De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2301Visninger
AA

22. Den næste generation ryttere

Det havde været en sværere opgave at udpege de værdige, end jeg havde troet. Men heldigvis havde Luna været der til at guide mig. Hun så sært nok ud til at vide mere om dem, end jeg gjorde.

”Undgå ham, men vælg hans kone. Han mener det godt, men han er lidt af en kujon.”

Hviskede Luna, så jeg nikkede let til kvinden. Hun sukkede begejstret, og bukkede elegant for mig. De sidste to i rækken overraskede mig, eller… ikke helt.

”Hvad med os?”

Spurte den yngste af mine små brødre, og så forventningsfuldt på mig.

”De har rene hjerter, og vil være udmærket ryttere, men de er for unge. Vælg dem, men som den næste generation af ryttere.”

Bad Luna mig, trods hendes tydelige modvilje imod dem.

”Selvom i ikke har været særligt søde ved Luna…”

Sagde jeg begyndende, og kunne allerede se at de havde givet op. De så så triste ud.

”Så er jeres hjerter rene.”

Tilføjede jeg. Straks løftede de forventningsfuldt hovederne.

”Men i er for unge.”

Sagde jeg, og igen var de triste. De ville gerne hjælpe, men det gik jo ikke.

”I vil blive ryttere, men ikke endnu. Tiden er ikke moden. Men jeg lover jer, ryttere bliver i.”

Lovede jeg dem, og straks for lille Bahuran hen og slog armene om mig.

”Okay, men så skal du også love at du kommer hjem igen.”

Bad han ganske ynkeligt. Jeg lagde armene trøstende om ham, og strøg ham ned over ryggen.

”Det lover jeg.”

Hviskede jeg til ham, og krammede også Balthan ind til mig, selvom han var mere modvillig.

”Det har du bare.”

Hviskede han dog i mit øre. Jeg smilede skævt, og holdt mine brødre lidt tættere.

”Luna bringer mig sikkert hjem igen. Det vil hun i hvert fald gøre alt for. Ligesom Monak vil bringe far hjem, og Johura vil bringe mor hjem.”

Hviskede jeg beroligende til dem, og slap dem. De nikkede let, tilfredse med mit løfte.

”Vi skal nok passe godt på Muhana og Mihana, mens i er væk.”

Lovede mine to små brødre, at passe på mine søstre. Det var ganske sødt at høre på, selvom jeg tvivlede på at de ville være i stand til at passe på dem helt selv. De var jo ikke så gamle endnu.

Men vi drog alle i krig. Far, mor og jeg. Og så faldt det på dem, at beskytte riget og deres yngre søstre. Så jeg kyssede dem velsignende på panden, og ønskede dem lydløst alt held og lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...