Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1407Visninger
AA

16. Et til, Simon

Jeg var lige ved at sige at det kunne være lige meget, men kom så i tanke om at det ikke ville være en kommentar, som de ville være tilfredse med. I stedet sagde jeg bare:

”Jeg er træt.”

Jeg lænede mig op af Simon, som forsigtigt lagde en arm om mig. Han havde bemærket det overvågende blik som Jace sendte ham.

”Simon, kan du få Jane smidt i seng?”

Spurgte Luke, og det lød helt klart som et dække for at tale med Magnus alene. Men jeg indvilligede, og forsøgte at rejse mig. Mine ben gav efter under mig. Simon greb mig, og tog mig hurtigt i armene. Der var ikke nogen protester, da han bar mig væk.

”Tror du at det betyder, at du må sove her i nat?”

Spurgte jeg drillede. Simon smilede bare, og fik åbnet døren med sin albue. Han lukkede døren bag sig med sin fod, og bar mig hen til sengen. Han lagde mig fra sig, og satte sig på sengekanten. Da jeg rakte ud efter min dyne, greb han fat i et hjørne og trak den over mig. Jeg sukkede lettet, da jeg begyndte at få varmen igen. Der var ikke meget varme i den kjole, som jeg havde på.

”Kom her.”

Tiggede jeg, og rakte armene ud efter ham. Han tøvede.

”Kom nu, de snakker.”

Tiggede jeg igen. Han sukkede, og lagde sig ned i sengen hos mig. Jeg jublede næsten, og krammede ham tæt ind til mig.

”Du er så…”

Begyndte han, men blev så stille. Han lyttede. Det var tydeligt, så jeg forholdt mig så stille som muligt. Så blev jeg opmærksom på hvad Simon havde hørt.

”Jace, skrid!”

Sagde jeg surt efter døren. Jeg hørte ham sukke på den anden side af døren. Men han gik ikke. Det var rart, at han var så bekymret for mig, men samtidigt også pisseirriterende.

”Jeg har en ide.”

Mumlede Simon med en drillende klang i stemmen. Han trak mig straks så tæt som ham kunne, og kyssede mig. Mit hjerte gik som sædvanligt fuldstændigt amok, så jeg blev helt rundt på gulvet. Det føltes bare så godt at kysse Simon. Han slap forsigtigt mine læber med et smil.

”Et til, Simon.”

Tiggede jeg. Han smilede bare, og kyssede mig igen. Så kunne jeg høre Jace gå igen med vrede skridt, og kunne ikke lade være med grine over det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...