Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
960Visninger
AA

7. 6. December

Jeg vågnede op i en fremmed seng og i begyndelsen kunne jeg slet ikke huske hvordan eller hvorfor jeg var havnet der. Men langsomt kom jeg i tanke om hvad der var sket efter at Kristian var dukket op på mit dørtrin.

Vi var gået hjem til hans hus og på vejen havde han forklaret alting. I virkeligheden var han ikke bare en charmerende, lyshåret dreng. (Eller det var han vel stadigvæk?) Men en drømmevogter. En der beskyttede Drømmeland mod indtrængere. Kristians ansigt blev mørkt da snakken faldt på indtrængere, men han ville ikke forklare mere.

Nu lå jeg så i et gæsteværelse i hans hus, da han mente vores hus var inficeret. Jeg satte mig brat op i sengen.

Mor! Hun var stadig i huset og selvom jeg ikke mente at huset var inficeret skulle hun ikke være alene der. Jeg tog tøjet fra i går på og gav mig til at prøve at finde Kristian, jeg kunne ikke finde ham nogen steder. Til sidst gik jeg ud foran hoveddøren og hamrede hånden mod dørklokken flere gange. Det fik ham til at komme løbende med tandpasta i mundvigen. Jeg gav mig til at skrive i sneen. Jeg skrev kun ganske få ord for min finger begyndte at fryse helt vildt.

Da jeg var færdig stod der: ”Må hjælpe mor! ”

”Lou, jeg ved godt at det er vigtigt for dig, men du er vigtigere end din mor, forstår du ikke at du måske er den udvalgte til tvillingeprofetien? Du er meget vigtig for Drømmelands fremtid! ”

Jeg skrev videre i sneen. ”Jeg vil bare have Lia hjem! ”

”Det forstår jeg også godt, og det er også vigtigt at vi finder hende, men lige nu er der ingen der ved hvor porten er! Kom nu ind igen. ” Langsomt fulgte jeg efter ham ind i huset. Ikke at jeg havde nogen intentioner om at blive. Jeg fik et kort glimt af lyst hår da Kristian drejede ind i køkkenet. Jeg drejede den anden vej og havnede i et værelse der blev oplyst af de sidste eftermiddags stråler fra solen.

På den ene væg hang et kort over jeg aldrig havde set før, men de fint formede bogstaver afslørede at det viste Drømmeland. En sort streg trak en rute igennem hele landet. Jeg gættede at det var alle de steder Kristian gerne ville hen. På den anden side hang to tegninger, den ene forestillede Kristian ved siden af ham stod en lille pige med krøllet brunt hår, hun smilede til Kristian. Bag ved dem stod en mand og en kvinde der lignede dem begge to. Kvindens øjne var funklende og lignede Kristians på en prik. Men det var den anden tegning der optog mig mest. En lyshåret pige med fine træk og grå øjne. Hun så meget trist ud, der var noget over hende der fik hende til at se ud som om alle verdens byrder lå på hendes skuldre. Men det var ikke det værste ved tegningen. Det værste var at jeg kendte pigen på tegningen ligeså godt som mit eget spejlbillede. Bedre end mit eget spejlbillede. Lia. Det var helt sikkert hende. I det øjeblik åbnede døren sig og Kristian kom ind. Jeg pegede på tegningerne.

”Det er mig der har tegnet dem, kan du lide det? ” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hvordan… Hvordan kunne han tillade sig at have et stykke af hende hængende, når jeg ikke engang kunne se hende. Jeg blev så vred at jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder. Jeg samlede min telefon op fra lommen, og tastede løs.

”Hvorfor har du tegnet Lia? ” Han stirrede lamslået på mig.

”Men Lou, jeg har ikke tegnet Lia, jeg har tegnet dig. ” Nu var det min tur til at stirre lamslået på ham. Jeg pegede langsomt mod mig selv.

Han nikkede og hviskede: ”Dig. ” Men hvorfor havde han tegnet mig? Og hvorfor havde han tegnet mig så sorgfuld? Og så smuk? Alligevel var jeg glad for at det var mig og ikke Lia han hade tegnet. Det fik mig til at smile og en varm fornemmelse bredte sig i min mave. Han trådte endnu tættere på mig. Vi stod så tæt at jeg kunne mærke hans ånde mod min pande.

”For resten hedder jeg ikke Kristian, mit rigtige navn er i virkeligheden Elos. ”  Hviskede han. Han bøjede sig ned så vores ansigter var lige overfor hinanden. Han lagde hovedet let på skrå og… Jeg trak mig væk. Klodset trådte jeg et par skridt tilbage, imens jeg rystede på hovedet. Kristian… Elos, så såret ud, men mit hoved var et stort kaos. Jeg fattede ikke noget af det der foregik. Havde han lige prøvet at kysse mig? Nej, det kunne virkelig ikke passe. Selvfølgelig havde han ikke det. Hvad var det jeg prøvede at bilde mig selv ind?

Jeg stormede ud ad værelset og fandt forvirret tilbage til mit eget, og efterlod en dybt forvirret Elos bag mig. Hvorfor havde han i det hele taget? Kunne han ikke bare hedde Kristian? Kunne han ikke bare være ham som alle de andre piger faldt for. Og ikke mig. Det var også for fjollet. Jeg havde slet ikke tid til sådan noget. Jeg kunne slet ikke spilde min tid på sådan noget, når Lia havde brug for min hjælp. Jeg havde bare brug for at komme til Drømmeland og få Lia med hjem igen. Om det så blev det sidste jeg gjorde. Så skulle Lia hjem.

Jeg var ret sikker på at dagen ikke kunne blive værre da Elos trådte ind ad døren til mit værelse. Han stod og så på mig i et stykke tid, inden han satte sig end ved siden af mig på sengen. Om jeg så havde, kunne sige noget, ville jeg ikke gøre det. På den ene side var det akavet at sidde der i tavshed. På den anden side ville det nok ikke blive bedre hvis han begyndte at sige noget.

Til sidst tog jeg mod til og rejste mig fra sengen for at hente en af de notesbøger jeg næsten altid havde på mig, og jeg skrev: ”Hvis mig vej til Drømmeland! ” 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...