Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1426Visninger
AA

17. Slip mig!

Jeg vendte mig endnu engang i Simons arme. Det var trods alt det eneste som jeg kunne gøre. Han sov, og holdt mig så tæt, at jeg ikke kunne bryde fri af hans greb. Jeg kunne kun vende mig. Men jeg ville heller ikke vække ham. Han sov så sødt. Jeg prikkede alligevel til ham let.

”Simon.”

Hviskede jeg stille, og vidste godt at det næppe ville vække ham. Men jeg havde set på klokken allerede to gange, og det var en halv time senere end hvor jeg normalt stod op. Jeg skulle jo lave morgenmad.

”Simon.”

Hviskede jeg en smule højere, og prikkede hårdt til ham. Men han udstødte bare en utilfreds lyd, og sov videre.

”Simon.”

Hviskede jeg lidt højere endnu. Jeg kunne jo heller ikke risikere at vække Luke, som sikkert lå på sofaen. Jeg prikkede hårdere til Simon, som udstødte en gryntende lyd.

”Jane.”

Mumlede han pludseligt så stille. Det føltes som om at mit hjerte smeltede af lykke. Han sov, og alligevel havde han sagt mit navn i søvne. Han bevægede sig pludseligt, og lagde hovedet mod noget, som straks fik mig til at stivne i panik.

”Si… Sim… Simon.”

Stammede jeg, og følte det som om at jeg ville få et panikanfald. Han lå med hovedet, og brugte mit bryst som hovedpude. Jeg skubbede hårdt til ham.

”Simon!”

Hviskede jeg bestemt, og var glad for at min stemme ikke knækkede over. Han udstødte bare en tilfreds lyd, og trykkede mig tættere ind til sig. Jeg kunne ikke klare det, og stak ham en lussing.

”Slip mig!”

Skreg jeg. Han blev vågen af slaget, og faldt forvirret på gulvet. Jeg begyndte at græde over min hidsige reaktion, og selvfølgeligt gik der ikke mere end få sekunder før at Luke stod i døren.

”Simon, ud.”

Sagde Luke bestemt. Simon kom op og sidde på gulvet. Jeg kunne ikke engang kigge på ham, og lå bare med hovedet nede i hovedpuden.

”Jamen…”

Begyndte Simon forvirret.

”Ud!”

Råbte Luke knurrede, så Simon straks for ud af værelset. Det fik mig bare til at græde endnu mere, så jeg følte mig fuldstændigt opløst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...