Et split sekund

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Færdig
De lå ved siden af hinanden. Helt sten døde, med øjnene næsten poppende ud af de huller som det var mening de skulle sidde i.

1Likes
1Kommentarer
123Visninger
AA

3. "Skjulet"

Vi havde boet i huset i et stykke tid. Der var gået tre måneder. Vi havde ikke rigtig flere penge tilbage, men det gik. Mad fik jeg vi da, men næsten altid brændt eller bare noget billigt købe mad. Vi havde ikke noget vand i huset, så det vi drak købte vi, og når vi skulle i bad tog vi på badeanstalten, inde i byen. Frederik underviste, i de ting han nu kunne huske fra skolen. Han vil have at hvis jeg engang skulle i skole igen, så kunne jeg stadig huske noget af det.
 Han gav mig lektier for, og jeg ”gik i skole” fra mandag til fredag, ligesom en almindelig uge ville have være. Politiet havde opklaret sagen, men vi turde ikke rigtigt komme tilbage til vores hus. Vi boede i udkanten af byen, i den modsatte ende af der vi boede før. Og vi havde det jo enligt os godt..  Frederik blev ved med at sige, at i næste måned tager vi tilbage til huset, men det skete aldrig. Han er vel også bange. Han var at købe øl. Når han var ude for at købe ind, kom han altid hjem med tre eller fire øl. Jeg har sagt til ham at jeg ikke vil have, at han bliver lige som vores far, da jeg sagde det, blev han bare ireterret, og begyndte at råbe.
Jeg plejede at gå ud i skoven, når jeg blev ked af det, eller når Frederik og jeg var blevet uvenner om noget. Jeg var begyndt at komme derud oftere. Nogen gange sad jeg i skjul, og kunne se folk komme løbende, eller gående. Og hver gang kom den samme dreng løbende, smuk og veltrænet. Jeg kunne ikke lade være med at kigge. En dag var Frederik kommet hjem. Plørestiv og ude af stand til at gøre noget. Jeg var blevet så forfærdelig sur på ham, sagt at hvis han skulle blive ligesom far gad jeg ikke bo her mere og sådan. Han var blevet mere og mere sur på mig, og jeg forstår ikke rigtigt hvordan jeg turde for til sidst havde han slået mig i hovedet med en flaske. Det havde gjort forfærdeligt ondt og jeg havde haft den værste hovedpine nogensinde. Jeg var løbet min vej, hen til min ”busk” men jeg var ikke nået så langt. Midt på grus vejen var jeg faldet om. Næste gang jeg vågnede var på hospitalet. Ham den pæne, som hed Mathias havde fundet mig. Og taget mig med. Ja hospitalet tænker du nok.. Den ene hændelse lavede om på hele mit liv. Politiet fandt Frederik og tog ham med, jeg havde set ham én gang inden de havde taget ham helt fra mig. Og den éne gang havde jeg sagt til ham ”Du kan komme og hente mig når du er som du var engang”
 Frederik? Som altid havde været så glad, var blevet ligesom min far. Som aldrig nogensinde havde haft noget godt i sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...