Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1407Visninger
AA

19. Som om at han var der, i min seng

Jeg var tynd igen. Jeg følte mig så syg og svag. Jeg kunne knap nok røre mig, fordi at jeg ikke havde spist så længe. Han grinte bare af mig, sparkede og slog mig, indtil far vendte hjem. Så var han igen den artige søn, som gjorde alt hvad hans far sagde. Jeg stod bare i baggrunden, og så på, indtil at det blev tid til at træne.

”Jonathan har klaget over din madlavning, igen.”

Brummede han utilfreds, og så vidste jeg hvad det betød. Jeg lagde mig straks på maven på jorden, med armene spredt ud. Og så slog pisken ellers ned over min ryg. Jeg skulle tie stille, ellers fik jeg bare ti ekstra slag. Så vidste jeg også godt hvad der skulle ske om aftenen, når fader tog af sted igen. Jonathan havde altid mest lyst til mig, når jeg havde fået prygl. Når jeg kæmpede imod, fordi at det gjorde så ondt at ligge på mine sår.

Jeg for op fra sengen, vækket af mit eget mareridt. Jeg for lige fordi Luke, som havde været på vej ind til mig, og direkte ind på badeværelset. Jeg smækkede døren i bag mig, og kastede op.

”Jane.”

Kaldte Luke bekymret, og bankede let på døren. Jeg nægtede at svare, og kastede op igen. Og igen. Jeg følte mig så klam og ulækker. Som om at Jonathan virkeligt havde været der, i min seng.

”Jane!”

Kaldte Luke rimeligt højt. Der kunne ikke komme mere op, så jeg forsøgte at rejse mig. Det mislykkes, og jeg kollapsede på gulvet. Det hele svajede og gyngede. Jeg lukkede øjnene, for at få fred for det. Gulvet var så dejligt koldt, at jeg blev liggende, selvom Luke bankede hårdere og hårdere på døren.

”Hvad sker der?”

Spurgte Jocelyn, og det lød som om at hun havde Clary i hælene. Men jeg havde det for skidt til at rejse mig, så jeg ikke gjorde dem bekymret.

”Det er Jane. Der er noget galt. Jane!”

Luke kaldte bekymret efter mig igen, og fik nok. Han sparkede døren ind, og for hen til mig.

”Jane.”

Kaldte han bekymret, og samlede mig op i armene.

”Ring efter Magnus. Nu!”

Beordrede Luke bekymret, og skyndte sig ind i mit værelse med mig. Han lagde mig forsigtigt fra sig på sengen, og strøg kort min pande.

”Du er kold, alt for kold.”

Sagde han bekymret, og pakkede mig grundigt ind i dynen. Clary kom ind, og satte sig på sengen ved siden af mig. Hun tog blidt min hånd, og holdt den imellem sine. Jeg mistede bevidstheden, og drømte heldigvis ikke om mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...