De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2313Visninger
AA

20. Et løfte

”Stig af, Mihna. De er ikke vant til at se elvere ride på drager. Det er et levn fra gamle dage.”

Bad Luna mig, og landede forsigtigt i udkanten. Hun løftede let sit ben op, så jeg kunne bruge det til at kravle ned fra. Jeg landede forsigtigt i sandet, men det sendte alligevel en lille støvsky op i luften. Jeg var lidt urolig, måtte jeg indrømme. Der var så stille. Alle dragerne forholdt sig helt i ro, og stirrede på mig.

”Kom.”

Hviskede Luna forsigtigt til mig, så vi fulgtes ad. Tættere ind i den enorme flok af drager.

Jeg kunne ganske svagt høre deres tanker give genlyd i mit sind, som en masse hvisken. Men det var svært at forstå, fordi de talte i munden på hinanden. Kun Lunas stemme slog klart igennem. Hun var ikke til at overhøre.

”Godt.”

Brummede Luna tilfreds, og satte farten ned. Hun gik endeligt i stå, da vi nåede midten. Og jeg stillede mig foran hende, men alligevel ikke for langt fra hende. Jeg var stadigt ikke helt tryg ved det.

”Luna.”

Brummede en af de største drager, og rystede kort sine enorme vinger fri for sand. Han var næsten dobbelt så stor som Luna, og så var han helt brun, så jeg gættede på at han var en jorddrage. Det var godt, at Luna ikke havde været en jorddrage, ellers havde hun ikke kunnet være i sit hus derhjemme. I gårdspladsen overhovedet.

Luna bukkede let sit hoved i sandet, altså måtte han være en form for leder af flokken.

”Du er velkommen, trods jeg ikke kender din slægt. Trods du bærer et ynkeligt menneske på din ryg.”

Bød han hende velkommen, og fornærmede mig helt vildt.

”Jeg er intet ynkeligt menneske. Jeg er Mihrana, datter af elverlord Balthinal og Lady Ewolyn. Herskerne over bjergene mod øst. Loyale mod Lady Auralie af vildskoven og Kong Evan af menneskene.”

Præsenterede jeg mig. Dragen lo let, og smilede. Han gav mig et let, anerkendende nik. Så jeg forstod at hans hån havde været en prøve. En prøve på at se om jeg ville bøje mig. Men det havde jeg ikke gjort, og det var han imponeret over.

”Og dragehvisker.”

Tilføjede han.

”Ganske få, kan høre flere stemmer end sin egen drages.”

Han smilede let, da jeg forstod.

”Og du kommer for at bede om vores hjælp i kampen mod mørkets herre?”

Spurgte han. Jeg så forvirret på ham, og på Luna. Hun havde ikke sagt noget.

”Trods vi lever isoleret, så bærer vinden os stadigt nyt fra alle steder. Og mørkets herres genopståen er bestemt ikke gået forbi os. I sin tid, red, levede og boede vi sammen med ørkenfolket. Men de blev myrdet af mørkets herre, og en årtusinde lang alliance blev brudt. Men nu er tiden kommet igen, hvor dragerne ikke længere skal leve skjult. Hvor vi igen vil bryde himlen, ridende med dem, som vi finder værdige.”

Afgav han sit løfte, og bukkede så helt for mig. Flokken fulgte ham i et overvældende øjeblik, hvor alt virkede perfekt. Hvor det hele nok skulle gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...