De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2318Visninger
AA

23. Den mørke skov

En tredjedel af hæren var rejst i forvejen, og havde sluttet sig til onkel Evan. Jeg kunne nemt forestille mig hans begejstrede blik, da han havde fået øje på dragerne. Imens var resten af hæren, mor, far og jeg rejste hen til Lady Auralie. Og nu stod vi klar, alle elvere, mennesker og drager havde omringet den mørke skov, hvor den mørke herres kræfter havde slået rod.

”Hvem vover at nærme sig mit domæne?!”

Buldrede det pludseligt. Den mørke, kolde stemme syntes at komme alle steder fra. Men Lunas ro gav mig styrke. Det var jo bare en stemme, og en stemme kunne ikke gøre os noget.

”Jeg vover.”

Svarede jeg stemmen igen, for at løsne op for den alarmende stilhed, som havde fuldt den.

”Jeg vover.”

Istemte mor, og så med et blik, fast som det stærkeste stål ind i mørket blandt skovens grene.

”Og jeg vover.”

Istemte far, så hurtigt bredte sig som en bøn blandt alle rytterne. Jeg kunne høre dragerne i mine tanker. Også de vovede at trodse ham, specielt efter hvad han havde gjort imod ørkenfolket for så mange år siden, inden han havde myrdet morfar.

”Den stemme kender jeg.”

Svarede den mørke stemme og lo.

”Ewolyn, bastarden. Nu lady og gift. Og med en datter ved sin side endda. Godt at se dig igen, trods du kostede mig min jordiske krop sidste gang.”

Sagde han hånefuldt, tydeligvis rasende over at mor havde besejret ham sidst.

”Og klar til at besejre dig endnu engang.”

Gav mor vredt igen.

”Og hvad får dig til at tro, at jeg kan besejres denne gang?”

Spurgte stemmen, og drillede os.

”Jeg har ingen krop længere. Jeg er vind, træerne, jord og flammerne, der vil opsluge jer alle.”

Sagde stemmen og lo.

”Jeg er alle steder! Den mørke skov er min!”

Råbte stemmen, og lød sikker på sejr.

”Alle, men ingen steder, når først den skov er borte.”

Sagde far, som et ekko af Monaks stemme. Det var kodeordet, og dragerne slap deres indre flammer løs på de mørke træer, som straks stak i brand. Luna tøvede let, men udstødte så et hidsigt brøl og slap sin indre flamme løs. Vi havde omringet skoven, og brændte den nu ned. Og mørket med den, det hele virkede for let.

 

Alt for let…

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...