Heartbreaker ♈ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Igang
Cher Reed var aldrig som de andre piger. Alligevel valgte den berømte Harry Styles hjerteløst at droppe hende, ligesom de hundrede andre. Men bliver Cher knust? Kun et år senere finder Cher og Louis sammen, og bliver det helt nye par. Men er det nu også en god idé at lade Cher flytte ind hos Louis? Det synes Harry ihvertfald ikke! Men det forhindrer ikke Louis og Cher's forhold, men det forhindre dog Harry i noget han aldrig har oplevet før; Han bliver forelsket i sit tidligere offer. Men hvordan går det så til når Cher opdager Harrys nye følelser for hende? Men vælger hun? Louis som hun er hovedkuldsforelsket i? Eller Harry som hun altid har elsket, selv nu.

10Likes
2Kommentarer
447Visninger
AA

3. "Sup pretty girl?"

London, home sweet home. Havde ikke været i like, et år? Men nu var jeg tilbage, og havde skubbet alle minder væk for at starte på en frisk. Der var nu nogle personer jeg helt undgik at støde ind i.. Men London var jo en kæmpe by, så oddsene var ikke store, heldigvis. 

Med min milkshake i hånden observerede de passerende mennesker, på den anden side af Starbucks vinduer. Hvor var mennesker stressede egentlig? De burde være glade for at de var i The city of Hopes... Eller er det Las Vegas? 

Whatever!

Mit blikfaldt på mit billige armbåndsur der indikerede at der var 5 min til at jeg skulle have mit forklæde på. Af og til hadede jeg at arbejde her på Starbucks, men jeg fik arbejder-rabat! Det havde jeg da ihvertfald glæde af, hehe.

Idet jeg gik mod døren med skiltet der med tydelige guld bogstaver stavede 'Kun personnale', hørte jeg et irriteret 'argh!' foran mig. Overrasket glimmede jeg med øjnene, hvilket resulterede i at min kæbe faldt til gulvet. "Louis?" spyttede jeg forfærdet ud, og jeg så nu ind i Louis' øjne, der først nu havde opdaget hvem han havde stødt ind i. "Reed?" Han gav mig et kort elevatorblik for at sikre sig om det var mig. Husker I at jeg sagde at der var nogle folk jeg helt undgik at støde ind i? Ja, Louis var så en af dem. "Cher," rettede jeg fornærmet og mit blik lå på hans blå sneakers. 

"Gammel vane," smilede han kort, og vi sank i den akavede stemning. Det var som kviksand! "Længe siden.." Jeg tillod at studere ham for at se hans udvikling, som han i den grad havde været igennem. Da jeg for første gang mødte Louis havde han spaltede hårspidser, en matrosstil, og lidt hårde øjne. Nu havde han gele i håret, en moden stil, og meget, meget, blide øjne. Han nikkede og gav mig et stort, blændende smil. 

Jeg hadede at indrømme det.. Men han var bare for cute! "Du ser godt ud," komplimenterede han, og lige de ord chokerede mig. Louis, der ikke kunne fordrage mig for blot et år siden, stod og sagde at jeg så godt ud? Ikke at jeg ikke kunne lide det.. Jeg kunne straks mærke rødmen i mine kinder. "Tak, du ser heller ikke helt værst ud Tomlinson," grinede jeg kort. Louis og jeg havde altid haft en fight med at kalde hinanden for efternavne. 

"Jamen tak, Cher." Han lagde vægt på mit navn som tegn på at han havde lagt stridighederne bag sig, og var klar på at opbygge et venskab, eller i mine drømme, et forhold. Med et smil nikkede jeg anerkendende til ham, som han gengældte med et charmerende smil. "Hvordan går det med.. bandet?" Mit blik så hårdt ind i Lou's øjne, da dette emne gjorde mig utilpas. Savnede stadig Harry.. Men han havde leget med mig i bevidsthed, og det var ikke noget man lige tilgav. Heller ikke i mit tilfælde. Det er ikke med vilje at jeg har tillidsproblemer? 

"Det går op ad bakke.. I nogles tilfælde," mumlede Louis og kløede sig nervøst i nakken. Var 99 procent sikker på at han mente at 'nogles tilfælde' var Harry. Så det vil altså sige at Harry Edward Styles stadig, efter et år, er en player? Well played Hazza, well played. "Vil det sige Harry?" spurgte jeg lige ud hvilket overraskede Louis. Men han vidste ikke at jeg ikke holdte igen med at spørge om noget. 

Uden ord nikkede han tøvende og så såret ind i mine øjne. Det måtte være svært at se sin bedste ven i den tilstand. Hvis det var min bedste ven havde jeg bundet ham til sengen så han ikke kunne gøre flere fortræd. Sådan er jeg, binder folk til sengen! Thumbs up! 

"Han må jo blive moden på et tidpunkt Lou, det er bare et spørgsmål om tid før han indser sine handlinger," trøstede jeg prøvede og gav ham et støttende smil, bare for at vise at jeg forstod ham. 

"Hvorfor har jeg ikke lært dig at kende tidligere Cher? Du er jo fantastisk," smigrede han, og igen blev kinderne tomatrøde. Et lille grin brød ud af mine læber og jeg trak på skuldrene. Havde lyst til at sige i lige måde, men det ville bare virke akavet, ikke? "Jeg har også altid været mega bad ass," fnes jeg og heldigvis smilede han igen. Han havde vist fanget at jeg er den uskyldige fabulous pige, der aldrig laver ballade. Og alligevel bliver jeg altid tiltrukket af bad boys. Jeg er godt mixet sammen! 

"Kom, jeg giver en kaffe, eller hvad du nu har lyst til," tilbød han, og et lille selvsikkert smil spillede om mine læber. "Nejnej, jeg giver," insisterede jeg og forsvandt ind i 'Kun personnale' rummet. Han så undrede efter mig, kunne han ikke regne ud at jeg arbejdede her? Efter at have bundet det gule forklæde om mit liv kom jeg pralende ud og poserede for Louis. Han grinede højt og slog hætten om hovedet, da klokken ringede, og meddelte at en kunde var ankommet. 

"Velkommen til Starbu.." Jeg stoppede. Endnu en? U gotta be fucking kidding me. "Lou, vi skal snakke," brød han lige pludselig ud, og ignorerede både min tilstedeværelse, og min uendelige høflighed. Hallo man? 

Den blonde dreng havde et strengt udtryk i ansigtet, og lige nu mindede han slet ikke om den Niall alle har hørt om. "Om hvad?" mumlede Louis, der havde indset at det ikke var en muligvis fan, og havde nu slået hætten ned på ny. "Harry." 

Mit blik blev fjernt, og jeg mærkede Louis blik hvile på mig for efter at give Niall et advarende blik. Da Niall så forvirret på mig slog hans øjne pludselig op. Gad vide om han kendte mig, eller havde hørt om mig? 

"Cher?" 

Det havde han så. 

"Hey Niall," mumlede jeg og undgik øjenkontakt. Det næste blev vel at Harry kom buldrende ind af døren? Glad for at være den der brød stilheden placerede jeg koppen med dampende kaffe på bordskåneren foran Louis. "Værsgo." Han nikkede kort, tydeligvis ventede han på Niall som skulle til at fortsætte sætningen, men det var indlysende at han havde mistet lysten efter at havde set mig. Han havde åbenbart hørt om mig. Jeg kunne simpelhen ikke dy mig mere, og smilede stort til mig selv.

"Nå hvad er der med Harry?" spurgte Lou utålmodigt og tog en lang slurk af sin kaffe. Kunne han virkelig ikke mærken ildebranden i hans hals? 

"Han ligger ude på gaden, og han ligger der bare." Niall legede nervøst med sine fingre i håb om at det kunne distrahere ham. "What? Jeg tager med dig ud og kigger på det," konstaterede Louis og sendte mig et undskyldende blik. Og dér gik det op for mig. Jeg var jo ikke kommet over Harry - ikke helt da - så jeg måtte have en finale. Jeg måtte bare se ham en sidste gang, bare for at se hvad jeg havde misset. Sandsynligvis ville jeg være glad, når jeg så ham stangstiv i vejkanten med øl ud over trøjen. 

"Må jeg komme med?" spyttede jeg hurtigt ud inden døren lukkede. Niall og Louis så lidt forbløffede på mig, men smilede atter. "Selvfølgelig, kom." 

Som en trofast hund fulgte jeg efter drengene og ud af døren. Starbucks kunne bare fyre mig, gjorde det kun for at få milkshakes? 

Efter et minuts gågang fik jeg endelig øje på krøltoppen i vejkanten der lå og delvist sov. Jeg skar en grimasse, var dette virkelig min tidligere kærlighed? Men min plan lykkedes da, jeg følte intet bånd mellem mig og Harry mere. Uden jeg vidste af det var mine fingre flettet sammen med Louis' og et smil dannede sig på mine læber da jeg så ind i hans havblå, blide øjne. 

"Vil du med?" spurgte Louis forsigtigt og pegede imod Harry. Et øjeblik lukkede jeg al fornuft ude, og nikkede derpå til Louis. Sammen gik vi mod Harry, og Niall så ventende til fra siden som publikum. 

"Harry?" prøvede Louis og prikkede lidt til ham med foden. En hæs brummen kom fra Harry og han rullede sig lidt. Hvor ville jeg dø af grin hvis han var på forsiden af ugebladet i denne tilstand. Det var ligefør jeg fik lyst til at ringe til pressen.

Og ganske som ventet - Jeg var ovre Harry.

"Du er alt for sød Lou," fnes jeg og satte mig på hug, hvorefter min fingre spillede mod Harry's hofte og han spjættede vildt. "Du skal ikke kilde mig!" truede han hårdt, hvilket fik mig til at gå hurtigt tilbage, dog med et triumferende grin. Harry kom op at sidde, og glimmede mange gange med øjnene. Uden at vidste hvad jeg gjorde klemte jeg Lou's hånd hårdt, men ingen tåre, overhovedet. Jeg ved ikke hvor skuffet jeg ville være over mig selv, hvis jeg græd over Harry.

Da Harry kom til sig selv, så han ikke just tilfreds ud. Med rynket øjenbryn så han bebrejdende på mig, "Cher?" Mit smil blev blot større. Den havde han vist ikke lige regnet med hva'? "Surpriiiise," grinede jeg ondt og blinkede sarkastisk til Harry, der nu så ret sløj ud. 

"Lou hvad fanden laver hun her?" brølede Harry utilfreds med min tilstedeværelse, men inde Louis kunne nå at svare ham kom jeg ham i forkøbet, "Jeg bor her Styles. Her i London, hvor jeg har boet de sidste 17 år?" smilede jeg ironisk og lagde hovedet på skrå for at studere ham. Jeg havde tydeligvis ikke gået glip af det store. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...