Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1405Visninger
AA

21. Min elskede

Jeg dukkede op med et knald i Simons stue. Han blev så forskrækket, at han faldt ud af sofaen.

”Rolig, det er bare mig.”

Sagde jeg, og trådte et skridt frem imod ham. Han kom på benene, og trådte væk fra mig.

”Hvad laver du her?”

Spurgte han forvirret. Men jeg var mest forundret over, at han gik væk fra mig. Var det fordi, at jeg havde reageret sådan, som jeg havde?

”Jeg… jeg…”

Sagde jeg tvivlende.

”Jeg kom for at sige undskyld.”

Svarede jeg, og så utilpas væk. Kunne Simon ikke lide mig mere? Fordi at jeg havde reagereret sådan som jeg havde gjort?

”Ring lige først næste gang.”

Sagde han, og rystede kort på hovedet, før at han slukkede for fjernsynet. Så smilede han blidt, og lignede sit kærlige-jeg igen.

”Du skræmte mig.”

Sagde han sødt, og gik hen og tog mig forsigtigt ind til sig. Jeg sukkede lettet op. Simon kunne godt lide mig. Jeg havde helt glemt, at han ville gøre det for evigt.

”Har du sagt, at du er her?”

Spurgte han. Jeg nikkede let.

”Jeg lagde en seddel.”

Forklarede jeg. Simon sukkede opgivende, og mente ikke at det var nok.

”Mind mig på, at jeg skal lære dig at bruge en mobiltelefon.”

Sagde han, og samlede sin egen op, så han kunne ringe.

”To sekunder.”

Lovede han, og gik så ud i køkkenet for at give besked om hvor jeg var. Hvorfor havde jeg dog ikke tænkt på, at gå ud og sige det først? Jeg var alt for impulsiv, lidt lige som Jace.

”Jeg kan altså godt passe på hende udmærket. Du glemmer hvad du taler med, Herondale.”

Sagde Simon surt til sin mobil, og lagde så på. Han kaldte kun Jace ved sit efternavn, når han var virkeligt sur på ham.

”Din bror er altså en klovn engang imellem.”

Sagde Simon opgivende, og lagde mobilen på stuebordet. Men jeg nikkede, jeg var enig med ham.

”Han er bare overbeskyttende, og lidt tykhovedet engang imellem.”

Sagde jeg med et smil, og rakte så ud og trak Simon tæt. Jeg kyssede ham inderligt og længe. Han hev mig forsigtigt lidt væk fra sig.

”Jane…”

Sagde han tøvende. Jeg rystede på hovedet, og havde lyst til at forsætte.

”Jeg vil gerne, Simon. Du er min, og jeg elsker dig.”

Svarede jeg. Han trak mig forsigtigt tæt, og kyssede mig begærligt.

”Jeg skal nok være forsigtig.”

Hviskede han lovede, og tog min hånd, så han kunne lede mig ind på sit soveværelse. Da vi lagde os på sengen, og Simons hænder begyndte at søge op under min bluse, tænkte jeg kort på Jace. Og hvor stiktosset han ville blive. Men jeg var ligeglad. Jeg ville have Simon, og intet skulle forhindre mig i at blive et med min elskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...