Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
965Visninger
AA

11. 10. December

Det første jeg fik øje på var himmelen.

Lige ovenover mig var den blå som på en sommerdag. Men længere ude i horisonten, blev den grå og til sidst helt sort. Hvide lammeskyer blev til mørke tordenskyer. Og blide solstråler blev til klare lyn.

Græsset under mig var blødt og grønt, men længere henne, var det afbrændt og sort.

Jeg rejste mig op og så ud over landskabet.

Den grønne plet jeg stod på var langt mindre end jeg først havde troet.

 

Det så nærmest ud som om det hele var inficeret. Som om alting var sygt. Og ved at dø.

Og det var først der det gik op for mig hvor jeg var.

Drømmeland.

Selvom det mest af alt lignede et mareridt.

Jeg så mig over skulderen og gispede.

Bag mig lå Elos, med en dyb flænge tværs over brystet. Og der var intet blod.

”Jeg tror ikke jeg sov helt … ” hviskede han.

Jeg stirrede bare forbavset på ham.

”Elos, ” jeg undrede mig over hvor blødt hans navn lød når man sagde det, ”du skal bare blive liggende, jeg finder ud af noget. ”

Han smilede til mig.

”Ååh, ” mumlede jeg forundret, ”jeg kan… jeg kan tale! ”

”Det er jo Drømmeland, ” smilede han.

Og jeg grinte.

Jeg grinte som om alting var fantastisk og intet var galt.

Men så overfaldt den barske virkelighed mig i form af Elos hosten. Jeg så på ham igen og noget af hans ansigt var dækket af det blod han havde hostet op.

Jeg satte mig på knæ og løftede hans hoved.

”Hør her, ” jeg tog mig selv i at nyde lyden af min egen stemme, ”du klarer den, det kan du sagtens, okay? ”

Han sagde ikke noget.

Der gik ikke længe inden såret lukkede sig, men jeg kunne tydeligt se på ham at det ikke var væk og at det stadig var ligeså smertefuldt.

”Bor der ikke nogen tæt på, eller noget? ”

Han nikkede: ”Jo, der bor nogen på en lille gård, ” han hostede voldsomt, ”det er ikke så langt herfra. ”

Jeg så i den retning han pegede, men jeg kunne ikke få øje på noget.

Han stønnede da han prøvede at rejse sig op. Jeg lod hurtigt min skulder glide ind under hans arm, for at støtte ham.

Han var noget tungere end jeg lige havde regnet med. Han bevægede sig altid så let, så det så ud som om han ikke vejede meget mere end en fjer.

”Det skal nok gå, ” mumlede jeg og han svarede ved at lave en anstrengt grimasse, der skulle have været et smil.

Jeg begyndte langsomt at gå, mens Elos vægt tyngede mig ned, i den retning han havde peget. Den første kilometer gik ret nemt, men jeg kunne mærke at jo længere vi gik, jo mere træt blev Elos.

”Vi er nød til at holde pause, ” han var lige ved at ryste på hovedet da jeg fortsatte: ”nu. ”

Langsomt satte jeg ham ned på jorden. Og han gjorde alt hvad han kunne for at holde sig oprejst, men til sidst lagde han sig ned, helt hvid i hovedet.

Jeg kunne mærke at det ikke ville gå ret meget længere. Og jeg så i den retning vi var gået.

”Bor der ikke nogen tættere på? ” Det føltes stadig uvant at tale.

Først rystede han på hovedet, men så åbnede han munden og sagde: ”Jo … der bor nogen lidt tættere på. ”

Han sukkede og et øjeblik kunne jeg se noget i hans øjne. Jeg kunne ikke rigtigt genkende det. Men jeg ville snart opdage at det var en blanding af sorg og smerte.

 

Da vi endelig nåede frem blev jeg nået chokeret, den lille gård jeg havde forventet, var i virkeligheden en herregård.

Da det lykkedes mig at slæbe Elos hen til døren, skulle der en kraftanstrengelse til, for at jeg kunne hamre med dørhammeren.

Så ventede vi.

Døren åbnedes og indenfor stod en kvinde med klare funklende øjne og mørke krøller. Bag hende kom en lille pige løbende ud og da hun fik øje på Elos bredte hendes lille ansigt sig i et smil.

Bag kvinden stod en høj mand med lyst hår.

Jeg genkendte dem ikke fra tegningen med det samme.

”Undskyld mig, men kan vi få ly for natten? Min ven er såret. ”

Kvinden undlod at svare, men tog i stedet fat under Elos anden skulder og sammen fik vi ham indenfor. Den lille pige stirrede bekymret på Elos og først der genkendte jeg hende.

De var alle sammen hans … familie?

Vi nåede ind i et værelse med helt bare, hvide vægge og det eneste der var i lokalet var en hvid briks. Vi satte Elos fra os og jeg kunne med det samme se at hans blik var meget sløret og jeg fik lagt ham ned.

Kvinden flåede hans trøje i stykker og så det hvide ar tværs hen over hans brystkasse.

”Det var portalen, var det ikke? ”

Jeg nikkede og jeg kunne høre kvinden bande.

Hun sendte pigen ud og hun kom hurtigt tilbage med flere flasker i sine små arme. Kvinden begyndte at smøre forskellige salver på.

Jeg stirrede bare målløs på den lille pige, der hjalp sin mor. Jeg vidste stadigvæk ikke hvad hun hed, men jeg kunne allerede se ligheden mellem hende og Elos på.

Den måde hun bevægede sig på, var lige så let og yndefuld som Elos’.

 

Elos ansigt vred sig i smerte, til sidst var det for meget for mig at se på det. Jeg kunne bare ikke klare at se ham i så stor smerte.

Den måde hans ansigt vred sig på, det fik mig næsten til at føle det.

Og det var ikke noget jeg havde lyst til.

Til sidst blev det hele bare for meget for. Og jeg kunne mærke mine knæ svigte mig og mine ben synke sammen. Det sidste jeg så var den lille pige der rakte ud efter mig.

Så blev alting sort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...