Et split sekund

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Færdig
De lå ved siden af hinanden. Helt sten døde, med øjnene næsten poppende ud af de huller som det var mening de skulle sidde i.

1Likes
1Kommentarer
127Visninger
AA

2. Kristian

Det var en dag jeg ikke gad med hjem. Det hele havde været så godt, men jeg var uvidne om hvad der jo var sket. Og levede livet uden ellers at tænke over det.
Bilen kørte ind i indkørslen, han drejede bil nøglerne kiggede på mig og sagde.
”Hold vejret, og tænk på mig” Det havde han altid sagt, fordi at stuen var som at komme ind i en jungle. En usund jungle, en jungle uden grønt. Men en jungle fyldt med røg! Jeg kunne ikke holde det ud! Nogle gange tvang far mig til at sidde inde i sofaen sammen med dem. Kigge på fjernsynet som om alt var godt. Akavet…
Jeg var gået hen til døren, den stod åben? Underligt… Den plejede altid at være låst. Ihvertefald på det sidste. Efter de havde hørt at Kristian var sluppet ud. Tænk at være bange for sit eget barn. Men allerede der havde jeg den underlige fornemmelse, af at der var noget gjaldt. Frederik gik ind, han havde vænnet sig til stanken, og den indelukkede fornemmelse. Jeg stod ude i stuen og så ham gå derind, tog luft ind og gik. Først igennem køkkenet og dernede for enden kunne jeg se Frederik stå, helt stiv og forstenet og kigge ind i stuen. Da jeg kom der ind var det eneste jeg kunne præstere var at skrige.
De lå bare der, helt smurt ind i blod. Frederik gjorde ikke noget for at jeg ikke skulle kigge på dem, han var lige så forskrækket som mig. Og mens jeg stod der og var helt ude af chok så jeg det. Kristian! Han sad ovre i hjørnet. Helt krømbet sammen. Han havde stukket i dem med en kniv, jeg kunne kun se det fordi han bagefter havde taget tøjet af dem. De lå ved siden af hinanden. Helt sten døde, med øjnene næsten poppende ud af de huller som det var mening de skulle sidde i. Gadvide hvordan det var? Havde de lidt, skreget, var der nogen der havde hørt dem eller var det gået hurtigt? Hurtigt og smertefrit, når det i grunden skulle havde været smertefyldt, skrigene og ikke mindst langsomt. Ond tanke og jeg skammer mig når jeg tænker på det. Men det skulle føles på dem som det havde følt på os. For det havde været hårdt, de havde jo aldrig været der for os. Men da vi så dem, ligge der helt sten døde havde vi bare løbet. Sat os ind i bilen og kørt. Hvis man kan sige det på den måde så sad mit hjerte oppe i halsen. Jeg var bange, bange for at Kristian os kom til os. Han måtte ikke finde os. Vi havde kørt i lang tid, til sidst var vi kørt ind af en skov vej. Der havde været et gammelt forladt hus, hvor vi havde bosat os. Kun til de havde opklaret, at det faktisk var Kristian der var morderen.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...