Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
953Visninger
AA

24. 23. December

Hallen var dunkel, selvom en kæmpelysekrone hang ned fra loftet og skulle lyse hele rummet op. Der var ingen vinduer og luften var fugtig og indelukket.

Væggene var grå og bare. Midt på gulvet lå en løber der var dækket af støv, men jeg kunne svagt ane den røde farve igennem. Løberen ledte op ad tre trappetrin og forenden stod en trone. Den var lavet af knogler. Skindene, hvide knogler stablet over på hinanden. Kranierne dannede ryglæn og jeg synes næsten at jeg kunne se de ansigter, de engang havde været.

”Jeg kunne vel have sagt mig det selv, låse holder ikke længe på Sangere. Men tillykke i øvrigt, tænk at du fandt vej, ” jeg kunne høre det tykke lag af sarkasme i hendes stemme, ”skal vi ikke give hende en hånd? ”

Jeg kunne se Elos’ hænder der langsomt begyndte at klappe, men hans ansigt var stadig ligeså tomt.

”Hvor er du morsom, ” jeg prøvede at le, ”men nu til de vigtigere sager; hvor er min søster? ”

Hun lo og knipsede igen med sine fingre, en slimet, grå masse fløj ind foran hende. Jeg kunne spejle mig i den. Og jeg så hærget ud. Mørke rande under øjnene, fedtet hår. Og den kjole jeg havde fået af Elos’ familie var revet i stykker flere steder og dækket af mudder. Men værste var min skulder.

Jeg havde et stort sår i min ene skulder, det var helet halvt, men det blødte stadig en smule. Jeg løftede min hånd og rørte forsigtigt ved min skulder. Jeg kunne ikke mærke nogen sårskorpe og der var heller ingen spor efter blod på mine fingre.

Men spejlbilledets fingre, var svagt dækket af en rød farve.

Jeg så nærmere efter og opdagede andre forskelle end skulderen. Hendes hår var lidt længere end mit. Hun havde et lille ar på albuen. Og hendes øjne var fuldstændig tomme.

Jeg var sikker på at mine var fyldte med raseri.

”Hvor vover du? ” Råbte jeg, ”hvor vover du røre hende? ”

Hun lo.

”Rør jeg hende måske nu? ”

Jeg var ret sikker på at mit blik var meget tæt på at dræbe hende.

Jeg løb rasende frem mod hende, men med et enkelt fingerknips blev jeg hamret tilbage mod den hårde stenmur.

Slaget slog luften ud af mig og jeg kunne mærke et jag af smerte på i min ryg. Jeg så på Elos, men hans ansigt var ligeså sløret som før.

Jeg gik igen frem. Men denne gang skabte hun en ring af meter høje flammer omkring mig. Jeg kunne mærke varmen mod min hud og røgen i mine øjne.

Jeg blinkede et par tårer væk.

Og sprang med et smertens skrig igennem høje flammer.

Jeg var ligeglad med de gløder der havde fat i kanten på min kjole. Og jeg var ligeglad med min forbrændte hud.

Men så standsede jeg.

Selvfølgelig kunne jeg ikke slå en heks uden magi.

Så i stedet for at løbe videre gav jeg mig til at synge. Jeg sang ikke om død og ødelæggelse. Jeg sang om flammer, jeg sang om flammer endnu højere end dem bag mig.

Og jeg kunne mærke den flammende cirkel hun selv havde skabt bevæge sig op mod hende. Men det var ikke det, der forbavsede mig mest.

Bag hende stod en lyshåret fyr, men klare glitrende øjne. Og jeg kunne lige skimte toppen af det ar, han havde fået efter at have rejst gennem spejlet.

Han holdt en kniv op foran halsen på heksen og da hun mærkede det kolde metal mod hendes hals, gik hendes opmærksomhed fra flammerne til ham.

”Det er jo ikke nogen god idé, min skat, ” hendes stemme var sukkersød og jeg håbede af hele mit hjerte at han bare ville skære halsen over på hende.

”Hvordan får vi Lia ud? ” Hans stemme var kold. Og han lignede ikke en der havde tænkt sig at spilde sin tid.

”Min kære, hvis du nu… ”

”Hvordan får vi Lia ud? ”

Jeg kunne se han trykkede kniven lidt hårdere mod hendes hals.

”N-nogen skal bytte plads med hende. ” Stammede hun, og jeg kunne se frygten i hendes øjne. Var hun virkelig bange, frygtede hun virkelig for sit liv?

Jeg så på Elos, jeg vidste udemærket at jeg ville bytte plads med hende.

”Jeg skal nok bytte plads med hende! ” Sagde vi i munden på hinanden.

”Det er min søster, ergo er det mig der skal redde hende, ”

”Lou, i skal begge to hjem. Jeg ville ikke kunne leve med andet. ”

Bag mig kunne jeg høre stille skridt. Jeg vente mig om og så ind i min forræderiske fars øjne.

”Og hvad laver du her? Har du tænkt dig at overgive mig til heksen nu? ”

Han rystede på hovedet: ”Jeg troede du kunne befri hende, at du var stærk nok til at få jer begge to væk herfra … jeg troede du kunne redde mig. ”

Jeg så uforstående på ham.

”Fra hvad? ”

Han sank en klump.

”Jeg har altid ønsket at vende tilbage til jer, at se din mor igen. ”

Jeg ville virkelig gerne tro på ham. Det ville jeg virkelig.

”Bevis det! ”

Det var ikke de ord jeg havde regnet med at jeg ville sige. Jeg havde tænkt på så meget andet.

”Jeg har et forslag til hvordan ingen af jer skal bytte plads med Lia, ” han pegede på Noir, ”og hvis det ikke virker, så bytter jeg plads med hende. ”

Jeg så på Elos og han nikkede og begyndte at skubbe Noir hen mod den grå masse, der holdte min søster fanget.

”Min egen, det kunne du vel ikke finde på, kunne du? Jeg har noget meget interessant jeg skal vise dig, ” hendes stemme var smurt ind i et tykt lag af magi.

Elos standsede og jeg kunne se hans øjne blive slørrede. Min far skubbede til mig og en idé slog ned i mit hoved.

Jeg løb op til Elos og kyssede ham. Jeg kyssede ham som jeg aldrig havde gjort før og jeg kunne mærke hans armes greb strammes om heksen.

”Det er ikke nogen god idé hvis du hører på hvad hun siger, ”

”Det er der vidst ingen fare for nu. ” Smilede han og skubbede heksen ind i den grå masse.

En skikkelse faldt ud og jeg greb den.

Et par arme lagde sig om mig og et kort øjeblik troede jeg de ville kvæle mig. Men så genkendte jeg dem. Det var arme der havde holdt om mig tusind gange før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...