Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
941Visninger
AA

3. 2. December

 

 

Det må åbenbart være lykkes for mig at falde i søvn, for om morgenen vågnede jeg ved den skingre lyd fra mit vækkeur. Jeg strakte armen ud for at ramme snooze knappen, men det eneste jeg fik ud af det var at jeg skubbede en bog ned fra natbordet.

Fortumlet og halvt i søvne stak jeg hovedet op i overkøjen. Den var stadig tom.

Jeg fik endelig mit vækkeur til at være stille ved at give det samme tur som bogen.

Den alt for store T-shirt jeg havde sovet i var gledet ned over min skulder og jeg kunne næsten mærke mit hår stå ud fra hovedet i alle retninger.

Jeg gned søvnen ud af øjnene og sjoskede ud i køkkenet, selvom jeg nærmest hoppede da mine bare tæer ramte de kolde fliser. Bordet var tomt. Helt tomt.

Jeg satte mig ned på den trappestol, jeg havde fået som lille og en kridhvid fjer faldt ned på bordet, da jeg rystede på hovedet. En af dem der havde dækket gulvet i går.

Det virkede næsten meningsløst at spise, det eneste jeg magtede var at flytte kalenderlyset fra halvmuren til det lille køkkenbord.

 

Det irriterede mig at det sneede. Jeg plejede at være rigtig glad for sne, men nu mindede det mig for meget om de fjer der havde skrevet mit navn.

Jeg plejede at følges med Lia i skole. Hun talte. Jeg lyttede.

Nu var der bare stille.

Jeg trampede hårdt i pedalerne, selvom det gik ned af bakke. Jeg ville væk. Væk fra de steder hvor hun plejede at være. Og uden jeg tænkte nærmere over det drejede jeg af vejen og ud på en smal sti. Jeg kunne ikke engang se stien for den var dækket af sne, men jeg vidste at den var der.

Cyklen skramlede under mig da jeg kørte over en stor sten der lige tittede op over sneen. Jeg var lige ved at falde forover og remmen fra min cykelhjelm strammedes under min hage for et kort øjeblik.

 Jeg standsede lige foran en frossen vandpyt og smed cyklen fra mig på gruset der omringede gyngestativet. Jeg kastede cykelhjelmen efter den, men ramte en meter forbi.

Gyngen knirkede da jeg satte mig på den. Jeg rejste mig hurtigt op igen, den var iskold. Jorden var nok ikke ligefrem varmere. Så jeg satte mig langsomt ned på gyngen igen. Og tænkte.

Jeg tænkte på hvordan alting havde været. Hvor … uvirkeligt det hele var nu. Jeg tænkte på fjerene. Det var et råb om hjælp. Var det ikke? Hvorfor ellers mit navn?

Jeg forestillede mig hvordan det ville have været hvis Lia havde været der i morges. Jeg ville ikke have skubbet bogen ned fra bordet, for det var altid hende der kylede vækkeuret tværs igennem vores værelse. Så plejede jeg at vise hende sedlen hvor jeg havde skrevet: pas på, den kan gå i stykker, og hun ville grine, selvom hun havde set på den seddel i årevis.

Jeg savnede hende virkelig.

Mine fodspor var stadig tydelige, det var holdt op med at sne. Jeg rejste mig, selvom gyngen ikke længere var helt så kold, og trak streger i sneen. Jeg svang benet op på cyklen og kørte af sted.

Hvis du havde set på stregerne fra oven, ville du have set de tre ord.

Kom hjem, Lia!

Jeg ved ikke hvor jeg kørte hen. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Men jeg ved at da jeg endelig standsede, stod jeg et sted jeg havde været mange gange før. Jeg dryppede af sved, men jeg var der. Der hvor jeg hørte til.

Hjemme.

Jeg smed skoletasken i entréen, selvom den stadig ikke havde været åben. Og jeg gik ind på vores værelse. Mit værelse.

Jeg hamrede ned i gulvet da jeg snublede over en klods der lå på gulvet. Mine hænder sved og jeg mærkede presset i mine håndled. Mit ansigt vred sig i en grimasse og indvendigt bandede jeg over min egen klodsethed. Jeg rejste mig langsomt og så nærmere efter på den klods jeg var faldet over.

Det var slet ikke nogen klods. Det var den bog jeg havde skubbet ned fra sengebordet i morges. Den var bundet ind i læder og den var dekoreret med små finurlige krummelurer over det hele. På midten var et billede af en smuk pige. Hendes hår var lyst og gik hende til langt nede af ryggen. Hendes øjne var klare og så direkte på hendes spejlbillede. Som om det ikke bare var en spejling af hende. Over billedet stod der: Drømmelandets profetier & gåder.

Jeg havde aldrig selv læst den. Jeg havde faktisk aldrig set den før. Og jeg fattede ikke hvordan den var havnet på mit sengebord. Var den fløjet ind gennem vinduet? Eller faldet ned gennem loftet?

Jeg åbnede den og på første side lå der en lille seddel, den var noget nyere end resten af bogen. Faktisk var den skrevet på printerpapir med en blyant, men bogstaverne lignede dem på de følgende sider, svungne og elegante. Der stod:

Ting forsvinder når de bliver glemt,

 Men hvor forsvinder de hen?

Til Drømmeland, et mystisk sted

Hvor ting der bliver glemt forsvinder hen.

 

Jeg læste det tre gange uden at få nogen yderligere mening med det. Det måtte have noget med Lia at gøre, måtte det ikke?

Men hende havde jeg da ikke glemt. Havde jeg? For så meget havde jeg forstået, ting man glemte fløj til Drømmeland. Men hvad havde jeg glemt? Og hvor i alverden var drømmeland? Og hvad havde det med Lia at gøre?

Kunne jeg ikke bare få en GPS med indtastede koordinater, eller en SMS hvor der stod hun var på vej hjem?

Kunne hun ikke bare lade være med at forsvinde? ­

Jeg knugede sedlen i hånden. Jeg kunne mærke mine negle bore sig ind i min hånd, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg sad på gulvet med armene om mine ben og gjorde et krampagtigt forsøg på at holde tårerne tilbage.

Jeg hørte telefonen ringe og jeg rejste mig langsomt. Jeg genkendte nummeret. Det var en af Lias veninder. Lige der gjorde det ikke noget at jeg ikke kunne tale. Jeg havde ikke brug for at skulle forklare hvorfor hverken Lia eller jeg var i skole. Der ville blive nok forklaring når mor kom hjem.

Telefonen sagde en hyletone og en lys pigestemme skar gennem rummet.

”Hej Lia, hvis det altså er dig der hører den her besked … Jeg undrede mig bare over du ikke var i skole, du havde sådan glædet dig til planlægningen af klassefesten, nå men … det gik okay. Ring lige tilbage når du hører det her. Ses! ”

En hyletone. Også var der stille igen.

Jeg tændte for radioen for at få noget andet at tænke på. Jeg tunede ind på den lokale radiostation, men det var ikke den sædvanelige vært der talte om en ny madordning i den nærmeste børnehave eller hvor engageret byrådet var i at få den nye motorvej til at gå uden om byen.

Det var toner jeg kendte alt for godt. Toner, lyde og ord jeg forbandt med ikke længere at være bange. Noget der beroligede mig.

”Sov min kære, sov nu trygt.

Flyv nu ind i Drømmeland

Følg du blot skæbnens lys

Lad månen vise vej

 

Sov min kære, sov nu trygt.

Dans nu ind i Drømmeland

Gennem det hvide spejl

Lad månen vise vej”

 

Jeg stirrede lamslået på den gamle radio. Jeg var sikker på at den sang var mors, at den var Lias og min. Det var ikke noget der hørte til på en radiostation.

Jeg sank sammen på gulvet med hovedet i mine hænder. Det føltes forkert at andre kunne høre min sang. Det var som om noget privat, noget af mig, blev taget fra mig.

Og så alligevel ikke.

Måske var det kun mig der havde hørt den sang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...