Et split sekund

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Færdig
De lå ved siden af hinanden. Helt sten døde, med øjnene næsten poppende ud af de huller som det var mening de skulle sidde i.

1Likes
1Kommentarer
124Visninger
AA

1. Sort på hvidt, hvidt på sort

Det var kun det ydre de viste dengang, i avisen. Der er ingen der ved hvad der rigtigt skete. Kun Frederik og jeg ved det. Aviserne skriver så meget lort, og journalisterne kæmper sig op til noget som de ikke engang er, og i vores tilfælde til noget de ikke ved. De prøver at skabe en god og spændene historie som ville kunne gøre at folk ville læse det. De skaber penge. Det er hvad de gør, og ingen andre ting. De skriver løs på en artikel, og prøver at gøre sig kloge på hvad der sker og hvad der skete. Det der skete og det man følte, kan ikke skrives ned på en side, i en avis. Sort på hvidt, hvidt på sort.
Vi var på vej hjem. Endnu en dag i skolen var gået, med hvisken, og onde blikke, hvis jeg sagde noget forkert. Jeg var begyndt at ignorerer dem, for det var vist det bedste. Min far havde slået mig da jeg var kommet hjem fra skolen, med en seddel fra inspektøren. Jeg glemmer aldrig den september dag, i tredje klasse. Jeg var kommet op at slås med en af drengene fra min klasse. Han havde kaldt mig nogle ting, som jeg ikke ville finde mig i, så jeg fløj op i flæsket på ham. Jeg bankede løs, imens der var utallige hænde der holdt fast i mig, og prøvede at trække mig væk derfra. den vrede og ondskab som i det minut havde ramt mig, var så ubeskrivelig stor at jeg knap kunne kende mig selv. Det var første gang jeg sådan for alvor, var blevet slået hårdt af far. Det var den gang alt det onde kom ind i vores familie.
Far blev fyret og begynde at gå på værtshus. Han begyndte at slå og han opførte sig som en alfahan. Mor begyndte at få blå mærker, den gang tænkte jeg ikke så meget over det. Selvfølelig tænkte jeg mor havde forandret sig, men så gammel var jeg jo heller ikke. Han var et rigtigt røvhul han var! Jeg har aldrig rigtigt tænkt på det, men nu hvor jeg er blevet ældre, tænker mere over tingene og sådan. Ja? så er mit had til ham faktisk blevet større. Nogle gange strejfer den tanke mig faktisk, at... At det var godt han gjorde det. Godt han slog ham ihjel, mor.. Hende savner jeg mest. Mest dengang hun var glad, og ingen grund havde til at være ked af det. Og nåe ja så var der også det med Kristian. Kristian Thomsen min psykisk syge storebror, som gik på et behandlingssted i Ejbjerg. 
Den eneste der bare var lidt normal var nok Frederik. Han virkede, som en der ikke kom fra vores familie. Han var altid så rolig, og tog altid ansvar for mig, hvis far kom fuld hjem fra værtshusene, og begynde at råbe og skrige af mor. Han var altid den voksne, blot han kun var 17 år. Han tog mig i hånden, og lagde mig i sengen. De værste gange lagde han sig ved mig, holdte om mig og krammede mig til jeg sov. Det var ham der fortalte mig hvad jeg skulle gøre, når jeg kom hjem fra skole, med en seddel fra inspektøren, fordi at jeg igen var kommet op at slås med en fra min klasse, som havde råbt ting efter mig. Det var ham der hjalp mig og det var ham jeg stolede på.  
Far var ikke tilfreds med at der var nogle som gjorde noget, uden at spørge ham om lov først. Han blev et bæst. Et forfærdeligt, styrende bæst. Mor blev bange for ham. Det kunne enhver se. Hun prøvede på at se ud som om der ikke var noget galt, glad og lykkelig. Men som sagt, alle kunne se det. Det var først da jeg begynde i femte klasse jeg kunne se hvor ond og åndsvag vores familie var blevet. Jeg tænkte mere over tingene og havde nok os begyndt at se hvad der foregik.  Men det startede alt sammen dengang Frederik havde hentet mig fra skole i femte klasse, en torsdag i februar. Men det er nok nemmest hvis jeg fortæller det.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...