De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2358Visninger
AA

18. Den første nat i ørkenen

Det var blevet for koldt til at flyve videre. I hvert fald for mig. Jeg frøs helt vildt. Det var underligt, for vi var fløjet ind i ørkenen. Og en ørken burde da være varm, ikke? I stedet var den åbenbart kold om aftenen. Så Luna landede for foden af De Ensomme Bjerge. Det var helt utroligt så langt, som vi var kommet. Luna fløj virkeligt hurtigt. Rejsen ville have taget flere uger på hesteryg, og hestene ville aldrig have overlevet i ørkenen. Ikke, når de ikke var vant til det anderledes klima.

”Jeg må hellere lave et bål.”

Kommenterede jeg, og ville bukke mig for at samle nogle af de tørre kviste på jorden op. Luna udstødte en sur lyd i protest.

”Rolig nu. Jeg laver kun et lille bål, bare nok til at jeg kan få varmen. Du skygger jo alligevel for det.”

Beroligede jeg hende, og samlede kvistene sammen. Det var sværere end jeg troede, at samle brænde. Jeg fandt kun tre gode, tykke grene. Resten var tynde kviste, som ikke ville holde længe.

”Uh, må jeg? Må jeg?”

Spurgte Luna, ivrig som et lille barn. Hun løftede begejstret hovedet, klar til at spyde ild. Jeg nikkede, og trådte til side. Noget skulle hun jo øve sig på, og hvorfor så ikke i ørkenen, hvor hun ikke kunne gøre den store skade.

Hun tog en dyb indånding, og pustede.

Alt, alt for meget. Der var kun sod tilbage på jorden, hvor der engang havde været en stak grene og kviste. Luna sukkede trist.

”Øv.”

Mumlede hun irriteret, og lagde sit hoved mod jorden igen.

”Undskyld Mihna.”

Sagde hun forsigtigt. Jeg rystede på hovedet. Det var okay. Det var jo ikke med vilje. Hun var bare ikke så god til det endnu.

”Det er okay. Du skal nok lære det.”

Lovede jeg hende, og gik hen til hende. Jeg rakte op i en af saddeltaskerne, og trak mit tæppe ud. Det kunne nok hjælpe mig med at holde varmen. Så satte jeg mig ned, og op imod Luna. Hun udstødte sin glade klikkelyd, og samlede sig sammen omkring mig. Vi lå tæt. Det var næsten som at ligge i en rede, en rede, som var dejligt varm.

”Sov lille Mihna. Jeg skal nok våge over dig.”

Lovede Luna. Jeg gabte let.

”Nu må du heller ikke være oppe hele natten. Du skal også sove. Det er trods alt dig, som skal flyve. Jeg skal bare sidde på dig.”

Sagde jeg, og kærtegnede let hendes mave. Hun klikkede let igen.

”Jeg vil sove med et øje åbent.”

Sagde hun nu alligevel, og så lagde vi os til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...