De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2356Visninger
AA

7. Audienssalen

Jeg var simpelthen så udmattet. Mine brødre havde opført sig på deres allerbedste, søde artige og tålmodige, på min bekostning. Mor lå jo i sengen, og hvilede sig efter fødslen. Far var ved hendes side, og holdt styr på sine yngste døtre. Det betød også, at jeg, udover at holde styr på mine brødre, kortvarigt måtte overtage fars pligter.

”Meldinger lyder på, at den mørke herre er blevet set i urskoven.”

Forklarede den budbringer, som var kommet til slottet. Han var budbringer for skovelverne.

”Har der været en bekræftet observation af ham?”

Spurgte jeg. Budbringeren rystede på hovedet.

”Det er trods alt urskoven. Vi bevæger os ikke gerne derind, medmindre i absolut nød, særligt nu.”

Forklarede budbringeren, og lød skræmt.

”Særligt nu? Hvad mener du?”

Spurgte jeg, og lænede mig let frem på fars stol i audienssalen.

”Skoven er syg. Den… den ændrer sig. Den bliver mørk, solen trænger ikke igennem længere, luften er dårlig og gør at det virker som om at skyggerne bliver levende og taler til en, og kender ens inderste.”

Forklarede budbringeren.

”Og hvad har Lady Auralie af planer for at bekæmpe det?”

Spurgte jeg. Budbringeren nikkede let, og forstod at vi var ved at nærme os sagens kerne, og han kunne fremsige den efterspørgsel, som det var blevet ham pålagt at ligge frem for hoffet.

”Bekæmpelse af alt sygt og mørkt, som forsøger at sprede sig hver dag. Lady Auralie efterspørger assistance imod denne… denne sygdom, som plager skoven.”

Forklarede han. Jeg nikkede let.

”Vi er bueskytter og sværdkæmpere. Jeg var svært ved at forstå hvordan vi kan hjælpe.”

Svarede jeg tålmodigt, og forventede et modargument.

”Netop derfor har Lady Auralie sendt mig hertil. Det er ikke længere kun sygdom, som breder sig i skoven. Vilde ulve, grotesk misdannet, samt bjørne, har slået flere elvere ihjel, og gør det svært at bekæmpe sygdommen, som hastigt breder sig.”

Forklarede budbringeren anspændt. Jeg signalerede, at generalen kunne rejse sig fra sin plads.

”Udvælg blandt dine krigere. Vælg en kriger, som kan lede dem. Og giv ham så halvtreds af vores bedste.”

Gav jeg min ordre. Det var noget af en beslutning. Men Lady Auralie var familie, og familie skulle beskyttes for enhver pris. Generalen nikkede, og bukkede let.

”Jeg kan have dem klar til rejse ved daggry, Lady Mihrana.”

Sagde generalen, og bukkede igen.

”Du gør huset stor ære.”

Sagde jeg venligt, inden at han vendte rundt og gik for at udføre min ordre. Budbringeren bukkede dybt.

”Du har vores evige taknemmelighed.”

Sagde han, og bukkede endnu engang, inden at han forlod audienssalen. Jeg fik et let nik fra en af de ældste af rådgiverne. De var tilfredse med min beslutning. Så jeg rejste mig, og blev kort forskrækket, da rådmændene alle rejste sig, og bukkede for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...