Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1398Visninger
AA

14. Min evne, min sang

”Øhm… ja, jeg har den her med.”

Sagde Alec, og brød den korte tavshed. Han gav mig en dolk, som var pakket ind i et klæde. Den var ikke specielt stor, og nok beregnet til selvforsvar.

”Du går jo ikke med våben, så hvis Jocelyn og Luke ikke har noget imod det, så ville jeg blive glad, hvis du gemte den her på dit værelse. Bare for en sikkerhedsskyld.”

Forklarede han. Jocelyn var ikke glad for det, det var tydeligt at se. Men Luke nikkede let, og skubbede blidt til Jocelyn, så hun også nikkede. Jeg pakkede stelen ind i klædet sammen med dolken, og lagde det fra mig.

”Og vi…”

Begyndte Luke, da der lød et højt knald og et brag, også stod Magnus i stuen.

”Så for søren.”

Mumlede han forvirret, og sank omkring på gulvet. Jeg for op. Han var fuld af sår, og blødte voldsomt. Alec var blevet ligbleg, men jeg skubbede ham hurtigt væk.

”Jamen…”

Protesterede han, da jeg begyndte at synge. Jeg greb Magnus’ hånd.

”Se nu mit barn. Græd ej mere. Såret er helet, såret er borte. Vågn nu op min dreng.”

Sang jeg blidt, men med usikkerhed i stemmen. Jeg havde aldrig prøvet det på andet end planter. Men Magnus slog pludseligt øjnene op, og fokuserede på mig. Hans sår skrumpede ind og forsvandt, og hans øjne blev helt klare igen.

”Så er det godt, min tøs.”

Mumlede Magnus stadig lidt fjernt, men jeg slap hans hånd og var ved at gå i gulvet. Simon greb mig hurtigt ved skuldrene, og tog mig i armene. Han løftede mig op fra gulvet, og bar mig over på sofaen, hvor han forsigtigt lagde mig fra sig.

”Magnus.”

Sagde Alec bekymret, og ville gå på knæ ved hans side. Men Magnus viftede ham væk, og rejste sig usikkert. Han var nødt til at ligge en arm over Alecs skuldre for at holde balancen.

”Jane, hvordan har du det?”

Spurgte Magnus bekymret, selvom at han knap nok kunne stå på benene.

”Jeg er træt.”

Mumlede jeg lavt. Han nikkede let.

”Du er ikke vant til at bruge det så meget. Jeg vil antage at du bare skal hvile dig.”

Svarede han, og vaklede usikkert. Alec fik ham ned at sidde i Lukes lænestol, hvor han udmattet trak vejret tungt.

”Hold da op.”

Sagde Maryse endeligt, og så på mig.

”Det er Janes evne. Hendes sang.”

Sagde Magnus, og lød som om at han var klar til at falde i søvn lige nu og her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...