Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
1003Visninger
AA

14. 13. December

Jeg glemmer det aldrig.

Jeg glemmer aldrig fornemmelsen af vinden og regnen mod mit ansigt og mit hår der blafrede bag mig.

Jeg sad med armene om Elos’ talje og holdt godt fast. For selvom det føltes fantastisk var jeg også ved at dø af skræk ved tanken om at falde ned fra den kulsorte ravn. Jeg vidste ikke hvor længe vi havde fløjet, men jeg nød hvert sekund.

Et lyn flængede himmelen og jeg dækkede mit ansigt i Elos’ gennemblødte trøje. Jeg kunne høre at han grinte sagte, selvom jeg ikke synes det var morsomt at vi nær var blevet slået ihjel.

”Bare rolig hun prøver bare at skræmme os. Hun vil ikke slå os ihjel. ” Han drejede hovedet og så på mig, ”endnu. ”

Jeg forstod.

Selvfølgelig ville hun ikke slå os ihjel. Endnu. Hun ville vel først se os. Lade os lide.

Eller hvad skurke nu plejede at gøre.

”Du, Elos? ”

”Ja, ”

Jeg tøvede.

”Tror du … jeg stadig kan tale, hvis vi kommer tilbage? ”

 

Ravnen satte i et brat dyk og slog kløerne i den mudrede jord. Elos hoppede af og rakte mig sin hånd, jeg var ret sikker på at jeg ville få brug for den, jeg tog den og hoppede ned. jeg stod i et halvt sekund inden jeg faldt direkte på halen.

Elos rakte mig sin hånd igen og det lykkedes mig at rejse mig op. Han rørte let ved mit hår.

”Du har mudder i håret, ” smilede han.

”Jeg er ret sikker på at det ikke er det eneste sted jeg har mudder. ”

Vi begyndte begge to at grine og jeg kørte mine mudderfyldte hænder igennem hans hår. Hans latter var blød og lød næsten som musik. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde haft det så sjovt, over så lidt.

Det fik mig til at grine endnu mere og endnu højere.

Til sidst havde ingen af os mere luft tilbage og vi ente med bare at stå og smile til hinanden. Til sidst strøg han let sine fingre hen over min kind.

”Nu har du også mudder på din kind, ”

Jeg var lige ved at sige ham imod, men han kvalte mine ord med et kys.

 

Varmen fra ilden bredte sig langsomt igennem min krop, men min ryg var stadig kold. Det var for længst blevet mørkt da vi landede for anden gang. Denne gang var det lykkedes mig at stå af uden at falde. Flammerne var stærkt orange og gnisterne fløj en gang imellem op i luften.

Jeg lænede mig op ad Elos og prøvede at få ild i en pind.

”Elos, hvorfor er det jeg kan tale i Drømmeland? ”
”Drømmeland, stedet hvor drømme går i opfyldelse og myter bliver til virkelighed, ” han holdt en lille pause, ”og mareridt. ”

Jeg begyndte at nynne og til sidst sang jeg, det havde jeg aldrig gjort før, men teksten kendte jeg.

” Sov min kære, sov nu trygt.

Flyv nu ind i Drømmeland

Følg du blot skæbnens lys

Lad månen vise vej

 

Sov min kære, sov nu trygt.

Dans nu ind i Drømmeland

Gennem det hvide spejl

Lad månen vise vej

 

Hun venter på dig, ja hun gør

Dybt inde i drømmeland

Vejen den er mørk og lang

Lad månen vise vej

 

Det ligner dig, ja det gør

Men drømmeland narrer

Skyggerne forråder dig

Lad månen vise vej

 

 

Sov min kære, sov nu trygt

Kom tilbage fra drømmeland

Kom nu hjem, rigtigt hjem

Lad månen vise vej. ”

Jeg smilede, ved tanken om at jeg selv havde sunget sangen. Det gjorde det på en eller anden måde nemmere at forstå det hele.

”Du har en smuk stemme, ”

Ingen havde nogensinde sagt noget lignende til mig før, aldrig.

”Tak, jeg plejer ikke ligefrem at få komplimenter for stemme. ”
”Det er måske fordi du ikke siger meget, ” Han smilede til mig og jeg knækkede sammen af grin. Ikke at der var specielt sjovt, men fordi jeg havde lyst. Jeg havde lyst til at grine.

Jeg ville grine fordi alting så, så sort ud. Jeg ville grine fordi jeg ikke kunne overskue andet. Jeg havde brug for det.

Så jeg gjorde det.

Jeg ved ikke hvor længe vi grinte, men skyerne på himmelen forsvandt og månens stråler ramte mit ansigt. Jeg kunne næsten mærke det. Jeg ønskede at kunne mærke det. Og derfor kunne jeg.

For det her var Drømmeland.

Drømmeland, stedet hvor drømme går i opfyldelse.

Stedet hvor alle myter kommer fra.

 

Og hvor alle mareridt bliver virkelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...