Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1459Visninger
AA

2. Jeg har det fint, jeg har det fint

”Ej, altså Jane. Nu igen.”

Sukkede Jocelyn, og forsøgte at lyde utilfreds, men det mislykkes, fordi at jeg havde bagt hendes yndlings muffins.

”Fedt!”

Jublede Clary, da hun opdagede at jeg havde æg, bacon og pølser til hende. Hun gav mig et let kram, som jeg kejtet tog imod. Jeg vidste stadig ikke helt hvordan man skulle reagere, så jeg stod bare som om at jeg var stivnet.

”Du behøver altså ikke at lave morgenmad hver dag.”

Sukkede Jocelyn, og fiskede en varm muffin op af formen, så hun kunne sætte tænderne i den. Hun sukkede straks tilfreds, og tog endnu en bid.

”Det er det mindste jeg kan gøre, når i er så venlige mod mig.”

Forsikrede jeg, og hældte kaffen op. Jeg hældte lidt af det op i en kop til Luke. Han lå stadigt og sov på sofaen, så jeg gik derind med koppen og stillede den på bordet lige foran ham. Straks blinkede han let, og snuste.

”Kaffe.”

Mumlede han en smule træt, og satte sig op i sofaen, så han kunne gribe ud efter koppen.

”Tak.”

Takkede han venligt, og tog en tår. Han nikkede tilfreds. Jeg havde lært at lave kaffe ved at se hvordan han eller Jocelyn gjorde om morgen, og så havde jeg overtaget den opgave. Jeg gik tilbage i køkkenet, så han forstod at der var morgenmad. Han rejste sig i hvert fald, og sluttede sig til Jocelyn og Clary, som sad i pyjamas ved bordet. Det var godt, at jeg havde nået at dække det.

”Godmorgen, sovetryne.”

Hilste Clary drillende, så Luke rullede med øjnene. Han satte sig ved siden af Jocelyn, som gav ham et let godmorgen kys på kinden. Jeg fiskede de resterende muffin ud af formen, og stillede dem til at køle af i vinduet. Dem kunne Jocelyn, Clary og Luke få senere. Jeg brød mig ikke så meget om kokos, havde jeg fundet ud af.

”Bacon!”

Jublede Clary, da jeg satte mig ved siden af hende med fadet. Jeg rakte det bydende frem, og straks tog hun en kæmpe portion. Hun tog fadet fra mig, så jeg kunne tage, og kom til at strejfe min hånd. Hun stoppede straks op, og rakte hurtigt fadet videre, før at hun hurtigt rakte ud. Jeg gjorde et let spjæt på stolen, før at jeg mærkede hendes hånd på min pande.

”Du er varm.”

Sagde hun bekymret, og straks kunne jeg regne ud hvad det betød. Jeg skubbede hurtigt hendes hånd væk.

”Jeg har det fint, jeg har det fint.”

Sagde jeg hurtigt, og måske lidt panisk. Men jeg havde ikke tid til at være syg, ikke i dag. Jocelyn sukkede let, vant til at jeg ofte protesterede, hvis de syntes at jeg skulle blive i min seng. Men i dag var det min fridag. Jeg skulle hverken træne eller over til Magnus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...