Dommedags Centeret

Det er december og Venus kæmper hårdt for at kunne skaffe mad til sin søster og mor. Hun kommer ud i nogle problemer og ender med ikke helt at kunne finde vejen tilbage til det liv som hun dengang ikke elskede. Hendes mission er gået i gang og nu skal hun bare fuldføre den.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger

1. Dag 1.

Kære dagbog.

Det er den første dag i december og jeg kan allerede mærke kulden strømme ind fra alle sider i huset. Jeg har solgt vores sidste hovedpude for at få råd til nogle nye sokker til Angel og mor. De havde brug for dem. Måske havde jeg også men det er for sent nu. Vi sover på træ og læber vores kolde hoveder på det frosne halm. Taget lækker og så snart morgensolen kommer frem står den ned på sneen på taget. Oh, hvor ville jeg gøre alt for at kunne få et nyt tag, eller i det mindste noget friskt halm til Angel. Hun fortjener det virkelig. Men ligemeget hvor meget hun end fortjener varmen så kan den mand som alle de andre i resterne af den fattige landsby kalder for Gud, ikke høre vores bønder for de smerte skrig som kommer fra teltet ved vores side. Hr. Og fru Magnit. Fru Magnit var døende og Hr. Magnit havde mistet forstanden for længe siden. En nat kom han ind i vores telt og lagde sig ved min mors side. Jeg blev selvfølgelig rasende på ham, den eneste mand der måtte ligge ved hendes side er min far. Men hun reagerede roligt og sagde bare at det var en misforståelse. At Hr. Magnit troede hun var Fru Magnit. Men det kan jeg godt forstå hun tænker. Hun savner sikkert selvskab fra det modsatte køn efter far han...

"Ja, mor?" Svarede jeg stille. "Vil du ikke godt lægge den bog væk og skaffe noget mad? Angel har feber igen." Hun lød irriteret. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå, jeg havde brugt en hel kanin og to egern på den bog. Men den er vigtig for mig. Kuglepennen var jeg så heldig at finde gravet ned i jorden et stykke hen mod de riges del af byen. "Ja, mor." Sagde jeg kort og gemte bogen under min hovedpude som sædvanligt. Det virker muligvis som et forfærdeligt skjulested men der var ingen af de sædvanlige vagter som havde fundet den endnu. Og jeg havde såvel haft bogen i en måned nu, dog var det først der jeg havde haft tid og kræfter til at skrive.

"Min egen, vil du ikke godt gøre som jeg siger?" Min mors stemme var irriteret og skinger. Hun har altid være i kontakt med sine følelser, men forfærdelig til at kunne vise det. "Jo, mor. Men jeg tænkte at hvis vi nu solgte en af gryderne, så kunne vi få råd til noget medi..." "Nej! Ikke gryderne! Hvad skal vi så lave grød i? Tænk nu, min egen!" Hun havde en underlig måde at skælle ud på. Det var søde ord hun sagde men hendes bevægelser og attitude var ren ondskab og skuffelse. "Ja, mor. Jeg forstår." Jeg lukkede døren efter mig og gik ned af den lange sti uden for huset.

"Tre fisk for fem brød!" "Fem brød for fire fisk!" Salget var i gang i hele byen og priserne var høje! Alle var nødt til at få noget klar til vinteren for så snart det blev is-koldt udenfor, ville dyrene forsvinde fra vores by og planterne vil grave sig ned i jorden igen. Jeg løb resten af vejen ned til Miss. Clavendorf. Hun var tysker men igennem årene som fattig sælger i den lille by vi kalder hjem, har hun lært at forstå det danske sprog vi taler. Men snakke? Nej. Hun havde ikke sagt noget til nogen i mange år. "Miss Clavendorf! Åh Gud! Nej dog!" Hendes is-blå krop lå på gulvet og en tom flaske lå ved hendes side. "Miss Clavendorf! Hvad har du dog gjort?!" Jeg tog flasken og kiggede på den lille seddel som var klistret på flasken. "Giftig ingefær..." Jeg rejste mig op ved lyden af en dør der åbnede. "Åh Hej Valentine. Hvad laver du her igen?" Det var Rose. Hendes brændende røde har gav hendes navn en mening. Hun havde ikke set Miss. Clavendorf endnu. "Rose...." Min stemme knækkede et par gange men jeg vendte mig om mod det kolde lig som tegn på at Rose skulle de det.

"NEJ! Nej...! Nej!" Rose var synderknust. Hele hendes familie lå på gulvet der. "Dig...!" Hun vendte sig om mod mig med et forfærdet udtryk i ansigtet. "Rose.. Lyt nu.. Hun lå sådan der da jeg kom ind!" Rose rejste sig op var gulvet og gik hen imod mig. "Du dræbte hende så du kunne få al medicinen for dig selv!" "Rosey nej! Lad nu vær! Hver sød ikke at give mig skylde." Jeg trådte et skridt væk fra hende med hænderne foran mig. "Heks..." Jeg gøs da hun sagde det. "Heks.. Heks...! Heks! Hun er en heks! Hun dræbte Miss. Clavendorf!" Roses stemme var ikke længere skinger men dybere end normalt. Hun skubbere mig udenfor så hele byen kunne se mig og så vide hvem de skulle angribe. "Nej..." Min stemme var hæs og ingen kunne høre mig. Jeg rejste mig op og løb min vej. Jeg så mig ikke tilbage men jeg kunne høre nogle hurtige skridt bag mig. Jeg løb så hurtigt jeg kunne ned mod skoven og ledte efter det sædvanlige skjulested. Bag det store træ og under den væltede gren. Min puls var steget kraftigt og jeg kunne nærmest mærke mine kinder pulse op og blive røde.

"Nej!!" Jeg skreg og tog en masse sten op i hænderne og kastede dem rundt omkring mig. Jeg tog en kæmpe sten og prøvede at kaste den, men mine arme var tynde og jeg kunne ikke løfte den. Jeg blev irriteret og sparkede til stenen. "Av for f.." Jeg væltede omkuld og tog mig til foden. "Åh Gud...!" Jeg var færdig. Ingen ville lytte til mig mere og jeg vil ikke være i stand til at skaffe mad til de andre.. Åh nej.. Angel! Hvem skal skaffe hende mad og medicin nu? Og hvad med mor? Hun er for gammel og svag til at bevæge sig ud i den omklamrende kulde. Jeg lå stadig på den iskolde jord og kiggede op i luften. En af grenene fra det store træ var væltet ned og lå perfekt som et slags tag til den udhulede træ. Jeg havde lagt mig under taget og lukkede øjnene. Jeg så det hele for mig. Hele hændelsen. "Valentine.." Jeg sprang op men var nødt til at støtte mig til træet. Min fod var stadig i smerte og jeg kunne ikke støtte på den. Jeg kom til bevidstheden efter at have blinket et par gange og gnedet mig i øjnene. "Valentine! Hvad sker der?!" Det var en velkendt stemme som kom mig i møde. "Andy!" Jeg løb over til ham og han tog mig i hans arme. "Shh.. Val, det er okay.." Han prøvede at trøste mig men jeg var desperat.

"Hvad skal jeg gøre? De vil alle jage mig til de får dat i mig og så vil de..." "Val! Der er ingen der vil dræbe dig.. Rose har forklaret det hele.. Og.." Jeg vendte mig om og kiggede på ham. "Og hvad?" Sagde jeg. Jeg kendte godt reglerne omkring det at lyve for folk i byen omkring noget så stort som at en heks er i byen. "Andy!!" Jeg skubbede mig væk fra ham og løb tilbage mod byen. "Nej.. Val!" Han løb efter mig men jeg stoppede ikke. Jeg havde fordelen at jeg voksede op i skoven her. Jeg kendte alle udveje fra byen til skoven, til Centeret.

Jeg nået hen til byen og i det jeg trådte indenfor byens område og kiggede rundt, begyndte folk at kigge hen til mig. Nogle af dem kom helt hen til mig og sagde undskyld, nogle andre kiggede på mig som om jeg var et monster. De troede sikkert på Roses historie omkring jeg var heks. Typisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...