Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
973Visninger
AA

23. 22. December

Slå ham ihjel? Slå ham ihjel?

Jeg kunne mærke klumpen i min hals vokse sig større og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at komme til at græde.

Var det derfor, han fortalte mig alt det her? Var det for at sørge for at jeg ikke stak af? Var det ham, det måtte være ham, der havde sendt mig de minder. Det var ham der havde taget Lia og mor, bare for at få mig hertil. Så han selv kunne leve.

Hvis jeg ikke havde været spærret inde imellem de to gitre, var jeg gået min vej.

Jeg så på min far, med så stor skuffelse i øjnene, at jeg håbede han ikke kunne bære det. Jeg håbede virkelig jeg kunne såre ham endnu dybere end heksens ord havde såret mig.

For han havde udnyttet mig.

Det var alt hvad han havde gjort.

Og jeg sang min smerte ud. Jeg sang om ham, hvor ked af det han havde gjort mor. Et kort sekund troede jeg han var ved at græde, men Noirs stemme fik hans ansigt til at blive koldt og hårdt.

”Få det til at stoppe, får det til at holde op! ” Hun holdt sig for ørerne og skar ansigt, ”hvor er det væmmeligt! ”

Så stoppede jeg.

”Luk mig ud herfra, lad mig komme ind på slottet, og så stopper jeg, ” i mit hoved tilføjede jeg et stille, for nu.

Hun knipsede og lod gitteret glide op. Jeg trådte hurtigt ud og pludselig stod der en skygge foran mig. Jeg var lige ved at give mig til at synge den væk. Da den begyndte at følge mig hen mod slottet fulgte jeg efter.

Bag mig kunne jeg høre heksens latter.

 

Kammeret var gråt og dystert. Der hang en simpel briks på væggen, men ellers var det tomt. Da døren havde lukket sig bag mig havde jeg hørt låsen klikke. Jeg håbede at mine evner var løsningen på det. Men jeg ville ikke ud lige foreløbig.

Der var et par ting jeg skulle have tænkt igennem først.

 

Det var noget sværere at finde rundt på slottet end jeg lige havde regnet med. Jeg havde ingen fornemmelse af hvor jeg var, eller hvor jeg skulle hen for den sags skyld.

Den eneste jeg vidste var hvad jeg skulle gøre, jeg måtte finde Elos og Lia, og jeg måtte fjerne Noir, på den ene eller anden måde.

Jeg vandrede rundt i slottet og åbnede alle dørene. Jeg kunne ikke finde nogen. Slottet var meget større indvendigt end det så ud.

Rundt om hjørnet kunne jeg se en skygge snige sig. Og i ren panik bakkede jeg ind i det værelse jeg lige havde tjekket. Jeg stod tæt op ad muren lige bag ved døren og prøvede at dæmpe mit åndedræt. Jeg var helt sikker på at mit hjerteslag ville afsløre mig. Og så ville jeg blive sendt til et mere sikkert opholdssted. Jeg gøs ved tanken om at der måske var en fangekælder i slottet.

Jeg fortrød straks at jeg gyste for jeg var sikker på at den havde hørt mig.

Jeg blev forpustet stående bag ved døren i et kvarter. Der skete ikke noget. Langsomt bevægede jeg mig tættere på døren og til sidst drejede jeg mit hoved og så direkte ind i skyggens mørke øjne.

Den sprang mod mit ansigt, men faldt til jorden sekundet før den ramte mig. Det havde lykkedes mig at fremstille et par simple toner om død og rædsel.

Det havde virket.

Foran mig blev skyggen forvandlet til stumper der langsomt ætsede sig igennem gulvet. Panikslagent løb jeg hen mod den retning den var kommet fra. For der måtte der være nogen. Den burde patruljere omkring den anden fange.

Jeg drejede om hjørnet og havde en fornemmelse af at jeg kunne lugte, hvor den havde været. Det var sikkert ren indbildning. Men alligevel gik jeg meget sikkert igennem de mørke gange, uden at ænse at jeg bevægede mig højere op og længere ind mod midten.

Lige ind i løvens gab.

Til sidst stod jeg foran en mægtig dør, nej snarere en port. Den var omkranset af noget der lignede en blomsterranke. Men da jeg så nærmere på den, kunne jeg se at det var kranier.

Et par toner åbnede døren.

Den knirkede ikke, selvom jeg troede den ville, foran mig kunne jeg se Elos stå, stadig med et tåget blik. Han kunne ikke genkende mig. Og det skar i mit hjerte.

Men det værste var at han ikke var alene.

Bag ham stod en skikkelse, med kulsorte øjne, svøbt i skygger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...