Drømmeland

Hun bevægede sig som mig. Hun lignede mig. Men alligevel. Alligevel var vi ikke ens.
Jeg rakte ud efter hende. Jeg rakte ud efter spejlet. Jeg rakte ud. Og mine fingerspidser. De- de gik igennem. Mine fingre skabte ringe, som var spejlet flydende. Hele min hånd gik igennem.
Det var iskoldt. Så koldt at det gjorde ondt. Ondt.

Den første december forsvinder Lous tvillingesøster på mystisk vis. Lou sætter kampen ind for at finde hende, men opdager snart at det ikke nytter noget at lede i vores verden.

(Det smukke cover er lavet af Love, peace and coolness)

10Likes
17Kommentarer
977Visninger
AA

2. 1. December

 

Jeg havde været vågen længe, selvom det var midt om natten, jeg puffede til køjen ovenover mig for at vække min tvilling. Da hun kravlede ned og stak hovedet ind i den nederste køje så hun spørgende på mig.

Jeg løftede mine hænder og formede hurtigt flere tegn.

Jeg kan ikke sove.

Lia strøg mig over håret. Selvom hun kun var få minutter ældre end mig var det altid hende der tog sig af mig, når jeg var bange og når jeg havde brug for hjælp.

”Det skal nok gå Lou, jeg passer på dig. ”

Jeg nikkede og var sikker på at hun talte sandt. Hun så på de grønne tal på vores vækkeur.

”Se! Det er den første december! ”

Og det var det også, de selvlysende tal skar i øjnene, men viste stadigvæk at der var gået tolv minutter af den første december.

Jeg tror godt jeg kan sove nu.

Hun tog min hånd og gav den et klem inden hun kravlede tilbage i sin egen køje.

 

”Lou!”

Selvom skriget var fjernt, flænsede det luften og jeg satte mig brat op. På en eller anden måde virkede skriget ikke rigtigt virkeligt, på den anden side kunne jeg mærke gåsehuden på mine arme. Jeg prøvede at slå skriget hen som en drøm.

Det lykkedes ikke særligt godt.

Selv da jeg gik ud til morgenmaden havde jeg ikke rigtigt rystet drømmen af mig. På spisebordet stod et skævt kalenderlys, den lille flamme skælvede da jeg pustede til.

Mor sad ved bordet. Det var længe siden jeg havde set min far, da jeg var tre blev mine forældre skilt og min far var flyttet til Belgien.

”Er Lia vågen? ”

Jeg ved det ikke.

Mor smilede: ”Hun er vist en rigtig lille teenager. ”

Jeg smilede også.

Da jeg var færdig med at spise var Lia stadig ikke stået op og jeg gik ind for at vække hende. Da jeg gik ind på vores fælles værelse kunne jeg med det samme se at der var noget galt. En kæmpe mængde fjer fløj rundt i hele værelset og der lugtede … mærkeligt.

Forkert.

Jeg nærmest sprang op i den øverste køje.

Den var tom.

Jeg ønskede virkelig inderligt at jeg kunne skrige. Skrige så mor kunne komme og holde om mig, holde om mig som hun plejede at gøre med Lia.

 Det var først da at jeg fik øje på det værste. Det flænsede pudebetræk havde været hvidt. Nu kunne jeg tydeligt se den røde plamage på pudebetrækket. Blodet smittede af på min finger da jeg rørte ved det. Jeg kravlede langsomt ned på gulvet og faldt på knæ. Tårerne flød ned ad mine kinder og min mave slog kolbøtter. Det eneste der holdt mig tilbage fra at brække mig var tanken om at mor ville opdage det med det samme. Og det her lignede ikke noget mor ville have godt af at se.

Langsomt, frygteligt langsomt, begyndte min hjerne at virke igen og på en eller anden måde lykkedes det mig fjerne det blodige pudebetræk og prøvede at standse tårerne. Et kort øjeblik overvejede jeg at skrive et brev hvor der stod hun var ovre hos en veninde, men mor ville sagtens kunne kende min skrift fra hendes, selvom jeg havde skrevet fra jeg var fem år gammel, det var jo ikke alle der kunne tegnsprog, var min håndskrift altid lidt mere sjusket end Lias.

For det andet ville det stadig ikke forklare alle fjerene i værelset.

Jeg gik ud på badeværelset og skyllede mit ansigt, jeg prøvede at få mine øjne til at se lidt mindre røde ud, men selvom jeg blev ved, vidste jeg at mor ville kunne se hvad der var galt. Eller i det mindste at der var noget galt.

Da jeg endelig tog mig sammen og gik ud i køkkenet sad min mor bag en avis med en kop kaffe i hånden. Jeg bankede på det slidte bord for at få hendes opmærksomhed. Og hun løftede hovedet.

L-I-A er der ikke

Hun rejse sig og fulgte efter mig ind på værelset. Hun gispede da hun så fjerene der dækkede gulvet og fik det til at ligne at der var faldet sne. Hun åbnede munden, men der kom ingen lyd ud. Det var som om lyden sad fast i hendes hals. Hun kravlede op i overkøjen og løftede dynen og puden.

Hun skreg da hun fik øje på det blodige pudebetræk, som jeg havde stoppet ind under puden. Hendes øjne fyldtes med rædsel og hun mumlede: ”Min lille pige, hvad er der dog sket med dig?”

 

Normalt ville vi være gået i kirke, første søndag i advent. Men da det var tid til at gå kunne jeg kun høre sagte hulkelyde inde fra min mors værelse, og jeg besluttede mig for at gudstjenesten kunne vente til en anden gang.

Ud på eftermiddagen var Lia stadig ikke kommet hjem. Mor havde prøvet at ringe rundt, men ingen havde set hende. Efter det var mor forsvundet ind på sit værelse. Jeg sad i Lias seng og knugede en laset bamse som jeg havde fået da jeg var lille. Tårerne strømmede ned ad mine kinder og slørede mit syn, alligevel fik jeg øje på det.

Fjerene dækkede kun gulvet helt ude i kanten. Inde på midten formede de et enkelt ord. Og selvom det var lidt udtværet efter at jeg havde siddet på det var skriften tydelig.

LOU.

Tre enkle bogstaver. Men jeg var sikker på at det var Lia der havde efterladt det. Jeg begyndte langsomt at skrabe fjerene sammen. Jeg havde bare en fornemmelse af at det ikke ville gavne Lia, hvis nogen så den.

Hvem nogen var vidste jeg ikke helt. Til gengæld vidste jeg at det ikke ville blive nemt at falde i søvn i nat.

Og jeg fik ret. Jeg havde aldrig sovet alene før og det mørke rum skræmte mig fra vid og sans. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af at nogen holdte øje med mig.

Jeg var ikke alene. Ud ad øjenkrogen kunne jeg skimte en skygge der bevægede sig. Noget der var endnu mørkere end det mørke der omgav mig. Gåsehuden bredte sig på mine arme og min vejrtrækning blev langsomt mere og mere hysterisk. Jeg turde ikke bevæge mig og jeg var dødsens ræd for at, hvad det end var, ville høre mig trække vejret.

Døren knirkede. Og langsomt kom lyset ind og oplyste mit værelse. Det var mor der stod i døren.

”Kan du heller ikke sove? ”

Jeg rystede på hovedet. Mor lod døren stå åben og satte sig på sengekanten. Hun blev ved med at stryge mig over håret. Og hun sang. Hun sang den sang hun plejede at synge for Lia og mig da vi var små.

 

”Sov min kære, sov nu trygt.

Flyv nu ind i Drømmeland

Følg du blot skæbnens lys

Lad månen vise vej

 

Sov min kære, sov nu trygt.

Dans nu ind i Drømmeland

Gennem det hvide spejl

Lad månen vise vej”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...