Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1395Visninger
AA

15. Magnus, dit fjols

”Hendes sang?”

Spurgte Jace forvirret. Magnus nikkede let.

”Ja, engledelen vil jeg antage.”

Mumlede Magnus træt, og tilføjede:

”Jeg ville ikke sige nej til en kop kaffe.”

Jocelyn gjorde sig fri af Lukes beskyttede greb.

”Jeg henter dig en kop, inden du falder i søvn.”

Kommenterede Jocelyn, og skyndte sig ud i køkkenet. Magnus sank mere og mere afslappet sammen i lænestolen. Alec greb tøvende hans hånd, da Robert og Maryse så på dem. Magnus livede straks let op.

”Magnus.”          

Sagde Alec bekymret. Han rystede på hovedet.

”Jeg er okay. Jeg er bare træt. Jane har helet mig.”

Forsikrede Magnus Alec, og strøg blidt hans hånd.

”Hvad skete der med dig?”

Spurgte Luke, henvendt til Magnus, men gik over til mig. Jeg vinkede ham væk igen. Jeg var bare lidt træt, det var det hele. Ikke mere, og det var fint bare at have Simon ved mig.

”Tja, jeg ved ikke lige hvor mange der bemærkede at dæmonen, som angreb Jane og nært dræbte hende, kaldte hende for en lille engel.”

Sagde Magnus, som om at det var indlysende. Jocelyn gav ham forsigtigt den fyldte kaffekop.

”Mange tak.”

Takkede han, og drak straks veltilpas en tår.

”Jeg var været ude og grave i det, uden at afsløre for meget selvfølgeligt.”

Forklarede Magnus, og tømte koppen.

”Og det involverede lidt ubehagelige typer, som desværre ikke er for vilde med en warlock, som har en tendens til at hænge ud med skyggejægere.”

Tilføjede Magnus, og blinkede træt. Jeg satte mig op, da det gik op for mig, at Magnus havde løbet risikoen for min skyld.

”Magnus, dit fjols.”

Sagde jeg surt. Han smilede bare frækt.

”Jeg er kommet til at holde af dig, tøsen. Og så kan jeg ikke risikere at der nogen, som stadige er ude efter dig.”

Sagde Magnus let, og trak på skuldrene. Han ignorerede komplet min vrede. Jeg havde lyst til at slå ham, men skubbede følelsen til side, da han blinkede udmattet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...