Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
945Visninger
AA

6. 5.December

Jeg stirrede ind i de klare øjne og ønskede at jeg kunne svare ham.

”Hvordan har din mor det? ” Stemmen var på oversiden fløjlsblød, men lyttede man længe nok kunne man høre et lille strejf af hån. Jeg stirrede ind i hans øjne og prøvede at skjule at mor i virkeligheden lå i sin seng og græd. At hun ikke havde været mor, siden Lia.

”Og hvad med din søster, hvordan har hun det? ”

Jeg var lamslået. Tænk at han ikke vidste det, tænk at han ikke… Så fik jeg øje på hans smil. Og så var jeg sikker på at han vidste det. At han kun prøvede at såre mig.

Det ved du vidst bedre end jeg!

Hans smil blev endnu bredere.

”Selvfølgelig gør jeg det, til gengæld ved jeg også hvordan du finder hende. ”

 

Gulvet var hårdt. Og mit knæ gjorde ikke ondt længere. På den anden side gjorde min hofte ondt, som havde jeg lagt der meget længere. Jeg så op på kalenderlyset der var gået fra halvvejs gennem totallet til at brænde nr. 5.

Vægen brændte med en lille, spinkel flamme. Men den var ikke rød eller orange. Den var lyseblå og lyset fra den var svagere end det burde være. Jeg rejste mig langsomt op og prøvede at ryste ømheden ud af kroppen.

Jeg havde fuldstændig glemt at jeg burde have været i skole. Det var først da telefonen ringede og gik på telefonsvaren at jeg opdagede det.

” … Goddag Fru Erikson, mit navn er Lykke Møller, jeg er klasselærer for Lia og Lou, men Lia har slet ikke og været i skole i denne uge og Lou har været meget fraværende. Ja … Hvis de er syge så ønsker jeg dem god bedring, hvis ikke så … Nå men du må have en fortsat god dag. ”

En hyletone afsluttede beskeden.

Normalt gik jeg meget op i at komme i skole, men nu … nu var det bare lige meget. Der var så mange andre ting der var vigtigere.

Ud ad øjenkrogen så jeg en mørk skygge. En der var lidt mørkere end de andre. En der bevægede sig af sig selv.

Langsomt vendte jeg mig rundt. Og så direkte på den mørke skabning. Den skiftede form så hurtigt at jeg ikke kunne nå at få øje på den. Hvad end det var, kom det nærmere. Den smøg sig hen ad gulvet.

Kom nærmere.

Og nærmere.

Et kort øjeblik troede jeg at den ville angribe mig, men i stedet begyndte den at cirkle rundt om mig. Langsomt, men sikkert kom den tættere på, som om den havde svært ved at bevæge sig tættere på mig.

Væsenet trak et spor i gulvet, som var dens mave beklædt med sandpapir. En gang imellem brød en snerren stilheden.

Mine muskler spændtes. Og jeg kunne mærke panikken pumpe i mig.

Alting blev sort da den landede på mit ansigt og dækkede for mit syn. Jeg baskede med armene og prøvede at skubbe den væk, men den nærmest sugede sig fast.

Mit hoved blev klemt og det gjorde frygteligt ondt. Så ondt at jeg næsten ikke kunne bære mere. Jeg bed mig i tungen. Jeg bed så hårdt at jeg kunne smage blodet på min tunge.

Panikken pumpede i mit blod, imens jeg desperat prøvede at kradse den. Men det var som om mine negle slet ikke rørte ved den. Jeg kunne slet ikke få vejret. Tingen dækkede både min næse og mund og jeg hev desperat efter vejret. Jeg kunne mærke trykket mod mit hoved og min krop der skreg på ilt.

Jeg var mere en klar til at give op da jeg hørte en stemme. Det var en let og smuk stemme. Tonerne flød og jeg kunne langsomt mærke presset mod mit ansigt lettes i takt med at tonerne blev højere og mere fyldige. Jeg fyldte mine lunger med klar luft og faldt taknemmeligt på knæ og så mig omkring for at få øje på min helt.

Men der var ingen ud over mig og tingen.

Den bakkede langsomt væk fra mig, den var nået næsten helt hen til væggen da stemmen stoppede.  Det tog tingen et øjeblik at fatte at det, langsomt begyndte den at bevæge sig fremad igen. Men denne gang havde jeg modet til at rejse mig op og stirre på den. Og langsomt famlede jeg ud efter den blyant jeg havde efterladt på bordet ved siden af mig. Jeg fik fat i den og da tingen gjorde klar til at springe bøjede jeg mig ned og stak blyanten i den.

Blyanten gik direkte igennem tingen. Og en forfærdelig lyd skar gennem rummet. Og tingen gik i opløsning. Tusind stumper bredte sig ud over det hele og faldt ned gennem gulvet.

De efterlod små mærker i gulvet, som havde de ætset sig igennem det.

Jeg faldt sammen på gulvet og hev efter vejret. Jeg fattede ikke hvad det var der lige var sket. Det virkede på så mærkeligt. Mere mærkeligt end mystiske sange og gåder. Og fjer og…

Jeg knækkede sammen og prøvede at lade være med at brække mig ud over gulvet.

 

Jeg fik åbenbar tikke tid til at synke ned i et dybt hul af selvmedlidenhed, for der ikke særlig lang tid før dørklokken ringede. Jeg havde mest lyst til bare at blive liggende, men på refleks rejste jeg mig op og gik ud i den lille gang.

Jeg skal sige dig at jeg blev noget overrasket da jeg åbnede døren. For udenfor stod min lyshårede sidekammerat Kristian.

Og jeg siger dig. Det var ikke fordi vi var venner eller noget.

”Hej, jeg kom så hurtigt jeg kunne. ”

Jeg stirrede målløst på ham, hvem havde bedt ham om at komme?

Han gik indenfor og spurgte: ”Hvor er den? ”

Jeg stirrede uforstående tilbage på ham uden at svare.

”Skyggen, ” fortsatte han, ”hvor er skyggen? ”

Endelig fattede jeg at han måtte tale om tingesten. Jeg lod en finger køre mod min hals, som for at sige ”død. ”

Han stirrede lamslået på mig.

”Har du dræbt en skygge? Har du nogen idé om hvad den kunne have gjort ved dig? ”

Jeg rystede langsomt på hovedet.

”De kvæler dig, ” Han så mig direkte i øjnene, ”Og så lader de din krop vandre hvileløst rundt i århundreder. ”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...