De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2313Visninger
AA

24. En dragehviskers sande styrke

Og det var også for let. For nu gik mørket til modangreb, og ud af flammerne sprang de grotesk misdannet ulve og bjørne, som vi havde hørt om fra Auralie. Flammerne havde bidt fat i den smule pels, som de havde. Men smerten gjorde blot deres vanvid større, og fik dem til at angribe.

”Hold fast, Mihra!”

Hylede Luna bekymret, og slog ud med vingerne, for at holde dem på afstand. Der var flere, end vi havde regnet med.

”Klørene. Brug dine klør!”

Rådede jeg hende til, så hun kunne beskytte sine vinger. Så hun gav sig til at sparke, og da en enkelt kom for tæt på, bed hun. Hendes bid knuste den straks, og den gav et ynkeligt klynk fra sig. Hun smed den døde ulv fra sig, og prustede utilfreds.

”Fy for helvede de smager!”

Bandede hun, men bed allerede aggressivt ud efter den næste.

Bag os, udstødte Monak et hyl af smerte. En af bjørnene havde bidt ham. Men straks kom far ham til undsætning, og borede sit sværd dybt ind i bjørnens hoved, så den sank død om.

”Let! Brænd skoven fra himlen!”

Beordrede Monak og far, og satte af fra jorden. Mor og Johura fulgte hurtigt, men jeg blev på jorden og hjalp en vanddrage og hans rytter af med nogle ulve, så også de kunne lette. Luna og jeg blev på jorden, og forsvarede dem på jorden, som ikke kunne flyve. Auralies mænd og mit folk, som ikke var blevet udvalgt til ryttere, men som stadigt var kommet.

I himlen, satte de flyvende drager deres indre flammer fri, og brændte skoven bort.  Men nu steg endnu et uhyre op fra den mørke. Flyvende, krybdyrs-lignende væsner, som lynhurtigt gik til modangreb. Jeg kunne intet gøre. Jeg var nødt til at blive på jorden for at beskytte mit folk. Bare mor og far klarede sig.

De var gode krigere, men lige nu virkede det hele så overvældende. Jeg kunne slet ikke finde ud af hvor de var henne.

Og så, til min store skræk, faldt den første drage fra himlen. Den udstødte en hæs, klynkende lyd, og forsøgte at rejse sig for at komme hen til sin døde rytter. Men styrken forsvandt, farven i de røde skæl forsvandt og den sank sammen på jorden. Det var et skrækslagende syn. Gid det aldrig ville ske for Luna.

Min vrede nåede ukendte højder, og så kunne jeg pludseligt mærke det tydelige bånd imellem Luna og jeg. Jeg rejste mig, uden de mindste problemer, på hendes ryg. Og trods hun kæmpede, sparkede og slog, så holdt jeg balancen uden problemer.

”Ignis!”

Råbte jeg, uden at ane hvor ordet stammede fra. Det var der bare, i mit hoved.

”Ignis!”

Råbte jeg endnu engang, og løftede min hånd foran mig, som for at forvise de misdannede væsner. Og hvor jeg pegede, rejste flammerne fra jorden, dog uden at skade den. Men ulvene og bjørnene kunne helt klart mærke ilden, så jeg løftede min hånd yderligere, så et enormt flammehav rejste sig. Det gled over jorden, og opslugte de misdannede dyr. Dog uden at gøre mit folk eller nogen som helst anden noget.

”Se den sande styrke af en dragehvisker!”

Råbte Luna triumferende, og brølede i sejr. Fra himlen kunne jeg høre dragerne brøle i triumf med hende. Et nyt håb bredte sig, og det var nu de flyvende væsner, som faldt til jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...