Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
961Visninger
AA

12. 11. december

Alting var sort.

Indtil et ansigt tonede frem, det ansigt jeg havde lært at kende gennem en drøm. Ham.

”Hvor er de? ” Skreg jeg, ”hvor er de? ”

Og han lo.

Hans latter var dyb og hånende.

”Tja, du kan jo spørge din fine ven, er det i øvrigt ikke på tide at du præsenterer ham for mig? Eller skal vi lige se om han lever når solen står op? ”

Jeg skreg.

Jeg skreg al min vrede og smerte ud i det ene skrig.

For første gang så han forskrækket ud. Men det skiftede hurtigt til forundret.

”Når, så den stumme fugl har lært at synge, hvor interessant. ”

Jeg gispede og slog øjnene op. Det første jeg fik øje på var Elos’ øjne. Eller det troede jeg i hvert fald de var, men i virkeligheden tilhørte de kvinden.

”Klarer han sig? ”

”Jeg er ikke sikker, men han er i bedring, ” hendes stemme var beroligende og meget melodisk, ”Charite er hos ham. ”

Jeg nikkede.

”Hvem er du egentlig? ”

Hendes spørgsmål undrede mig meget, men så kom jeg i tanke om at jeg bare var troppet op på hendes dørtrin med en hårdt såret dreng og der havde ikke været tid til at stille spørgsmål.

”Mit navn er Lou, jeg er … ” jeg vidste ikke hvad jeg skulle kalde mig, ”Elos’ ven. Du er hans mor, er du ikke? ”

Hun nikkede.

”Mit navn er Tirall. Hvordan er du kommet hertil? Og hvad laver du her? ”

”Elos pegede… ” jeg afbrød mig selv, ”gennem spejlet, vi kom gennem dronning Reias spejl, man skal sove før man kan komme igennem. ” Jeg tøvede et øjeblik, ”vi leder efter min søster, hun blev kidnappet for 11 dage siden. ”

Hun så forstående på mig.

”Vil du se til ham? Jeg tror han er vågen nu. ”

Jeg nikkede og fulgte efter hende ind i det lille, hvide sygeværelse. Elos lå på sengen, og han var vågen. Men hans ansigt var meget blegt og der tegnede sig mørke rande under hans øjne.

Ved hans side stod Charite.

Moderen hviskede nogle få ord på et sprog jeg ikke forstod og Charite fulgte efter hende ud af døren.

”Tak. ”

Jeg stirrede forundret på ham, den populære lyshårede dreng var fuldstændig væk. Jeg vidste ikke helt hvad der var tilbage af ham.

”Lad være med at sige tak. Det burde være mig der sagde tak, det var dig der fik os hertil, dig der fik mig til at ku’ tale igen. ”

Han smilede og en lille latter kom over hans læber.

Han var smuk når han smilede. Selv når han var så træt nu.

”Du må ikke grine af mig … ” jeg prøvede at lyde fornærmet, men det lykkedes ikke særlig godt.

”Det kunne jeg aldrig finde på, ” smilede han.

”Hør her Elos, jeg havde en drøm i nat og jeg er ret sikker på at det ikke bare var en drøm, ” jeg undlod detaljen om at jeg var besvimet, og fortalte ham om drømmen, ”han sagde at du vidste hvor hun er. Gør du det? ”

Han sank en klump og så mig direkte ind i øjnene.

”Lou … Drømmevogterne har længe ledt efter heksen Noir, men de har ikke fundet hende endnu. Men jeg kan kun komme på et sted hvor hun kan være. Og jeg er sikker på at det er hende og din far der har taget Lia. ”

En heks? Det var en heks der havde taget min søster.

”Hvor? ”

Han så væk og bed sig i læben. Han havde tydeligvis svært ved at få ordene over sine læber.

”Jeg har ikke fortalt vogterne det endnu, så jeg må ikke sige det til dig. ”

Hvad? Så nu var Lia lige pludselig mindre vigtig end en flok vogtere?

Jeg havde aldrig været så skuffet i mit liv. Aldrig før. Jeg fattede det slet ikke. Han ville jo bare ikke sige det. Hvorfor så ikke bare fortælle mig det i stedet for?

I stedet for at undskylde.

Jeg rejste mig og smækkede døren efter mig. Jeg styrtede ud af huset og fortsatte igennem landskabet der hurtigt blev øde. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre hårdt i brystet og jeg var ikke sikker på hvorfor.

Hvis jeg havde set mig tilbage havde jeg set mine fodspor i det svedne græs. Men det gjorde jeg ikke.

Det begyndte regne og dråberne trillede ned over mit ansigt. Jeg kunne ikke forstå hvorfor nogen af dem smagte salt.

 

Jeg var endt ved herregården igen, ikke at det havde været meningen. For første gang tog jeg mig god tid til at se på den. Hvide mure og et rødt tag. Der var mange vinduer og man kunne lige skimte gardinerne.

Jeg gik over gårdspladsen og nød lyden af grus under mine fødder. Jeg gik hen mod den udskårne dør og lod dørhammeren falde ned på døren en gang.

Det var Charite der åbnede døren. Hun så på og for første gang sagde hun noget til mig: ”Han kan godt lide dig, og du har noget pænt hår. ”

Jeg snoede en tot af mit hår om min finger forvirret, men samtidig smigret.

”Du er Charite, mit navn er Lou, ”

Hun smilede og lod mig komme ind af døren.

Jeg var blevet så våd af min løbetur at jeg dryppede på gulvtæppet, men det var der ingen der lagde mærke til.

Jeg kunne se Tirall prøve at holde Elos inde i sit sygeværelse, mens han kæmpede for at komme ud.

Jeg fangede hans øjne et øjeblik og de gnistrede.

Han åbnede munden og sagde noget, men jeg kunne ikke høre hvad det var. Jeg løb tættere på, men han stemme at jeg var sikker på at hans ord ikke var ment for andre end mig.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. For jeg var stadig meget vred, men jeg kunne også på ham at det var meget vigtigt det han ville sige.

Til sidst råbte han bare ud igennem gangen.

”Mareridtsdalen, hun er i mareridtsdalen! ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...