Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1441Visninger
AA

20. Jeg er nødt til at sige undskyld

Jeg mærkede Magnus’ blide hånd på min pande, og slog langsomt øjnene op.

”Hej skattepige.”

Hilste han venligt, og holdt sin anden hånd stramt om mit håndled. Han så meget koncentreret ud. Men hvad end han forsøgte på, så kunne han ikke trænge igennem. Min engledel var for stærk, og tillod det ikke. Han opgav også til sidst.

”Jeg vil så gerne hjælpe dig, skattepige. Men jeg kan ikke.”

Sagde han trist, og slap mig, så han kunne pakke min arm ind under dynen. Han strøg mig bekymret over panden, og Formand Meow hoppede op på sengen og lagde sig ved min side.

”Du kan også godt lide hende, lille pus.”

Sagde Magnus kælent, og kløede sin kat. Den spandt muntert, men blev liggende.

”Jeg er sådan set hjemme, men jeg tror at jeg vil rykke rundt på tingene. Så Formand Meow må hellere blive her, så jeg ikke kommer til at mase den.”

Sagde han blidt, og lod mig beholde katten lidt endnu.

”Du forlader ikke den her seng, før at du har det bedre.”

Sagde Magnus bestemt, og strøg mig så blidt over panden. Han rejste sig, og jog alle sammen ud. Jocelyn, Luke, Clary og selvfølgeligt Jace. Men hvor var Simon? Jeg havde brug for Simon lige nu.

Men han måtte sikkert ikke besøge mig, på grund af uheldet sidst. Men han havde jo ikke gjort det med vilje, og måske hvis jeg ikke havde reagereret så voldsomt? Simon var jo ikke Jonathan. Han var min Simon, og så kunne jeg jo ikke skubbe ham væk, fordi at jeg var bange for en anden. Det var jo ikke fair. Jeg måtte undskylde.

”Sh…”

Tyssede jeg på Formand Meow, da den så undrende efter mig. Jeg kunne allerede se runen for mig, som ville bringe mig over til Simons lejlighed. Den ville også kunne sende mig tilbage igen på få sekunder. Måske ville jeg være heldig, og de andre ville ikke opdage det.

Så jeg trak hurtigt min pyjamas af, og tog nogle jeans på. Jeg fandt den bluse frem, som Jocelyn havde givet mig. Også hurtigt nogle sokker, og den strikkede sweater, som Magnus havde givet mig. Den var rimeligt farverig, men det var lige meget. Den var jo varm.

Formand Meow udstødte en utilfreds lyd, da jeg fandt min stele frem. Den som min rigtige far havde ejet, og som Jace havde givet mig. Jeg overgav mig til Formand Meows krav, og skrev en lille seddel, som jeg lagde på min hovedpude.

Vær ikke bekymrede!

Jeg er taget over til Simon, jeg kommer straks tilbage.

Jeg er nødt til at sige undskyld.

Med kærlig hilsen Jane.

Havde jeg skrevet. Formand Meow nikkede, som for at godkende at jeg tog afsted. Så jeg bukkede høfligt, før at jeg tegnede runen på min hånd og hvirvlede afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...