De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2453Visninger
AA

13. Du mine og jeg dine

Evan var rejst hjem igen, sammen med sin kone, men han havde da fortalt mig en masse ting om drager. Selvom jeg havde kendt til det meste i forvejen, så var det godt at få det opfrisket. Og mon ikke han havde fået ret. Luna voksede med lynets hast. Hun blev større og større for hver dag. Hun var for længst holdt op med at spise frugt og grønsager. Hun var gået over til fisk, og var helt vild med det.

”Pas dog lige på, drage.”

Brummede min ældste morgen-trætte bror, og måtte kante sig udenom Luna på gangen. Hun var blevet på størrelse med en stor hund, men hendes vinger var så lange, så gangen virkede pludseligt meget lille, når vi kom gående. Selvom de var foldet sammen.

”Hun hedder Luna.”

Brummede jeg efter ham, og vidste at den eneste grund til at han var sur, var fordi at han var sygeligt jaloux på mig. Han havde forsøgt på alle mulige måder, alene og med min yngste bror, at lokke Luna til sig. Men hun holdt sig til mig, og kunne ikke lokkes væk. Uanset hvor meget fisk hun blev tilbudt.

”Kom Luna. Lad os gå i gården.”

Tilbød jeg hende. Hun nikkede begejstret, og jeg bildte mig selv ind, at det var fordi at hun forstod mig. Men hun luntede da glad efter mig, og sagde sin glade klikkende lyd.

Far havde overtaget det meste af sine pligter som Lord igen, så jeg ville nyde min første helt pligt-frie dag sammen med Luna. Mor var stærk og rask igen, men hun forlod sjældent sit værelse. Mine søstre var jo stadigt så små, og de havde hele tiden brug for hende.

”Jeg håber ikke, at jeg får nogle børn, som er lige så krævende. De skal være mere som dig, Luna. Du er jo så dejlig.”

Sagde jeg til hende, da vi var kommet udenfor. Hun udstødte en fornøjet lyd, og lagde let hovedet på skrå. Hun så på mig med sine perfekt havblå øjne, kun en tand lysere end hendes skæl.

”Er du sikker?”

Spurgte hun pludseligt. Eller sagde og sagde… hun hviskede det, inde i mit hoved. Jeg stirrede fuldstændigt åndssvagt på hende. Men hvem ville ikke gøre det? Min drage havde lige talt til mig!

”Du.. du kan… du kan tale?”

Stammede jeg spørgende. Luna nikkede let.

”Jeg kan høre dine tanker, og nu hvor jeg er blevet gammel nok, så kan du også høre mine.”

Svarede hun, og strøg let sit hoved imod min hånd. Jeg nussede hende blidt igen.

”Og Evan tager fejl.”

Tilføjede Luna, og så på mig. Jeg så uforstående på hende.

”Det tager mig ikke et år at blive fuldvoksen.”

Sagde hun, og smilede så kækt til mig. Jeg udstødte en forvirret lyd, men kløede så let Luna bag på hovedet. Godt, tænkte jeg. Så kan vi komme ud og flyve sammen noget tidligere. Luna nikkede let som svar på mine tanker, og udstødte så den tilfredse klikkende lyd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...