Jelena

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Igang
Justin Bieber er sanger. Det samme er Selena Gomez. De er begge kendte, men begge deres manager mener, at de mangler det sidste omtale, for at kunne kalde dem verdenskendte. Deres manager slår hovederne sammen og udtænker en plan, som vil gavne dem begge. Justin og Selena skal blive "kærester". Altså de skal blive set sammen, kramme sammen og kysse. De vil blive et emne, som pressen vil have svært ved at slippe. Det store spørgsmål er, om de kan klare hele forløbet uden at få nogen form for følelser for hinanden?

28Likes
25Kommentarer
2840Visninger
AA

12. Kapitel 12.

(Justin´s synsvinkel)

 

Selena havde været væk i noget tid, og det pinte mig sindssygt. Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det var som gjorde mig så bekymret. Jeg var vel nok bare bange for, at der var sket hende noget. Hun er Selena Gomez, som render rundt i nattøj udenfor midt på dagen. Der var nok nogle papz, som ville filme det. Bare nu ikke der kom et eller andet rygte om, at jeg havde smidt hende ud.

 

”Jeg kører en runde, for at se om hun er her i nærheden,” konstaterede Alfredo. ”Burde det ikke være mig, som er ude og lede efter min kæreste?” Jeg rejste mig op og fulgte ham til døren. ”Jo, men nu er i ikke kærester.” Okay, det havde han ret i. ”Hyg dig,” sagde jeg, men han var allerede væk.

 

Jeg væltede ned i sofaen, og prøvede endnu en gang at ringe til hende. Endnu et forsøg, som ikke hjalp mig nogle vegne. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke, om det var mig, som havde gjort noget? Måske fortrød hun, at vi havde haft sex. Hvis bare hun var kommet til mig kunne vi snakke om det, så slap vi for dette. Jeg ringede hende op igen, men stadig uden hel. Jeg valgte at ringe Alfredo op, for det kunne være, at han havde fundet hende. ”Har du fundet hende?” Spurgte jeg nervøst. ”Nope. Jeg kan ikke snakke i telefon. Ses,” svarede han fraværende. Han virkede bekymret? Det var nu lidt mærkelig, for de er da ikke så gode venner. Der må være noget andet i vejen, jeg må heller spørge ham om det, når han kommer tilbage.

 

Jeg tog en jakke overhovedet og smuttede udenfor. Jeg kunne ikke længere bare sidde derhjemme og vente på at høre fra Selena. Jeg blev nødt til at gøre noget. Mine chancer for at finde Selena var ikke store, men det holdte mig ikke tilbage. Regnen tog hårdt fat, da jeg var kommet udenfor. Mit våde tøj klæbede sig til min hud og fremkaldte kuldegysninger. Regnedråberne gled ned af mine kinder, ligesom tårer. Hvis det ikke var fordi, at jeg vidste bedre, ville jeg tro, at jeg græd.

 

Jeg rundede endnu et hjørne, der var stadig ingen Selena. Selena havde været med i hver eneste tanke, jeg havde haft i dag. Hendes ansigt blev ved med at vise sig for mit indre. Hvad hvis der nu var sket hende noget? Det hele var min skyld. Jeg ved ikke, hvordan det kunne være min skyld, men det var det. Min mobil var gået død for strøm, så hvis Selena havde ringet, så ville jeg ikke have en chance for at vide det.

 

Jeg blev enig med mig selv, at det ville være klogest at gå hjem af. Regnen var der stadig, men provokerede mig ikke. Jeg satte farten op. Min lunten blev til løb. Før jeg vidste af det, var jeg allerede mindre end 20 meter fra mit hus. Alfredos bil holdte 10 meter fra mit hus. Jeg nærmede mig huset, da jeg så, at Fredo og Sel stadig sad i bilen. Gudskelov, hun var uskadt! Hvis der var sket noget, ville jeg ikke kunne leve med mig selv. Jeg nærmede mig bilen, men stoppede op og smuttede ind bag en busk. Alfredo så ikke så godt ud. Selena så oprevet ud. Hvad var der lige sket?

 

Jeg ventede bare på, at de ville gå ud af bilen, så jeg kunne snakke med en af dem. Jeg ville ikke afbryde deres samtale, da de begge så rimelig oprevet ud, så det måtte være vigtig, det de nu end snakkede om. Endelig skete der noget. Selena åbnede bildøren og løb hen til mit hus. Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere. Den sidste time havde jeg prøvet at holde mig tilbage. Jeg blev nødt til at mærke Selena i min favn.

 

”Sel, hvad er der galt?” Sagde jeg, da jeg havde indhentet hende. ”Hvad er der galt, søde?” Gentog jeg og fik hende til at kigge på mig. ”Der er ikke noget galt,” prøvede hun at bilde mig ind. Ikke noget galt? Nej, det er da også normalt at storme oprevet ud af en bil. Så normalt. ”Yeah right. Sig nu sandheden.” ”Der er ikke noget galt Justin!” Hun hissede sig op over ingenting, hvad var der dog sket?

 

Da denne strategi virkede ikke, måtte en ny straks tages i brug. ”Fint,” sagde jeg ligegyldigt og begyndte at gå. Det var så her, hvor hun skulle bede mig om at vente, for så at sige, hvad der var galt, men det gjorde hun ikke. Jeg vendte mig om, men hun stod stadig og nedstirrede gulvet. ”Så sætter jeg mig bare her i sofaen,” fastslog jeg og satte kursen mod sofaen. Selena havde stadig ikke opfattet, at jeg snakkede til hende. ”Sel?” Hun reagerede ikke. Jeg satte mig i sofaen og tændte tv´et. Hvorfor var hun ikke hoppet på den?

 

Sel havde kun rykket sig få meter, men det var i den rigtige retning. Hen mod mig. Alfredo var kørt for længst, eller det regnede jeg med, da han ikke var kommet ind. Selena kom hen og satte sig i sofaen. ”Hvad er der galt smukke?” Sagde jeg, men jeg fortrød det straks. Selena var ikke den pige, som ville have, at man skulle have medlidenhed med hende, og ordet smukke lugtede langt væk af medlidenhed. Hun sendte mig et dræberblik, før hun åbnede munden. Hun havde tænkt sig, at sige noget, men var bare tom for ord, ville jeg gætte. Hendes mund stod bare åben, men der kom ingen lyd ud. ”Selena, vil du sige, hvad der er galt eller spilder jeg min tid?” Prøvede jeg endnu en gang. ”Så jeg spilder min tid,” konstaterede jeg og rejste mig op. ”Justin. Undskyld. Snak med Alfredo.” Mere sagde hun ikke. Hun rejste sig op og forlod rummet, hvor hun efterlod mig i en mærkelig situation. Hvad var der lige med de 2?

 

Jeg traskede op af trapperne til lejligheden, som jeg havde været i så mange gange. Mine knoer ramte døren, og jeg tog i håndtaget. Banken på døren var bare en advarsel om, at jeg kom. ”Fredo? Hvad er det der foregår?” Spurgte jeg, da jeg kom ind i stuen. Han sad på gulvet med hovedet begravet i sine hændet. Jeg var virkelig lost, hvad var det lige der var sket imellem de 2? ”Jeg gider ikke vente mere. Nu er der kraftedme en af jer, som fortæller mig, hvad der foregår!” Vrissede jeg. ”Jeg elsker hende,” mumlede han lavt. ”Hvem hende?” Spurgte jeg i et blidere toneleje end før. Jeg havde fået ham til at snakke, nu skulle jeg ikke skræmme ham væk. ”Selena,” mumlede han endnu lavere end før, så det tog mig lidt tid at opfange, hvad det var han overhovedet sagde. ”Selena. Hvorfor? Hvornår? Hvordan?” Røg det ud af mig. Han kender hende jo ikke engang? ”Jeg ved det ikke! Hun er bare så… Argh! Jeg ved det virkelig ikke. Hun skal bare være min!” Nå, så hun skal være din?

 

En tåre trillede ned af hans ene kind. ”Hvor længe har det stået på?” ”Alt for længe,” mumlede han flovt. ”Tag hende bare.” Jeg fattede ikke, at de ord forlod min mund. Jeg havde det bestemt ikke godt med det. Især ikke nu, hvor vi havde haft sex. Jeg troede virkelig på en fremtid mellem Selena og jeg. Hun så åbenbart ikke det samme som mig. Det forklarede det hele. Alfredo havde følelser for Selena, og hun havde det på den samme måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...