Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
1001Visninger
AA

18. 17. December

Jeg gispede og satte mig bræt op.

Denne gang kunne jeg tydeligt huske hvad jeg havde drømt, og jeg var ikke sikker på om de døde Sangere eller mor havde skræmt mig mest. På den anden side kunne jeg heller ikke se hvad der foregik, de døde Sangere, mor og far der talte.

Hvem var Camon? Hvorfor havde Noir dræbt ham?

Hvordan kunne min mor have været venner med et monster som hende?

Og hvad var det min far havde gjort?

Mit hoved blev fyldt med spørgsmål som jeg ikke kunne besvare, og jeg var ikke sikker på om nogen kunne besvare dem.

”Vi er nød til at skulle af sted nu, ” sagde Elos ovre fra båden, ”ellers når vi det aldrig i tide. ”

 

Jeg lod mine fingre strejfe vandets overflade, mens jeg sang for at få os til at komme hurtigere frem.

”Du sagde at jeg kunne få næsten alt, hvis jeg sang og ønskede det nok? ” Jeg fortsatte med at synge.

”Ja, det burde du. ”

”Hvad så med at se noget der er sket? ”

”Måske, hvorfor? ”

Jeg svarede ikke, men begyndte at synge igen. Jeg sang klart og tydeligt og ønskede bare at komme frem. Vi strøg hurtigt gennem vandet og jeg troede at vi måske kunne indhente en dag.

Det håbede jeg, for jeg vidste at Lia ikke var alene. Og dem omkring hende kunne svare på mine spørgsmål. Og jeg havde brug for svar.

Til sidst ændrede jeg sangen. I stedet for at synge om længsel efter min søster og et ønske om at nå frem, sang jeg om fortiden, hvad der var sket.

Og jeg ønskede virkelig at jeg ville se hvad der var sket.

Men der skete ikke noget.

Jeg kunne mærke den lille klump vrede, der længe havde boet i mig, jeg kunne mærke den vokse og blande sig med frustrationen i mig.

Det var uretfærdigt.

Hvorfor skulle alt det her ske for mig?

Jeg hadede det hele, alting.

Bag mig rejste Elos sig op i båden, der var begyndt at gynge endnu mere, selvom vandet var stille. Han lagde sin ene hånd på min skulder og med den anden flettede han sine fingre ind imellem mine.

”Du drømte i nat, gjorde du ikke? ”

Jeg nikkede.

Hans kølige hænder mod mine varme, fik mig til at slappe lidt af.

”Hvad drømte du om? ”
Båden lå roligt på vandet igen, mens den flød af sted.

Og jeg fortalte ham om det hele. Jeg fortalte ham om mor og far. Om Noir og de døde Sangere. Alting.

”Det er det du gerne vil vide mere om? ”

Jeg nikkede.

 

Jeg kunne mærke den kolde jord under mig og Elos varme fingre der holdt om mine. Men selvom jeg var træt, kunne jeg ikke sove.

Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke havde kunne se det. Var det ikke det jeg kunne? Gøre som jeg ville?

Tankerne holdt mig vågen. Men til sidst kunne jeg ikke klare mere. Jeg måtte bare… jeg måtte…

Foran mig stod far. Han havde en lille baby i armene, jeg følte så stor tilknytning til det lille spædbarn, at det kun kunne være mig.

”Lou, min kære, jeg er så ked af det, jeg er så ked det. Der er ikke noget at gøre. Undskyld. Undskyld. ”

Han dykkede ind i spædbarnets, mine, tanker. Og han tog noget. Spædbarnet der før havde grædt var nu stille.

”Du skal vide at hvis du en dag kommer tilbage, så får du det jeg har taget fra dig igen. Min skat, jeg elsker dig. Jeg elsker din søster. Og jeg elsker din mor! ”

 

En fantastisk smuk, sorthåret kvinde stod foran en mand, med markeret ansigt og brunt hår.

”Noir, du kaldte, ” han nærmest sang og viklede sine fingre ind i hendes. Hans sang fik hende til at krympe sig.

”Der er noget meget vigtigt, vi to må tale om. ”

Han så på hendes ansigt og jeg kunne se hans øjne. Fyldt med kærlighed.

Hendes var næsten sorte.

”Er der noget galt? ”

”Nej, nej, der er ikke noget galt. Ikke når du er her. ”

Hun lod sine fingre glide ned ad hans kind.

”Det er meget vigtigt at du ved jeg elskede dig. ”

Han stirrede uforstående på hende. Han begyndte at stamme.

”Men … du er kommet i vejen for mig, det var dumt. ”

Hans læber bevægede sig, men der kom ingen lyd ud. Hans ansigt fortrak sig i smerte, da han knækkede sammen og hostede blod op.

Jeg havde nået at aflæse han sidste ord. Og selvom jeg vidste det bare var en drøm, var jeg alligevel ved at græde.

”Jeg elsker dig stadigvæk. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...