De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2298Visninger
AA

15. Født klar

Endeligt, endeligt var Luna blevet stærk nok til at kunne bære mig på sin ryg. Hun var ellevild efter at komme ud og flyve med mig. Hun havde endda øvet sig på at flyve så stille og roligt i luften som muligt, så jeg kunne vende mig til det. Og det var helt vidunderligt at se hende flyve så elegant igennem luften.

”Vær nu forsigtig.”

Bad far, og holdt den ene af mine søstre i sine arme. Den anden, sad i armene på mor. De var begyndt at komme mere ud, og snart ville de have navnedag. Jeg glædede mig til at se hvad mor og far ville kalde dem.

”Din far har ikke den store tiltro til mig.”

Brokkede Luna sig utilfreds, og rakte let tunge efter min far. En dum vane, som jeg vist var kommet til at lære hende. Hvilket far godt havde opdaget. Han sukkede i hvert fald en smule utilfreds.

”Det går nok.”

Svarede jeg Luna, og strøg let hendes snude, inden at jeg strammede den sidste sele. Den improviserede saddel, som far havde fået lavet til mig, sad helt perfekt på Luna. Men nu er det jo også elvisk håndværk, og det er altid godt.

”Luna skal nok passe på hende.”

Sagde mor mere støttende, og strøg forsigtigt min lillesøster over hovedet. Mor smilede tillidsfuldt til Luna, og det var hun glad for.

”Har jeg nævnt hvor meget jeg kan lide din mor?”

Spurgte Luna med et skævt smil. Jeg nikkede let, og gav hende et smil igen. Min yngste bror, Bahuran, rørte uroligt på sig ved fars side. Luna prustede advarende, så hendes skæl blev en smule varme. Hun kunne godt nok flyve perfekt, men hun var ikke så god til det der med sin indre flamme endnu. Så Bahuran stod hurtigt stille igen, og så vagtsomt på Luna.

”Jeg bryder mig stadigt ikke om dine brødre.”

Brummede Luna. Jeg undertrykte en fnisen. Det kunne jeg godt forstå. Hun havde ikke glemt det, da de havde forsøgte at ride hende uden at hverken få lov eller at hun var klar til det. Hun var blevet godt gal i hovedet, og det var desværre gået ud over hendes hus. Der var stadigt et hul i det ene hjørne, hvor hun havde fået skubbet hovedet igennem.

”Klar?”

Spurgte jeg, og steg op. Luna udstødte sin glade klikke-lyd.

”Født klar.”

Svarede hun, og steg hurtigt til vejrs. Jeg kunne næsten ikke mærke det, da vi lettede. Kun at vinden tog til. Næste gang skulle jeg nok have en tykkere kjole på.

Jeg så let ned, og kunne se at de fleste af folket nysgerrigt stirrede op på Luna og jeg. Jeg løftede hånden for at ville vinke, da et let sæt gik igennem Luna. Jeg greb hurtigt fat, så jeg ikke faldt af hende igen.

”Luna, hvad er der?”

Spurgte jeg bekymret. Hun udstødte en glad lyd.

”Jeg kan høre dem. Jeg kan høre dem, Mihna.”

Jublede Luna. Jeg så mig hurtigt omkring, helt uforstående.

”Hvem?”

Spurgte jeg forvirret. Luna svarede med et lykkeligt suk.

”De andre drager.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...