Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1464Visninger
AA

10. Simon

Jeg vendte mig endnu en gang under dynen, og forsøgte at falde i søvn. Men jeg kunne bare ikke falde i søvn. Jeg var alt for urolig, og vendte mig flere gange under dynen.

”Simon.”

Mumlede jeg for mig selv. Jeg havde fået noget at spise, og efterfølgende havde Luke smidt både Jace og Simon ud i en allerhelvedes fart. På trods af at de begge protesterede ivrigt. Jeg var mest ærgerlig over at Simon var blevet smidt ud. For vi havde jo haft en aftale.

”Ja?”

Svarede Simon pludseligt, så jeg for op.

”Rolig.”

Hviskede Simon, og kom hen til mig ved vinduet.

”Simon?”

Spurgte jeg vantro. Han nikkede let, så jeg for straks ind i hans favn, hvor han lagde armene beskyttende omkring mig.

”Simon.”

Hviskede jeg lettet, og snuste til hans herlige duft. Han sukkede let, og strøg mig over håret. Så kyssede han let min pande, og ledte mig tilbage til sengen.

”Hvad laver du her?”

Spurgte jeg vantro.

”Ikke at det er en dårlig ting.”

Tilføjede jeg hurtigt, da Simon tøvede. Han smilede så pludseligt, og kravlede ned under dynen til mig. Jeg lagde mig hurtigt ind til ham, og puttede mig helt tæt, med hovedet mod hans bryst.

”Jeg kunne ikke rigtigt sove.”

Svarede han blidt, og strøg mig blidt over ryggen. Jeg sukkede tilfreds.

”Så jeg ville se om du havde fået det bedre.”

Sagde han med en spørgende klang i stemmen. Jeg nikkede let.

”Jeg har det langt bedre, når du er her.”

Svarede jeg, og fik et let kys på panden igen.

”Det er godt at vide.”

Svarede han blidt, og strøg mig beroligende over ryggen.

”Jeg bliver nok nødt til at smutte inden at Luke og Jocelyn står op i morgen eller får jeg nok problemer. De er meget beskyttende overfor dig.”

Forklarede Simon. Jeg sukkede utilfreds, men nikkede.

”Jeg kom til at kalde Luke for far.”

Mumlede jeg træt. Simon så nysgerrigt på mig, så jeg mødte hans blik.

”Han sagde at det ikke gjorde noget.”

Hviskede jeg glad tilbage. Simon nikkede let, og puttede mig godt ned under den varme dyne. Dynen var jeg ligeglad med. Bare at Simon holdt mig ind til sig, så var jeg glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...