Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1430Visninger
AA

22. Fem år senere

Jeg kunne mærke Simons tårer på min hånd, men det føltes allerede så fjernt. For foden af min seng, stod Jace. Han havde nægtet at forlade mig, så snart at jeg havde fået de første veer. Ved hans side, stod Clary. Hun græd, men forsøgte at skjule det. Hun havde hjulpet til under fødslen, og hun stod nu med min datter i armene. Hun sov så sødt, uden at ane at hendes mor, jeg, var døende.

Udenfor døren, var de alle sammen. Magnus og Alec. Isabelle og hendes mand. deres forældre, Robert og Maryse. Samt Luke og Jocelyn, de personer, som jeg betragtede som mine forældre. De vidste godt, at der var noget galt med mig. Det var startet så småt et par måneder, inden at jeg fødte.

Jeg blev svag, glemte hvordan runer så ud og jeg tilbragte stort set alt min tid i sengen. Men Simon vågede over mig, og vores barn. Han havde knap nok forladt min side, og han var stadigt ved min side. Han sad på knæ ved sengen, og han græd. Det gjorde helt ondt i mit hjerte. For jeg havde ikke lyst til at forlade ham. Jeg ville blive. Jeg ville se vores datter vokse op, og jeg ville leve, så jeg kunne se det, når også Clary og Jace fik børn. Når Isabelle fik børn.

Jeg havde jo lovet Simon, den dag vi blev gift, at jeg ville blive ved hans side til verdens ende. For evigt. Og nu var jeg ved at bryde det løfte.

”Jane.”

Blev der blidt hvisket, så jeg svagt kunne åbne øjnene op. Englen stod i soveværelset. Han betragtede blidt mit barn i Clarys arme. Han aede let hendes kind, og så så blidt på mig.

”Du må ikke tage hende fra mig.”

Bad Simon, og så op. Jeg greb hans hånd, så han så på mig igen. Det var så forfærdeligt at se ham græde.

”Jeg tager hende ikke fra dig. Jeg kommer for at redde hendes liv.”

Forklarede englen, og trak en form for kugle ud af min datter. Hun så ikke ud til at mærke noget. Kuglen var både mørk og gylden på samme tid.

”Jeg tager bort vampyrdelen og det af engledelen, som der er for meget af. Jeres barn bliver et normalt skyggejægerbarn. Hun vil vokse op, og hun vil blive gammel. Og til sidst vil i se hende dø af alderdom. Men til gengæld, så redder jeg dit og Simons liv.”

Forklarede englen, og slap den lille kugle. Den svævede kort, men søgte så over til mig.

”For uden dig, går Simon under for sorgen. Og jeres datter vil vokse op, uden en mor og far.”

Forklarede englen. Jeg accepterede aftalen, men var for svag til at nikke. Jeg ville have, at vores barn skulle have et normalt liv. Og så opløste kuglen sig ned i min krop. Jeg begyndte med det samme at føle mig stærkere.

”I vil ikke kunne få flere børn. Det var ikke meningen, i overhovedet skulle undfange en datter. Men livet finder altid en vej.”

Hviskede englen som afsked, og aede kort igen min datters kind, før at han forsvandt igen. Simon græd fortsat, men af lykke.

”Skal… skal jeg lukke dem ind?”

Spurgte Clary grædende. Jeg nikkede, og fik sat mig op i sengen, så jeg for første gang kunne tage min datter i armene. Simon satte sig ved min side, og kyssede lettet min kind. Han tørrede hurtigt sine tårer væk, og hviskede lettet:

”Sammen, for evigt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...