Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
948Visninger
AA

20. 19. December

Jeg løb stormende ned ad bjerget, med Elos lige i hælene.

”Lia! Lia!

Jeg kunne mærke sten skride under mine fødder, men jeg var ligeglad. Jeg kunne ikke have været mere ligeglad med noget.

I mit hoved kunne jeg tydeligt høre hendes skrig. Og det gjorde mig rædselsslagen. Jeg havde hørt hende skrige før. I frustration, eller over en edderkop.

Men aldrig før på denne måde.

Aldrig før havde jeg hørt min søster skrige i smerte.

”Lou, vent! ”

Jeg standsede brat op og så mig bagud. Et par meter bag mig kunne jeg se en forpustet Elos, der var standset op.

”Lou, du kan ikke bare fare ind i slottet på den måde, tror du de vil lukke dig ind? ”

”Ja, det vil de. ”

Jeg ved ikke, hvor de ord kom fra, men jeg var sikker på at det var sandt. Hvis Noir havde dræbt næsten alle Sangerne, var jeg afgjort interessant for hende, specielt nu, hvor det måske var Lia og mig, der var de udvalgte til Tvillingeprofetien.

På den anden side håbede jeg, at min far gerne ville se mig.

Elos så målløst på mig.

”Det er mig hun vil have, jeg ved det bare. ”

 

Da jeg kom tæt nok på, kunne jeg se at der var tomt. Jeg kunne ikke se en levende sjæl. Jeg standsede foran det store gitter. Jeg var helt sikker på at jeg ikke var lille nok til at kunne klemme mig igennem, og det var sikkert a Elos ikke kunne følge efter mig.

Jeg hamrede mine hænder mod gitteret.

Der skete ingenting.

”Kan du ikke ændre den? ”

Han bed sig i læben. Og begyndte at koncentrere sig.

Der skete ikke noget.

”Jeg tror den er forhekset, ” mumlede han.

Jeg nikkede.

Jeg hamrede mine hænder mod porten igen. Og prøvede at synge den åben. Den løftede sig et par centimeter, men faldt så tungt ned på jorden igen.

”Noir, din lede heks, luk mig ind! ”

Jeg tømte mine lunger for luft og håbede at hun kunne høre mig.

Først skete der slet ingen ting.

Så kunne jeg høre en fjern latter.

Den var let og yndig. Men mest af alt, var den grusom. Latteren blev langsomt højere, og til sidst kunne jeg høre latteren blive blandet med høje hæle der ramte de hårde fliser på den anden side af gitteret.

Latteren forstummede.

”Så jeg er en led heks, min pige? ”

En høj, slank skikkelse trådte frem fra skyggerne. Hendes hud var bleg og lignede porcelæn. Hun havde skarpe, markerede træk. Hendes læber var fyldige og smukt formede. Og sorte, vilde krøller lagde sig om hendes ansigt og skuldre. Store buede øjenvipper omkransede et par runde kulsorte øjne.

Men det mest bemærkelsesværdige var hendes tøj. Først troede jeg hun var nøgen. Men så opdagede jeg at hun var svøbt i skygger. De lå tæt til hendes krop og dækkede hele hendes krop.

”En heks kan du vel ikke sige mig imod, og efter det du har gjort ved min familie synes jeg led er meget pænt valgt. ”

Hun så anerkendende på mig.

”Jaså, men der er lige en ting du skal vide om din familie: det er din far, der har revet den fra hinanden. ”

Jeg var sikker på at hun sagde det for at skræmme mig. Gøre mig vred.

”Tro mig, jeg kender den historie. ”

”Hvem er din tapre følgesvend, så? ” hendes stemme havde ændret sig fra hård og kold, til charmerende.

”M-mit navn er Elos, ” stammede han, ”fra Lucidia marsken. ” hans stemme lød anderledes end den plejede og han så mærkeligt på heksen.

”Jeg tror, vi kan blive enige om at det er bedst for alle parter, hvis du lukker os ind. ”

Hun nikkede og det fik hendes krøller til at vaje.

”Jo, det må jeg vel hellere. ”

Hun knipsede, og det enorme gitter begyndte meget langsomt at hæve sig fra den iskolde jord. Det sidste jeg lagde mærke til, var at det ikke længere regnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...