Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1426Visninger
AA

18. Jeg stak Simon en lussing

”Helt ærligt, hvorfor det lange ansigt?”

Spurgte Isabelle mig, og forsøgte at være morsom. Jeg svarede ikke, havde knap nok opdaget at hun havde talt til mig.

”Hallo?”

Spurgte hun langtrukket, så jeg endeligt så på hende uforstående.

”Hvorfor…”

Begyndte hun igen, men fik et skarpt blik fra Clary, så hun straks holdt mund.

”Hvad nu?”

Spurgte hun undrende. Jeg så ned i fortovet, og følte trang til at græde igen.

”Der var en lille episode her til morgen.”

Sagde Clary utilpas, og aede noget hår om bag øret.

”Episode?”

Spurgte Isabelle uforstående. Jeg havde ikke lyst til at gå i detaljer med det, og sagde derfor bare kort:

”Jeg stak Simon en lussing.”

Isabelle fnes ganske let. Hendes blik var ganske tydeligt. Hun ville fortælle det til Jace, og han ville befinde sig på et lykkestadie resten af dagen på grund af det.

”Stak du virkeligt Simon en lussing?”

Spurgte hun, og fnes ganske let igen. Jeg nikkede utilpas, og så ned i jorden. Clary udstødte en vred lyd efter Isabelle, som stadig fnes en smule.

”Hvad?”

Spurgte hun utilfreds, da Clary forsøgte at ligge en arm om mig. Jeg gik uden for hendes rækkevidde. Jeg ville helst ikke have, at hun rørte ved mig lige nu.

”Jane.”

Sagde Clary bekymret. Jeg rystede på hovedet.

”Kan vi ikke bare gå hjem? Jeg har ikke lyst i dag.”

Spurgte jeg, og hadede mig selv for det. Isabelle opfangede endeligt mit dårlige humør, og nikkede.

”Jo, det kan vi da godt.”

Sagde hun, og var tydeligvis forvirret. Jeg nikkede taknemmeligt, og så gik vi hjem til Clary igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...