De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2294Visninger
AA

14. Den indre flamme

Luna var blevet så stor, at der ikke længere var plads til hende indenfor. Så far havde fået et hus opført til hende, ud fra hendes egen beskrivelse om hvor stor hun ville blive, når hun blev fuldvoksen. Hun fyldte en del, og der manglede kun ganske få meter op til det høje loft. Hun voksede op på den halve tid.

”Jeg bliver nødt til at gå nu.”

Forklarede jeg hende, og strøg let hendes kinder. Det var helt underligt at se mine små hænder på hendes kæmpe hoved, som næsten var på størrelse med mig.

”Bliv.”

Tiggede hun, og puffede ganske let til mig. Selvom det kun var et let puf, så var det alligevel ved at vælte mig omkuld.

”Jeg skal ind til morgenmad.”

Forklarede jeg. Hun udstødte et utilfreds pust. Selvom hun var så stor, så var hun stadigt lige så ivrig efter mig, som da hun havde været en lille baby. Sådan som Evan havde sagt, at hun ville være det.

”Hvad skal du have til morgenmad?”

Spurgte jeg, for at snakke udenom. Luna prustede utilfreds, og gav mig et skævt blik. Hun vidste godt, at jeg forsøgte at tale udenom.

”Det samme, som jeg plejer. Fisk.”

Svarede hun, og rystede let på hovedet.

”Selvom det nu smager så godt.”

Sagde hun, og slikkede sig let om munden. Hun var jo ikke en vanddrage for ingenting. Pludseligt vred hun sig, og jeg kunne mærke skællene på hendes mund blive varm. Og se hendes brystkasse blive en smule rød.

”Hvad var det?”

Spurgte jeg, og var lidt bange for at jeg godt kendte svaret.

”Min indre flamme rører på sig.”

Jublede Luna, og strålede af glæde.

”Så du vil snart kunne spyde ild?”

Spurgte jeg. Hun nikkede let. Bare hun nu ikke sat ild til noget, som hun ikke skulle.

”Men ikke helt endnu. Jeg kan puste varm luft. Jeg vil først kunne lave nogle rigtigt store flammer, når jeg har lært at flyve.”

Forklarede hun hurtigt, for at berolige mig. Jeg strøg hende let ned langs hovedet.

”Jeg glæder mig til at flyve med dig, Luna.”

Hviskede jeg glad til hende, og lagde let mine arme om hendes hoved, så godt som jeg nu kunne. Men hun nød mit kærtegn, og sukkede let. Hun svarede:

”Og jeg glæder mig til at kunne bære dig, Mihrana.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...