Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
949Visninger
AA

25. 24. December

”Lia, ” hviskede jeg. Og jeg kunne mærke tårerne presse sig på, og for en gangs skyld lod jeg dem falde. ”Jeg har savnet dig så meget! ”

”Lou, du kan jo … du kan jo tale! ”

Jeg nikkede: ”Drømmeland, stedet hvor drømme går i opfyldelse! ” Hviskede jeg ind i hendes øre.

Jeg rejste mig op så på hende for første gang i næsten en hel måned. Jeg kunne mærke alle mine bekymringer og al min vrede langsomt løsne sig fra knuden i min mave.

Jeg kunne ikke huske at jeg nogensinde havde været så glad. Eller så lettet.

”Hvordan har du det? ” Jeg så på hendes skulder.

”Det der? ” hun pegede på sin skulder, ”det er ingenting. ”

Jeg ignorerede hende og gav mig til at synge. Og såre begyndte langsomt at hele.

”Hold da op! Det må være der for hun ville have mig til at synge! ”

”Elos siger at jeg er Sanger, han er selv en Forandrer. Ved du hvad du er? ”

”Nej, ingen anelse. Hvem er ham Elos? ” Hendes øjne var fyldt med nysgerrighed, den nysgerrighed der altid dukkede op når snakken faldt på drenge.

Og det fik mig til at grine.

Jeg fattede ikke hvordan hun kunne tænke på sådan noget nu.

Jeg pegede på ham.

”Det der er Elos, han er min, ” jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, ”kæreste. ” Afsluttede jeg og så ham nikke bag mig.

”Jeg hedder Lia, jeg er Lous søster, ” sagde hun og rakte ham hendes hånd.

”Elos, ” svarede han da han tog hendes hånd.

Jeg flettede forsigtigt mine fingre ind mellem hans, han klemte mine fingre. Og et smil bredte sig ud over mit ansigt.

 

”Elos, hvordan kommer vi hjem? ”

Vi stod alene uden for slottet, og kunne langsomt se det grå slør hæve sig over Drømmeland, jeg havde længe gerne ville stille ham spørgsmålet, men jeg havde ikke kunne samle modet til det.

”Vi har jo ikke spejlet i denne verden. ”

Han så på mig og sagde: ”I kan kun komme tilbage, hvis der er en der ønsker at i kommer tilbage, en der enten hører til I Drømmeland og er der nu. Eller en der hører til i jeres verden og er der nu. ”

”Så vi kan ikke ønske hinanden hjem? ”

Han rystede på hovedet.

”Men du kan, kan du ikke? ”

”Jo, i teorien kan jeg godt. ”

Mit ansigt lignede højst sandsynligt, et meget stort spørgsmålstegn.

”Hvorfor kun i teorien? ”

”Fordi jeg ikke vil have dig til at rejse. ” Han havde tydeligvis svært ved at få ordene over sine læber.

”Men skal du ikke med? ”

”Det kan jeg ikke, lige meget hvor gerne jeg vil. Drømmevogtere har kun en mission uden for Drømmeland, min var at finde profetiens udvalgte og følge dem tilbage hertil. Så nu kan jeg ikke tage med jer tilbage. ”

Det kunne ikke passe. Det måtte ikke… det måtte bare ikke.

”Kan du ikke bare få specialtilladelse eller sådan noget? ” Jeg prøvede virkelig at holde min stemme i ro. Det lykkedes næsten.

”Rådet nægter at gøre det. De vil ikke tage chancen. Jeg risikerer jo at blive genkendt af nogen, og jeg har vel også et forklarings problem over for skolen. ”

Bagerst i mit hoved kunne jeg høre noget gå i stykker.

 

Jeg kunne kun komme på en i hele den menneskelige verden som ønskede Lia og mig tilbage. Men jeg anede ikke hvor hun var. Men jeg kendte en der vidste det.

”Hvor er hun? ” Min stemme lød hårdere end jeg lige havde regnet med. ”Hvor er mor? ”

Jeg så direkte på min far, der så lamslået på mig.

”Jeg ved at du ved hvor hun er, fortæl det! ”

”Rolig nu, min pige, hun er i jeres verden. Jeg frøs hendes tanker, fordi jeg ikke ville have hende til at opleve det, alt det her. Jeg troede ikke hun ville kunne klare det. Hun er i en slags dvale tilstand, jeg kan vække hende med det samme. ”

Jeg havde slet ikke regnet med at han bare ville sige det.

”Du siger du er på vores side, men hvorfor forlod du så ikke heksen? ”

”Din mor troede ikke på mig til at starte med, så jeg blev og prøvede at indlemme mig hos Noir, så hun måske ville skåne jeres mor. Men da Terressa endelig indså det, vidste jeg at jeg ikke kunne slippe af sted. Det var gået op for mig at hvis jeg forsvandt ville hun jage mig til hun fandt mig. For hun havde fortalt mig hemmeligheder så grusomme at jeg aldrig vil fortælle dem til nogen.

Derfor forlod jeg ikke Noir. ”

Mit hoved kunne slet ikke klare så det. Min hjerne lukkede bare ned. Alligevel lykkedes det mig åbenbart at tale: ”Kommer du så med hjem? ”

Jeg vidste ikke hvorfra det spørgsmål kom, men jeg tror at jeg desperat havde brug for en far, en der tog sig af mig.

Han rystede på hovedet.

”Hvorfor ikke? ” Min stemme lød så ynkelig at jeg skammede mig.

” Da jeg fik hende til at tro at jeg ikke elskede hende … jeg ville ikke have at hun skulle komme tilbage, for hvis hun gjorde viste jeg, at hun ville dræbt, og det måtte ikke ske for hende. Det ville jeg ikke kunne klare.

Derfor gjorde jeg tanken permanent. ”

 

Jeg tog Lias hånd. Vi stod ude foran slottet og solen stod højt på himmelen og jorden var blevet dækket af sne. Hendes fingre var varme og smilet på hendes ansigt nåede hendes øjne.

Mor var blevet frigjort fra hendes trance og der kunne ikke gå særligt længe inden vi blev kaldt tilbage til vores verden. Jeg slap Lias hånd og gik over til Elos.

En tanke slog ned i mig.

”Kan du ikke bare glemme rådet? ”

Han svarede mig ikke. I stedet kyssede han mig. Og jeg kunne mærke hans tårer blande sig med mine. Jeg lod mine fingre glide gennem hans lysehår.

Jeg mærkede mine fødder gå i opløsning og vidste at vi var på vej tilbage. Jeg prøvede krampagtigt at holde fast i Elos, men han trådte stille væk fra ham.

Det sidste jeg hørte inden jeg forlod Drømmeland, var Elos’ stemme: ”Jeg kan godt forlade Drømmevogterne, men… ”

Så blev alting sort.

 

Jeg vågnede op på loftet, foran spejlet, og et kort øjeblik håbede jeg at Elos lå ved siden af mig, det gjorde han ikke. Jeg tørrede mine øjne. Jeg ville ikke græde nu. Måske senere, men nu ville jeg se Lia.

Jeg stormede ned ad trapperne og ind på vores værelse. Jeg fløj i armene på hende og knugede hende tæt ind til mig.

”Lou, du klarede det! Du gjorde det! ”

Jeg knugede hende endnu tættere.

Jeg turde ikke sige noget. Jeg var så bange for at der ikke ville komme nogen lyd ud. At jeg ikke kunne tale i denne verden.

Jeg tog hendes hånd, og sammen gik vi ind i stuen.

Foran os stod et juletræ. Det nåede næsten loftet og var dækket af små levende lys og den smukkeste julepynt jeg nogensinde havde set. Flettede hjerter, gyldne kugler dækkede træet, men der var en slags pynt, der kun var to af. En engel med langt, lyst hår og klare blå øjne, den ene havde vinger på ryggen, den anden havde en lille salmebog i hænderne.

Det var os!

Men det bedste ved det hele var stjernen i toppen af træet. Så man efter længe nok, kunne man se et billede af en mand, en kvinde og to piger. Jeg smilede ved synet og håbede at det var far, der havde gjort det.

Jeg kunne høre en kvinde komme ind gennem døren og foran mig stod mor.

Hendes ansigt bredte sig i et smil.

”Lia! Lou! ”

Lia fløj i favnen på hende, mens jeg blev stående lidt bag hende.

”Glædelig jul, mor! ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...