Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1426Visninger
AA

12. Min fødselsdag

”Jane!”

Jublede Jace, og tog mig straks i armene i et kæmpe kram. Jeg så undrende på ham, da han slap mig igen. Jeg rettede let på det hårbånd, som Clary havde givet mig i håret og som hun havde lavet en lille sløjfe på toppen af mit hår med.

”Har du det bedre?”

Spurgte Jace mere roligt. Jeg nikkede let, og hev ned i den kjole, som Clary havde stoppet mig i. Jeg brød mig ikke om den. Den var alt for kort, og viste for meget af mine ben. Men nu var jeg også mere vant til at have bukser på. Jeg følte mig overpyntet med kjole, sløjfe i håret og fine ballerinasko på, som Clary havde kaldt skoene.

”Flyt dig Jace, og lad mig lige hende an.”

Vrissede Isabella, og betragtede mit tøj.

”Godt nok, men kjolen kunne sagtens være lidt kortere.”

Påpegede Isabella, og knipsede mig let over hånden, da jeg forsøgte at trække kjolen ned igen. Jeg lagde utilpas armene over kors, og så mig om efter Formand Meow. Katten havde sjovt nok en beroligende effekt på mig. Jeg fandt den i armene på Alec, som let aede den over hovedet. Den spandt ivrigt.

”Hvor fint.”

Sagde Maryse let, og strøg mig over hovedet. Jeg bukkede mig let ned, rent instinktivt, så hun trak hånden til sig. Jeg brød mig ikke om at en hånd nærmede sig i hovedhøjde. Kun hvis det var træning, for så kunne jeg være bekendt at skubbe den væk.

”Du ser meget yndig ud.”

Sagde Robert glat, men holdt fingrene for sig selv. Jeg trak på skuldrene. Jeg var ikke helt enig.

”Hvad er det vi skal?”

Spurgte jeg undrende, og kunne ikke lade være med at smile, da Simon dukkede op. Jace bemærkede det, og så ud som om at han ville kaste sig over ham. Jeg greb ham i blusen.

”Lad vær.”

Bad jeg roligt, men var faktisk en smule… Tja, følelsen var vist vrede. Jace fnøs irriteret.

”Okay, så længe at han holder sig ude af dit soveværelse om natten.”

Vrissede Jace utilfreds efter Simon, men vendte sig så imod mig, da jeg lagde armene over kors.

”Bland dig udenom.”

Sagde jeg utilfreds. Jace var ved at sige noget mere, da Clary stillede sig imellem os.

”Ikke noget skænderi i dag, specielt ikke i dag.”

Bad hun uroligt. Jace nikkede let, og jeg så bare undrende på dem.

”Hvad skal der ske?”

Spurgte jeg, og så mig omkring i Jocelyn og Lukes stue, som var lidt proppet, når alle sammen var her. Maryse, Robert, Alec, Isabelle, Jace, Clary, Luke og Jocelyn… og Simon, selvfølgeligt. De svarede stort set i munden på hinanden.

”Fejre din fødselsdag.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...