Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
1011Visninger
AA

9. 8. December

Jeg gjorde mig meget umage for ikke at falde, da vi, igen, gik hen ad det glatte fortov. Det var allerede ved at blive mørkt, og havde jeg været alene var jeg aldrig gået uden for en dør. Huset så endnu mere slidt ud en det havde gjort i går. Jeg kunne tydeligt se store edderkoppespind i vinduerne og det var nærmest som om huset havde mistet farve.

Som om det var ved at dø.

 Jeg prøvede at åbne døren, men den sad fuldstændig fast. Elos tog fat i dørhåndtaget og prøvede også, men han havde heller ikke held med det.

Til sidst smadrede han et vindue og kravlede ind igennem det. Jeg fulgte efter, selvom jeg gjorde mig stor umage for ikke at røre for meget ved noget.

Vores fodspor fra i går var næsten væk, dækket af et nyt lag støv.

”Hvordan kommer man op på loftet? ”

Jeg pegede tøvende hen mod bryggerset og viste lemmen på loftet. Han hoppede og fik fat i den lille krog og stigen hamrede ned med et brag, der forskrækkede os begge to.

Jeg kravlede først op af stigen, jeg var lige ved at hoppe ned i skræk da den knirkede. Jeg kunne høre Elos grine nedenunder. Og jeg sendte ham et bidende blik over skulderen.

Det var først da vi begge to stod oppe på loftet at jeg så hvor meget rod der var. Det var helt vildt! Jeg havde aldrig set noget lignende. Selv flyttekasserne var blevet stakket og der lå store stakke af ragelse og gammelt babytøj over det hele.

”Hvis jeg nu starter herovre, starter du så der? ”

Jeg nikkede og bevægede mig over mod min stak. De første kasser indeholdte gammelt legetøj og bøger, der ikke var nogen der havde åbnet i årevis. Jeg fandt det første interessante i den femte kasse. Den var fyldt med gamle fotoalbum og da jeg tabte et på gulvet slog det op på en tilfældigside. Der var et lille billede af fire mennesker. Det var mor med Lia i armene og mig i armene på far. Jeg stirrede længe på far. Han så rent faktisk lykkelig ud, sådan som han stod og så på mor.

Neden under billedet havde mor skrevet nogle få ord.

 Tvillingernes første fødselsdag. Mig, Tavian & tvillingerne.

Jeg kylede albummet fra mig og gav mig til at lede videre. Jeg fandt mange spændene, og knap så spændende, ting i de forskellige kasser. Alt fra papirer til gamle cykler.

Det føltes som om det tog uendelig lang tid at gennemsøge kasserne og da jeg endelig var færdig, faldt jeg på knæ.

Jeg var helt sikker på at spejlet ikke var der.

Det burde bare ikke være der. Ikke når jeg ikke kunne finde det. På den anden side, var Elos ikke drømmevogter? Kunne han ikke trylle det frem eller i det mindste mærke hvor henne det var? Jeg kunne mærke vreden buldre i mit hoved, og jeg samlede en tilfældig æske op fra gulvet og kylede den ind i væggen.

”Er der noget galt derovre? ”

Jeg rystede voldsomt på hovedet i håb om at han kunne se det. Han sagde i hvert fald ikke mere. Selvfølgelig var det heller ikke hans skyld at jeg ikke kunne finde spejlet i min ende af loftet. Det var der ingen der kunne gøre noget ved. Og det kunne jo være at det slet ikke var her. At jeg havde taget fejl.

Måske var det hele bare en ond drøm. Jeg håbede så inderligt at det bare var en ond drøm.

Og at jeg meget snart ville vågne og alting ville værre som det plejede. Som før alting.

Fra den anden ende af loftet kunne jeg engang imellem høre Elos flytte på kasserne. Det havde jeg for længst givet op.

Jeg satte mig ned oven på en gammel papkasse og gav mig til at bladre igennem flere gamle familie album. Der var ikke flere billeder af far.

Der var kun det ene. Overhovedet.

Han var ikke med til nogen af familie festerne, eller vores anden fødselsdag eller… eller noget som helst andet sted.

Til sidst fandt jeg et billede af Lia fra vores 14 års fødselsdag. Jeg rev det ud af albummet og foldede det sammen og stoppede det i min lomme.

Fra den anden side af de enorme stakke hørte jeg Elos kalde. Jeg sprang over muren af kasser og gik det sidste stykke hen til ham.

”Jeg tror ikke det her rod har en ende, tror du? ”

Jeg rystede på hovedet.

”Måske … måske er det her slet ikke, spejlet. Måske skal vi gå tilbage? ”

Jeg rystede på hovedet. Selvom jeg selv havde tænkt de tanker lød det pludselig meget mærkeligere når end anden sagde det.

Selvfølgelig var det her.

Hvor skulle det ellers være?

Jeg prøvede at tænke tilbage til den gang jeg havde set spejlet for første gang, men jeg havde været så lille at det eneste jeg kunne huske var da Lia rev, det ternede tæppe ned fra spejlet og afslørede den blanke flade.

Faktisk så lignede det faktisk det tæppe derovre på prik, de brune tern og frynserne for enden, hvor spøjst. Tænk at vi havde to tæpper der var helt ens.

Jeg kravlede hen over kasserne igen og forsatte med at rode i de forskellige ting, imens jeg tænkte nærmere over de to tæpper.

Jeg nærmest fløj hen over kasserne og Elos fulgte trofast efter da jeg sprang og en flyttekasse der stod i vejen. Det gamle slidte tæppe, med den store kaffeplet på midten. Det kunne der kun være et af.

Jeg tog fat i tæppet og jeg kunne mærke ulden kradse mod mine håndflader. Langsomt, som for ikke at skade det der var neden under, trak jeg tæppet af og blotlagde det smukkeste spejl jeg nogensinde havde set.

Jeg så mig over skulderen lige ind i Elos øjne. Han sparkede selv en Barbie dukke af vejen for at komme frem til det store spejl.

”Lou, jeg tror vi har fundet det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...