De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2297Visninger
AA

25. Det sidste træ

Flammerne bredte sig, og begyndte at brænde skoven væk. Men det var begyndt at gøre ondt i mit hoved. Helt vildt ondt.

”Mihra, stop. Det er nok.”

Bad Luna, men bare lidt mere. Lidt mere, og så ville der næsten ikke være mere tilbage af skoven.

”Stop, Mihra. Inden du gør dig selv fortræd.”

Bad Luna igen, og var faldet til ro. Den mørke stemme lød endnu engang fra skoven.

”Dit fæ! Du kan ikke udrydde mig!”

Råbte den, men den lød ikke længere så sikker. Den havde selv sagt, at den var skoven. Og hvis der ingen skov var, så var han der heller ikke. Så var min mor og far i sikkerhed, mine små brødre og endnu mindre søstre.

”Mihra stop. Du er ikke vant til forbindelsen.”

Tiggede Luna.

”Du bruger for meget, for hurtigt.”

Forsøgte hun at trænge igennem til mig, men jeg lod flammerne brænde videre.

”Du gør os fortræd.”

Sagde hun forpint, så jeg straks gik i stå. Jeg havde jo set hvad der var sket med den faldende drage. Og jeg kunne ikke miste Luna. Så jeg slap mit greb om forbindelsen, og lod de andre drager tage sig af resten.

”Jeg forbander dig!”

Råbte stemmen rasende af mig, og havde indset sit nederlag.

”Prøv bare. Men af os to, der er du den der fortjener det.”

Gav jeg igen, men gik udmattet på hug på Lunas ryg. Hun brummede straks bekymret, og gik på hug, så hun forsigtigt kunne ligge sig på maven. Jeg lagde mig ned på Lunas ryg. Hendes skæl var så dejligt varme, og jeg var så træt.

Jeg hørte knap nok det endelige skrig fra stemmen, da Johura og mor væltede det sidste træ omkuld i flammerne. Jeg var så træt, at jeg ikke engang kunne rejse mig for at fejre vores sejr.

”Lille skat.”

Hviskede far i nærheden, og strøg mig blidt over ryggen. Jeg udstødte en træt lyd, som jeg havde gjort som barn, der betød: må jeg ikke godt blive liggende lidt længere?

”Selvfølgelig, lille skat. Sov så længe du vil.”

Lovede far, men strøg mig fortsat over ryggen. Jeg hørte svagt Monak forklare far, at jeg ville være udmattet et par dage, men så ville jeg genvinde min styrke igen

”Sov, min kære datter.”

Hviskede mor i nærheden, så jeg lukkede øjnene for at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...