Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
941Visninger
AA

15. 14. December

Jeg vågnede ved at det var begyndt at regne igen.

Bålet var for længst gået ud. Men jeg lå op ad Elos, der stadig sov. Jeg rejste mig og gjorde mit bedste for ikke at vække ham.

Jeg begyndte langsomt at fæstne seletøjet på ravnen. Jeg havde set godt efter, når Elos gjorde det. Da jeg strammede den sidste rem, vågnede Elos.

Han nægtede at inspicere seletøjet, selvom jeg meget gerne ville have det. Tænk hvis det var min skyld hvis vi faldt ned.

Det lykkedes mig at se næsten elegant ud da jeg sprang op på ravnen og jeg undlod at hyle da den lettede. Og denne gang nød jeg det i fulde drag. Hele fornemmelsen af ikke at røre jorden, var fantastisk.

Det var først der det gik op for mig at vi fløj.

 

Den kulsorte ravn strøg gennem himmelen, jeg holdt godt fast om Elos, for vi havde sat farten op. Og jeg kunne se landskabet under os suse forbi. Vi fløj over byer og øde marker, over floder med skibe og handelsveje med karavaner.

Drømmeland var fantastisk.

For selvom der var et gråt lag over det meste. En skygge der lå over alting. Så kunne man stadig skimte noget rart imellem det.

Drømmeland var ikke knust.

Men en lille stemme i mit hoved tilføjede et enkelt ord.

Endnu.

 

”Nu er du sikker på at du spændte alle remmene rigtigt, ikke? ”

”Jo, selvfølgelig, er der noget galt? ”

Han rystede på hovedet.

”Nej, slet ikke, det er bare… ” han afbrød sig selv, og rystede på hovedet, ”jeg er bare fjollet, der er ikke noget... ”

Hele verden blev vendt på hovedet på under et sekund. Jeg klamrede mig fast til Elos, der igen holdt fast i seletøjet. Jeg kunne mærke panikken pumpe i mig, mens verden susede af sted under os. Jeg kunne mærke adrenalinen i min krop, men jeg var alt for skræmt til overhovedet at lægge mærke til det.

”Hold godt fast, ”

Jeg mærkede et sug i maven.

Vi styrtede gennem luften og jeg hørte nogen skrige.

Jeg frygtede det øjeblik vi ville ramme jorden, for hvis tyngdekraften havde noget at skulle have sagt, så ville det her måske være det sidste jeg oplevede.

Jeg ved stadig ikke hvorfor, men jeg gav mig til at synge. Selvom det var svært at få vejret, og selvom det sikkert mest lød som skrig, så sang jeg.

 

Vi ramte aldrig jorden.

Vi blev hængende i luften. Lige over jorden.

Jeg gispede. Og kunne ikke få vejret. Elos hang lige ved siden af mig, jeg greb ud efter hans hånd og han tog den.

”Hvordan… Hvordan kommer vi ned herfra? ” Gispede jeg.

”Det ved jeg ikke, det var dig der fik os til at blive hængende heroppe, så … hvordan kommer vi ned? ”

”Hvad mener du? Hvordan? Hvad? ”

”Du er Sanger, ” grinede han, ”du fik os til at stoppe ved at synge. Hvor længe har du vidst det? ”

Jep, nu var jeg afgjort mindre forvirret.

”Sanger? ” Det begyndte at blive ubehageligt at hænge i luften, ”skal jeg så synge for at få os ned igen? ”

”Jeg er ikke sikker, men et var da værd at prøve. ”

Jeg nynnede et par toner, og vi hamrede ned i jorden.

”Måske skal du være lidt mere forsigtig, av, næste gang. ”

Jeg nikkede, men mit ansigt var vredet i smerte efter faldet.

”Lidt øvelse ville nok ikke gøre noget, ” smilede jeg og rejste mig med lidt besvær op, ”kan du så komme op og stå din lille brokrøv. ”
 

Jeg anede ikke hvad vi skulle gøre nu, for ravnen var fortsat. Det eneste vi havde var det tøj vi stod i og seletøjet der først var gledet ned under ravnen og derefter faldet helt af.

Også var der alt det der Sanger halløj. Jeg fattede ikke en skid.

Jeg satte mig ned og tænkte. Jeg tænkte på hvordan vi nu skulle komme frem, og hvordan alting skulle lykkes.

Til sidst gav jeg mig til at synge igen, nu når jeg var Sanger, måtte det da hjælpe på noget. Jeg sang den samme sang, der havde jaget mig hele december.

Jeg sang det første vers. Og det andet. Og det tredje.

Også gik det op for mig.

”Elos, jeg ved hvordan vi kommer frem til slottet. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...