De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2368Visninger
AA

16. Desertum

Luna landede med et lykkeligt brag på jorden, og havde nært kastet mig af. Hun udstødte sin glade klikke-lyd, og gav mine brødre et slik i ren og skær glædesrus. De brokkede sig selvfølgeligt, men det var Luna ligeglad med.

”Hvad går der dog af hende?”

Spurgte mor forvirret, da Luna drejede glad om sig selv.

”Hvorfor gav hun det sære sæt fra sig?”

Spurgte far, og var straks bekymret for at jeg var kommet noget til. Jeg rystede let på hovedet, og klappede let på min kjole, for at sikre at jeg ikke havde gjort den beskidt.

”Fortæl dem det! Fortæl dem det, Mihna!”

Jublede Luna, og gav sig endeligt tid til at stå stille.

”Hun hørte dem. Andre drager, da vi var oppe i luften.”

Forklarede jeg, og var stadigt selv forvirret.

”Andre drager?”

Spurgte far forvirret.

”Jamen dog… Hvor Luna?”

Spurgte hun, og henvendte sig som en af få direkte til Luna, hvilket nok var derfor at Luna kunne lide min mor så meget.

”I ørkenlandet. Langt inde i ørkenen, forbi de ensomme bjerge. Mere præcist ved jeg det ikke.”

Forklarede Luna mig, og sukkede så trist over at hun ikke vidste mere. Men jeg fortalte det da videre til mine forældre.

”Det er Desertum.”

Sagde far, og så straks på mig med et bestemt blik. Som jeg desværre kendte for godt. Det betød direkte; ”Det må du overhovedet ikke på nogen måde.”

”Desertum er et uudforsket område af ørkenen. Netop fordi at det ligger så langt inde i ørkenen. Vort folk har aldrig rejst til ørkenlandet, og selv mennesker vover sig sjældent ud til de ensomme bjerge.”

Forklarede far, og rystede på hovedet.

”Det er et farligt sted, Mihna.”

Sagde han tøvende, og vidste godt at det ville være svært at overtale mig.

”Men dragerne er der. Luna har hørt dem. Hun er ikke alene.”

Gav jeg igen, men far så ikke ud til at give sig. Mor lagde en hånd på hans arm, så deres blikke mødtes. Selvom hun ikke var på hans side i denne omgang, så strålede deres blikke alligevel af kærlighed.

”Mihna kan passe på sig selv, og hun vil have Luna ved sin side.”

Slog mor det fast. Og så var det lige meget hvad far sagde, for han gav sig altid for mor. Så meget elskede han hende.

”Måske kan de hjælpe imod den mørke herre.”

Tilføjede jeg med en lav hvisken, så de nærmeste tilskuere ikke hørte mig. Far nikkede endeligt modvilligt. Jeg havde fået hans velsignelse til at rejse til Desertum, dybt inde i ørkenlandet, hvor vort folk aldrig havde været før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...