Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
965Visninger
AA

4. 3. December

 

Hvis jeg havde kunne havde jeg skreget.

Ikke i smerte, men i frustration. Lia var åbenbart bedre til at slukke vækkeuret end jeg var og det kunne åbenbart ikke tåle en tur på gulvet. De selvlysende tal på min telefon sagde at jeg skulle være ude af døren om 7 minutter. Og der stod jeg med morgenhår, savl i mundvigen og søvn i øjnene. Og i øvrigt mangel på en forklaring på hvorfor jeg ikke var i skole i går.

Jeg samlede mit lange lyse hår i en sjusket hestehale og trak en T-shirt over hovedet. Jeg svang min skoletaske over skulderen og var ellers ude af døren.

Ikke at jeg orkede at tage i skole.

Der er et eller andet med tirsdage. Det er ikke sendt nok på ugen til at du kan glæde dig til weekenden, men det er alligevel ikke tidligt nok til at du kan brokke dig over søvnmangel fra weekenden.

Skod tirsdage.

Jeg trampede hårdt i pedalerne, fast besluttet på at nå frem til skolen før klokken ringede. Og før jeg fik en bedre idé.

Jeg prøvede at holde cyklen i det spor i sneen, jeg havde lavet i går, men da det holdt op måtte jeg trampe mig igennem det efterhånden ret tykke snelag.

Skolen bestod af flere halvgamle bygninger der nærmest lænede sig op ad hinanden som var de for trætte til at stå selv.

To minutter før klokken ringede åbnede jeg døren til klasseværelset. Pigerne sad på bordene og snakkede, imens et par af drengene kom ind med en fodbold under armen og sne i håret. Jeg satte mig bare ned på min plads bagerst i lokalet.

Da klokken ringede fandt mine klassekammerater deres pladser. Det inkluderede min sidemakker, Kristian, en dreng med lyst hår og blå øjne. Han kørte tilfældigt sin hånd igennem håret og man kunne næsten høre det suk som pigerne udstødte i kor.

Det blev afbrudt af vores klasselærer, en ung kvinde der lige var kommet ud fra seminariet, der kom ind af døren. Hendes navn var Lykke.

”Godmorgen 8.C. i dag skal i tage en læsetest-”

Hun blev afbrudt af et kollektivt suk.

”Jeg ved godt det ikke er fedt, men der er desværre ikke nogen vej udenom. Find jeres computere frem! ”

Der lød en blanding af skoletasker der blev lynet op og endnu en omgang suk. Da vi begyndte at tænde vores pc’er.

 

En klokke brød den spændte stemning der altid var lige op til vi fik fri. Nogen elever stormede ud, imens andre blev hængende for at tale med læreren. Jeg gik bare langsomt ud, men ramlede ind i dørkarmen, da jeg blev skubbet af klumpen af mennesker der også prøvede at komme ud.

Da jeg fandt min cykel var sadlen dækket af sne og da jeg prøvede at skrabe det af blev min vante gennemblødt. Jeg spændte cykelhjelmen og trampede i pedalerne.  Da jeg nåede hoveddøren smed jeg cyklen og sparkede sneen af mine støvler mod muren.

Mine tanker blev afbrudt af lette toner.

” Hun venter på dig, ja hun gør

Dybt inde i drømmeland

Vejen den er mørk og lang

Lad månen vise vej”

Jeg vendte mig rundt for at se om der stod nogen bag mig, denne gang havde jeg genkendt stemmen, det var helt sikkert mor, men mor havde ikke bevæget sig uden for sit værelse. Ikke siden Lia.

” Det ligner dig, ja det gør

Men drømmeland narrer

Skyggerne forråder dig

Lad månen vise vej”

Jeg fik en dårlig fornemmelse i maven, som lige før der sker noget forfærdeligt i en film. Og selvom det var frostgrader blev kulden mere bidende og luften endnu koldere.

”Sov min kære, sov nu trygt

Kom tilbage fra drømmeland

Kom nu hjem, rigtigt hjem

Lad månen vise vej. ”

De sidste ord gav mig lyst til at skrige. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i mit blod.

Jeg var skræmt fra vid og sans.

”Lou, er du okay? ”

Jeg drejede rundt, hurtigere end jeg troede jeg kunne, og så på vores nabo, Kaja Olesen.

”Du rystede helt vildt. ”

Jeg krydsede mine arme og prøvede at sige at jeg frøs, hun fangede den.

”Så må du hellere se at komme indenfor, ” sagde hun og vendte sig om. Jeg prøvede at ryste sangen af mig, men den blev ved med at køre i mit hoved.

Drømmeland. Sov nu trygt. Forråder. Ligner dig. Dig.

Noget slog mig, og stadig iført støvler løb jeg ind på mit værelse og rev en bog ned fra hylden. Den var slidt og bundet ind i læder. Uden på den stod der: Drømmelandets profetier & gåder, jeg slog op på sidste side, ordene var alt for genkendelige. Jeg havde hørt dem alt for tit.

Tvilingeprofetien

Sov min kære, sov nu trygt.

Flyv nu ind i Drømmeland

Følg du blot skæbnens lys

Lad månen vise vej

 

Sov min kære, sov nu trygt.

Dans nu ind i Drømmeland

Gennem det hvide spejl

Lad månen vise vej

 

Hun venter på dig, ja hun gør

Dybt inde i drømmeland

Vejen den er mørk og lang

Lad månen vise vej

 

Det ligner dig, ja det gør

Men drømmeland narrer

Skyggerne forråder dig

Lad månen vise vej

 

 

Sov min kære, sov nu trygt

Kom tilbage fra drømmeland

Kom nu hjem, rigtigt hjem

Lad månen vise vej.

 

Hvordan kunne min sang, vores sang, være en profeti? Jeg bladrede en side tilbage og fik øje på den gåde der havde lagt løst i den, men over den stod der en lille notits.

Denne gåde er muligvis forbundet med tvillingeprofetien.

Fedt nok. Flere gåder.

Men hvad havde de med mig at gøre. Var det en rigtig dårlig joke? Gid det var en dårlig joke.

Jeg havde bare en dårlig fornemmelse af at det var det ikke.

 

Jeg lod blyanten falde ned på mit hæfte. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde bare brug for at lave noget normalt. Noget der gav mening med det samme. Det gjorde de matematik lektier bare ikke. Jeg havde aldrig haft særligt svært ved matematik, men det virkede bare som om … det var uvigtigt. Irrelevant. Forkert.

Forkert at sidde og bøvle med problemregning og spaltestykker når Lia. Når Lia … ja hvad end der skete med hende, så havde jeg på fornemmelsen at det ikke var noget godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...