Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1517Visninger
AA

1. Far... jeg mener Luke

Jeg blinkede træt og forvirret, da jeg let mærkede nogle hænder, som blidt ruskede mig.

”Jane, Jane, vågn op.”

Kaldte Luke bekymret, så jeg slog øjnene op. En sidste, let rysten gik igennem min krop, før at jeg lå helt stille igen. Jeg kunne let mærke noget sved på min ryg, og indså at jeg havde haft mareridt igen. Men som sædvanligt, så kunne jeg ikke huske det. Luke satte sig med et let suk på stolen ved siden af sengen. Det var nærmest blevet stolens faste plads.

”Mareridt igen?”

Spurgte Luke, men kendte allerede svaret. Jeg nikkede let. Han nikkede for sig selv, og gabte træt. Det måtte være midt om natten. Havde jeg nu holdt ham oppe igen?

”Kan du huske det?”

Spurgte Luke forsigtigt. Jeg satte mig op i sengen, og forsøgte at huske efter. Jeg rystede let på hovedet.

”Nej, ikke noget som helst.”

Svarede jeg, og aede mig selv over panden. Den føltes varm, men jeg nævnte det ikke for Luke. Det var slemt nok, at jeg havde holdt ham oppe.

”Har jeg holdt dig oppe?”

Spurgte jeg bekymret. Han rystede let på hovedet.

”Nej, jeg sov inde på sofaen. Ikke at Jocelyn er så vild med det, men så bliver jeg vækket, når jeg kan høre at du har mareridt.”

Forklarede han, og strøg mig beroligende over kinden. Han kunne fornemme, at jeg var bekymret for at jeg havde holdt ham oppe.

”Undskyld.”

Undskyldte jeg, og så ned i dynen. Luke udstødte en lettere opgivende lyd, og satte sig på sengekanten.

”Det er mit eget valg. Jeg ved at du ikke kan sove igennem, hvis du ikke bliver vækket mindst en gang. Og jeg vil gerne have at du sover godt.”

Forsikrede han. Jeg udstødte en tøvende lyd, men gøs let, da en lille del af mareridtet blev tydelig for mig. Luke opdagede det, og tog mig straks i armene. Han holdt mig beskyttende ind til sig, mens at mine rystelser aftog. Jeg lukkede øjnene igen, da jeg blev afslappet. Jeg snuste let, og nød den rare duft fra Luke. Det var for mig betydende med lugten af sikkerhed. Luke passede på mig, det var jeg sikker på. Hvis jeg bare lænede mig nok ind til ham, og klemte øjnene hårdt i, så jeg sagtens forestille mig at han var min far. Jeg slap ham igen, og lagde mig ned. Han trak dynen over mig igen, og smilede venligt.

”Sov godt, og husk nu. Jeg ligger lige inde ved siden af, så du skal bare kalde hvis der er noget.”

Mindede han mig på, og strøg mig beroligende over panden. Jeg nikkede let.

”Det skal jeg nok, far… Øh, jeg mener Luke.”

Jeg stivnede let under dynen, da jeg kom til at kalde Luke for far. Han smilede ikke desto mindre let, og nikkede.

”Det er helt i orden.”

Forsikrede han mig, og rettede kort på dynen endnu engang, før at jeg lukkede øjnene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...