Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
941Visninger
AA

8. 7. December

Fliserne var glatte af is og jeg holdt godt fat i Elos jakkeærme for ikke at falde. Igen. Jeg prøvede at lade være med at tænke på det der var sket i går. Det håbede jeg også at han gjorde.

Efter at jeg i går havde erklæret at jeg ville til Drømmeland havde jeg skrevet alt det ned jeg selv vidste om Drømmeland. Siden havde været deprimerende lille. Elos havde gispet og stirret måbende på mig da jeg havde skrevet bogen ned. Den var åbenbart meget gammel, og mindst ligeså værdifuld.

Han kendte udmærket til sangen, men han havde aldrig hørt om gåden før.

Og nu var vi så på vej hjem. Efter en bog. Selvom Elos for alt i verden ikke ville have hentet min mor i går.

Det lille hus så dødt ud. Ingen lys i vinduerne og der var heller ingen fodspor i sneen omkring døren. Min hånd rystede, og det var ikke af kulde, da jeg langsomt åbnede døren. Der var kulsort. Og støvet lå i et lag der var meget tykkere end det burde. Så længe havde jeg heller ikke været væk. Og mor var her jo stadigvæk.

Langsomt og meget forsigtigt gik jeg hen mod mors værelse. Det var vigtigere at få fat i hende end bogen. Selvom jeg gik på tåspidser lød det alligevel som om det larmede helt vildt. Jeg slog det hen som paranoia.

Døren knirkede da jeg trådte ind i værelset.

Og det var helt tomt.

Chokeret trådte jeg et par skridt tilbage og ramlede lige ind i Elos.

”Hey, slap lige lidt af,” mumlede han, men det var tydeligt at han bare mente dette for sjov, ”det var herinde hun burde være, ikke? ”

Munterheden var for længst forsvundet fra han stemme.

Jeg kæmpede med klumpen i halsen da jeg bakkede ud og lukkede døren efter os.

Jeg var helt alene. Der var ikke nogen tilbage til at passe på mig. Ingen mor. Ingen Lia.

Kun mig.

Der var heller ikke nogen tilbage til at trøste mig. Derfor græd jeg ikke. Der var ingen grund til at spilde flere tårer.

Jeg gik med faste skridt, ligeglad med om jeg larmede eller ej, hen mod køkkenet, hvor jeg sidst havde lagt bogen. Jeg samlede den op, og ville gå tilbage til Elos, da jeg gled.

Jeg hamrede med næsen direkte ned i gulvet. Min næse sagde knæk. Og der skulle en seriøs kraftanstrengelse til at lade være med at græde.

”Det her kommer til at gøre ondt, men hvis du ikke lader mig gøre det gror den skævt sammen.”
Jeg nåede lige at tænke at for min skyld måtte den gerne være skæv, da Elos vred min næse på plads og smerten hamrede igennem mig.

Jeg rejste mig langsomt op, imens jeg stadig ømmede mig over Elos overfald på min næse, og fik øje på årsagen til at jeg faldt.

Midt på gulvet lå en blodpøl.

Og det var ikke mit blod.

 

Det var åbenbart lykkes Elos at få os begge to med hjem selvom jeg var ret sikker på at jeg havde strittet noget voldsomt imod. Blodet hjemsøgte mig stadig og tanken om at det måske var mors pinte mig.

Vi sad i biblioteket og prøvede at regne ud hvordan vi kom til Drømmeland.

”Lige nu er der ingen der ved hvor porten er. Men det har noget at gøre med det spejl, ” mumlede Elos.

”Jo, nu kan jeg huske noget! Da jeg var lille fortalte min mor mig altid det samme eventyr om dronning Reia og hendes tryllespejl. Dronningen kom oprindeligt fra denne verden. Men da hun fyldte 15 begyndte hun at drømme. Om natten havde hun de mest frygtelige mareridt om lande der faldt fra hinanden og mennesker der døde. Til sidst kunne hun ikke holde det ud mere og fortalte det til sin gamle faster. Fasteren, der udmærket kendte til Drømmeland, fortalte hende at hun var udvalgt til at redde os.

Dronning Reia spurgte hende hvordan, men det ville fasteren ikke svare på. Til gengæld viste fasteren hende et stort spejl, hun havde stående ude bagved. Og således kom dronning Reia til Drømmeland. Hun brugte sin kløgt og snilde til at vælte en grusom heks, der hærgede hele Drømmeland. Heksen skulle eftersigende være meget smuk og mindst ligeså grusom.

Men dronning Reia sneg sig ind på slottet og skar halsen over på heksen. Selvom heksen nåede at sværge at hun ville hævne sig på dronningen.

Måske er det dronning Reias spejl vi leder efter?”

Jeg var nået at blive helt grebet af historien, men alligevel nikkede jeg. Jeg rakte ud efter en post-it og skrev:

Siger historien noget om hvad hun gjorde af spejlet da hun tog til Drømmeland?

”Ja. Da dronningen havde regeret i mange, mange år blev hun nød til at tage tilbage til sin egen verden, for hendes faster var meget syg, g hun vendte aldrig tilbage igen.

Sagnet siger at spejlet gik i arv fra mor til datter, men for fjorten år siden forsvandt det fuldstændigt. Vi har ledt efter det i al den tid, men der er ingen der har så meget som hørt om det siden den gang. Hvad end der er sket med det, hvem end der har skjult det har gjort det godt.”

Jeg prøvede at forestille mig spejlet og hvad der var sket med det, men det eneste billede jeg kunne få frem i mit hovedet var mormors oldgamle spejl som vi havde stående oppe på loftet. Mor havde forbudt Lia og mig at gå derop og se på spejlet, hvilket selvfølgelig havde bare havde gjort os endnu mere nysgerrige. En gang for længe siden var vi gået derop og havde fundet spejlet.

Det havde virket så magisk og dragende, men alligevel havde vi ikke turde røre ved det. Jeg greb ud efter post-it bloggen og jeg rev den brugte af. Blyanten knækkede da jeg overivrigt prøvede at skrive på den. Jeg greb en kuglepen og skrev hurtigt nogle få ord.

Jeg ved hvor spejlet er.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...