Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
952Visninger
AA

19. 18. December

”Det var forfærdeligt! ” Udbrød Elos, og jeg fattede ikke hvad han talte om. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, for han fortsatte med at tale: ”Drømmen eller synet, eller hvad det nu var. Det var forfærdeligt. ”

”Kunne du også se det? ”

Jeg var så forbavset at det kun lige lykkedes mig at lukke munden.

”Ja, jeg ved virkelig ikke hvordan. ”

Jeg så på ham et stykke tid.

”Hvordan kunne det ske? Der må have været en eller anden forbindelse, der har gjort det muligt. ” Mumlede jeg. Vi begyndte at skubbe båden i vandet igen og snart var vi af sted igen.

”Hvornår tror du vi er fremme? ”

”Tja, med det tempo som du sætter for dagen, i aften tror jeg. Men vi kan ikke bare vade ind i slottet, vi er nød til at have en plan. ”

Jeg nikkede og prøvede at sætte tempoet op, men det fik båden til at gynge mere end den havde godt af, og jeg satte tempoet ned.

Vi gled stadig hurtigt igennem den blanke vandoverfladen og båden skabte ringe i vandet. Jeg kunne mærke vinden i mit hår og mod mit ansigt.

Pludselig lagde jeg mærke til at strømmen tog til. Og den blev kraftigere og kraftigere.

”Elos, hvordan står det til med vandfald heromkring, ” min stemme skælvede en lille smule.

”Nu du siger det så er Skyggefaldet ikke så langt herfra. ” Han så ud som om det overhovedet ikke plagede ham, ”Skyggefaldet! Ved alle drømme, få båden ind til kanten! ”

Jeg kæmpede for at få båden ind til kanten og min stemme blev højere og mere tydelig, men strømmen var ufattelig stærk. Efterhånden kunne jeg skimte vandfaldet forude, men jeg blev bare ved og ved med at synge.

Ti meter til vandfaldet.

Fem meter.

To meter.

Jeg greb Elos hånd.

Og jeg skreg. Det sugede i min mave og jeg kunne mærke de kraftige vandstråler ramme båden. Jeg kunne mærke båden forsvinde under os, mens jeg krampagtigt holdt fast i Elos hånd. Jeg prøvede at synge, det gjorde jeg virkelig. Men det eneste jeg kunne få ud af min mund var skrig. Dybe hjerteskærende skrig.

Jeg vågnede op på bredden, men sjaskvådt hår. Jeg så lige ind i Elos klare øjne.

”Hvad er der sket? ” Jeg hostede og kunne mærke lidt vand komme op.

”Jeg ved det ikke. Jeg er først lige vågnet, men vi kan ikke bare være skyllet i land. Vi var døde, hvis vi havde ramte vandoverfladen. ”

Jeg nikkede: ”Var det dig, gjorde du noget? ”

”Nej, jeg troede det var dig. ”

Jeg rystede på hovedet og satte mig op. Og så mig omkring efter båden.

”Jeg tror ikke vi får meget nytte af den her mere, ” han viste mig et stykke træ, der stammede fra båden, ”vi er alligevel snart fremme, vi er blevet skyllet meget langt væk fra vandfaldet. ”

 

Jeg tog de sidste skridt og stod på toppen af endnu et bjerg. Jeg så ned i dalen, og forstod hvorfor den havde fået sit navn, Mareridtsdalen.

Selvom hele Drømmeland, nærmest var lagt i dvale, var det her noget helt for sig selv. De få træer der stod oppe var visne, og flere var væltet, som havde der lige været en forfærdelig storm. Den flod vi var sejlet på tørrede ud og det græs jeg kunne se var svedent og sort.

Men det værste var lyden.

Eller mangel på samme.

Man kunne ikke høre den vind, der blæste i de døde træers grene, man kunne ikke høre nogle fugle synge eller nogle dyr pusle i det store krat.

Der var dødsens stille.

Og det var måske lige det der var med det.

Der var dødt.

Overalt.

 

Jeg så længere ind i dalen, og i midten rejste et tårnhøjt slot sig. Fire kulsorte tårne strakte sig mod himmelen og endte i spir, der lignede drager der snoede sig. De var så virkeligheds tro at det ikke ville undre mig, hvis en af dem begyndte at spøge med ild.

Hele slottet var sort. Og der var ingen vinduer. På forsiden var en kæmpe port, der blev spærret af et ligeså stort gitter. Selv på denne afstand var det et frygteligt syn.

Pludselig blev tavsheden brudt af en stemme jeg kendte alt for godt.

Men det værste var at det var ikke ord der blev formet. Det var et skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...