Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
959Visninger
AA

13. 12. December

Det regnede stadigvæk.

De tunge dråber ramte ruden og gled langsomt ned af den. Himmelen var kulsort. Jeg sad i en lille stue foran en varm pejs med en kop, af den bedste varme chokolade jeg nogensinde havde smagt, i hånden. Foran mig sad Charite og prøvede at lære mig et børnespil, ikke at jeg synes det var særlig børneagtigt.

Selve spillet var meget kompliceret og handlede mest af alt om strategi.

Jeg prøvede til gengæld at lære hende Ludo, på et improviseret bræt, men hun fandt det meget hurtigt alt for kedeligt.

Jeg ventede faktisk bare på Elos. Jeg mente at jeg havde en ting eller to at tale med ham om.

”Charite, kender du noget til Mareridtsdalen? ”

”Ja, det er et meget farligt sted, jeg har set det på afstand og der ligger et stort slot derinde. ”

Jeg nikkede og rykkede en af mine mange brikker.

”Nej, nej, du skal trække et kort først. ” hun tsk’ede af mig.

Døren blev åbnet og en meget afkræftet Elos trådte ind. Hans ansigt var stadig blegt, men hans kinder var begyndt at få lidt farve igen.

”Charite, jeg skal lige tale med Lou, ” han smilede til hende, ”alene. ”

Hun sukkede og gik ud.

”Hvad er Mareridtsdalen? ”

Han gik over mod en af reolerne og trak en læderindbunden bog ud og lagde den oven på spillebrættet. Han slog op på en side med et kort magen til det der hang på hans værelse i vores verden.

Han pegede på et på et punkt i yderkanten af kortet, det var en dal omkranset af en bjerge.

”Det her er Frygtens Bjerge, og det her er Mareridtsdalen, ”

Jeg nikkede og fik øje på et punkt midt i dalen.

”Det her er er slottet hvor jeg tror at Lia bliver holdt fanget. Og her er vi. ”

Til min store skræk var vi næsten i den anden del af kortet i noget der hed Lucidia marsken.

”Hvordan i alverden kommer vi derhen? Har i nogen fantastiske transport midler? ”

Et øjeblik kunne jeg se en rynke i Elos’ pande, men den forsvandt hurtigt.

”Nej, selvfølgelig ikke vi flyver på ravne. ”

Jeg fnøs. Yeah, ikke nogle unormale transportmidler.

”Og det gør i hele tiden? ”

”Selvfølgelig, gør i ikke det? ”

Jeg rystede på hovedet.

”Du har boet i vores verden siden 6. klasse, har du nogen sinde set nogen der fløj på en ravn? ”

Han rystede langsomt på hovedet.

”Hvor lang tid kommer det til at tage? ”

Han bed sig i læben.

”seks dage, medmindre der sker noget uventet. ”

”Noget uventet som? ”

Jeg kunne tydeligt se at han ikke havde lyst til at sige det næste til mig, men han gjorde det alligevel.

”Noir, har nogle… ” han tøvede, ”seriøse kræfter, hun kan noget med vejret, storme og lyn og den slags. ”

Jeg så ud på regnvejret og undrede mig over om det også var hendes værk. Lige pludselig synes jeg ikke at regnvejr var ligeså rart som før. Der var ikke længere noget betryggende over dråbernes rytme når de ramte ruderne.

Jeg nikkede og gik hen til vinduet.

Jeg kunne mærke Elos følge efter mig og til sidst stod han helt tæt på mig og lagde en hånd på min skulder. Jeg fjernede den ikke.

”Hvornår kan vi tage af sted? ”

Jeg lod spørgsmålet hænge i luften, som om jeg ikke ventede et svar.

”I morgen, ” han snoede en tot af mit hår rundt om sin finger, ”vi kan først tage af sted når det bliver lyst. ”

Jeg lod mine fingre glide ned af den iskolde rude. Med den anden hånd flettede jeg tøvende mine fingre ind mellem Elos’ og drejede rundt så jeg kunne se ham i øjnene.

Hans øjne gnistrede som aldrig før og hans ansigt var ikke længere så blegt, som det havde været. Hans øjne var den slags man kunne falde ind i.

Og aldrig slippe ud af igen.

I det øjeblik havde jeg heller ikke noget imod hvis det skete.

Jeg smilede og for første gang siden Lia forsvandt var jeg helt sikker på at smilet nåede mine øjne.

 

Da jeg lå i min seng om aftenen glædede jeg mig til at vi skulle af sted, jeg havde aldrig prøvet at flyve før og det at det skulle foregå på ravne gjorde mig ikke mindre nervøs.

Jeg lå og stirrede op i loftet. Prøvede at forestille mig hvordan himmelen ville se ud, hvis alle regnskyerne ikke var der. Mon stjernerne så anderledes ud i Drømmeland. Det håbede jeg ikke den gjorde. For selvom jeg ikke var meget for det, havde jeg hjemve.

Jeg savnede det alt sammen, fra før alting.

Men på den anden side var der et par ting jeg ikke ville undvære. Ikke nu.

Og jeg havde også flere ting jeg skulle klare. Jeg kunne ikke bakke ud. Ikke nu.

Lia skulle hjem.

Jeg lukkede øjnene, men kunne ikke falde i søvn. Jeg kunne ikke falde til ro. Jeg vidste ikke hvad det var. Men der var noget der holdt mig vågen.

Til sidst stillede jeg mig foran spejlet, der hang på væggen. Og så kunne jeg se hende.

Lia.

Vi lignede hinanden så meget at det føltes som at stå lige over for hende igen.

Jeg lagde mig ned på sengen igen og jeg faldt i søvn med et smil på læben.

 

Det sidste jeg tænkte på inden jeg faldt i søvn, var fornemmelsen af varme, blød læber mod min kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...