min ufødte lillesøster, så hun fik en kande med frisk, køligt vand. Jeg måtte få et glas med vin, men kun fordi at det var min fødselsdag. Far siger, at jeg ikke har et hoved for vin, hvilket vidst bare betyder at jeg ikke kan tåle at drikke.

”Går alt som det skal?”

Spurgte mor venligt Evan, da samtalen var dødet lidt ud. Evan nikkede.

”Ja, endeligt er de sidste genopbygninger blev færdiggjort, og byen ligner sig selv fra før… ja, du ved.”

Svarede Evan lidt kryptisk, hvilket var komplet unødvendigt. Jeg havde godt læst om den mørke herre, og hans angreb på skovelverne, hvor mor havde stået imod ham. Far var kommet til skade, og hun havde løftet hans sværd for at forsvare ham. Og på denne måde havde han dræbt den mørke herre, eller det regnede man med. Nogle enkelte stemmer vist og bist, mente at den mørke herre blot var blevet fordrevet, da hans fysiske krop var blevet slået ihjel. At han var et sted derude, og samlede sine kræfter sammen igen.

”Hun ved det godt. Hun har været i vores bibliotek igen.”

Svarede far, som en svar sidebemærkning. Evan nikkede let, forstående. Jeg så let ned i tallerkenen. Egentligt måtte jeg ikke være i mine forældres bibliotek, men de havde så mange spændende ting derinde. Selvom jeg havde kastet mig over bøgerne, sidst jeg var derinde.

”Hun har aldrig været meget for at læse, andet end hvad angår drager.”

Sagde mor opgivende, og strøg en hårtot om bag mit øre. Jeg rødmede let, og strøg nervøst min halskæde, da Evans blik faldt på mig.

”Så bliver du vel næppe glad for den gave, som jeg har taget med til hende?”

Spurgte Evan far, og rakte ned i den sære, aflange taske, som han havde haft med. Far udstødte et bandeord på oldelvisk, velvidende at Evan godt forstod det. De var trods alt vokset op sammen.

”Tillykke med fødselsdagen.”

Sagde Evan, og rakte min gave over bordet til mig. Jeg tog nervøst imod, bange for at tabe det. Det var det, det var ægget. Det æg, som jeg hele mit liv havde drømt om at få lov til at røre ved. Og nu havde jeg fået det af Evan.

”Ta… tak.”

Stammede jeg, helt overvældet. Jeg vidste godt hvor meget det betød for Evan.

”Det er… blødt.”

Udstødte jeg forundret, og strøg den stenagtige overflade. Jeg havde forventet, at den ville være ru. Evan nikkede bare svagt, med et skævt smil, trods at far sukkede utilfreds og stirrede lidt ondt på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...